Sødborg
Småstykker
Smaastykker. Ved N. Sodborg.
Stendyssen som Bauta.
GAMLE Erik Kristensen og Hustru i Øsløs, der begge
er aandsfriske og gode til at fortælle om den svundne
Tid, har fortalt følgende mærkelige Træk fra deres
Barndom.
En Mand, der boede i Ski (d. v. s. Skippergade) i
Øsløs, kørte engang ud efter et Læs Lyng paa
Snekkebjerg. Da han paa Hjemvejen gik ved Siden af
Lynglæsset, væltede dette i de dybe Hjulspor nord for
Bærkær og faldt over ham og kvalte ham.
Men saa kommer det mærkelige. Lidt efter lidt
rejstes der den afdøde et lille Mindesmærke, idet Folk,
som gik forbi, lagde en lille Sten paa det Sted, hvor
Ulykken var sket. Til sidst var der en hel Stendynge.
”Ogsaa vi lagde en bette Sten te’ Dyngen, hver Gang
vi gik forbi, aa vor Foræller saa’ te’ vos, at vi skuld’
gør’et”, fortæller Erik Kristensen og hans Kone.
Paa denne underlige Maade rejstes der den
forulykkede Mand en smuk Bauta.
Denne smukke og mærkelige Skik, som sikkert har
lange Rødder dybt ned i Folkelivet, har iøvrigt holdt
sig her paa Egnen helt op til vore Dage.
For ikke saa mange Aar tilbage blev en
Tjenestepige i Tømmerby dræbt af Lynet ikke langt
fra Landevejen. Der fortælles nu, at ogsaa der rejstes
paa samme hemmelighedsfulde, stille Maade en lille
Dysse af Sten til Minde for hende, som fik saa brat en
Død.
Det er vel Folkesindets dybe Medfølelse med dem,
der faar en brat og voldsom Død, der her giver sig til
Kende.
Da Pastor Friis i Tømmerby havde en streng Nat.
”Haar Di hø’t, dengang Pastor Friis haad’ saa’en
streng Næt?” spurgte gamle Peder Andreas Pedersen
paa Bjerget mig, da han engang sad og fortalte mig
Træk fra gamle Dage.
Nej, det havde jeg da ikke, saa det maatte han
endelig fortælle, og Per Andreas fortalte, og han
fortalte godt.
”Jo, sier Di; Pastor Friis1) var jo saa møj en klog
Præjst; han kund’ skam mier end hans Fadervor. No
haad han nok engang goen hen aa loved æ Mand i
Rødbro, som lo’ fo’ Døden, at han et’ skuld’ vi’ hans
Kuen te en an’en Mand, naar han no snaar var dø’ aa
hen. Men Pastor Friis holdt et hans Ur’d, men de kom
han aassaa te aa fortryd’.
No ska’ Di høer!
Da der saa ijen bløv Brøllup i Rødbro, aa Pastor
Friis haad’ jo viet Enken te en ny Mand, forstaar sæ,
saa bløv han lig’ under Brøllupsgildet om Nætten
kald’ op te Temmerby Kjerk for aa man den avdød
Mand nier ijen. Aa po Vejen op te Kjerken bløv han
nok saa møj ild’ tilrej’; de’ var jo den død’ Mand, der
vild’ hævn sæ, fordi han et haad’ kun’ stuel po ham.
Men Friis slap da fræ’et, for de han var saa klog aa et
var saa’en aa taa’es mæ i den Slavs Ting. Men de
haad’ nok et væt en skjøn Næt for Pastor Friis, nej, de’
haar væt saa møj en streng Næt.”
Pastor Friis havde ogsaa i sit Studereværelse et Fad
med Vand, hvori stod et Lys og brændte, naar han om
Natten gik paa Kirkegaarden. Saa kunde der intet ondt
vederfares ham, fordi den brændende Tande fra Lyset
faldt i Vandet.
Engang var der i Præstegaarden en livlig og smuk
Tjenestepige, som aldrig kunde være i Fred for de
unge Karle. Pastor Friis gav hende da det gode Raad at
trække begge Strømper paa én Fod om Natten; det
skulde nok hjælpe.
”Jo, Pastor Friis var no en møj klog Mand, de er
baade ves aa sand”, sluttede gamle Per Andreas
alvorlig.
(Historisk Årbog for Thisted amt 1925, side 103 -104)
1 Christian Friis var Præst i Tømmerby -Lild fra 1822-37.
Overført fra Kallebos gamle hjemmeside.