Peter Dahlgårds erindringer
Afskrevet af Martin Gade, 1995
PETER DAHLGÅRDS
ERINDRINGER
Afskrevet af Martin Gade
1995.
Erindringer.
Af Peter
Dahlgård. f. 15/9 1901
i Serup by,
Odby sogn, Thyholm kommune.
Ja det er
så Begyndelsen, hvem ved hvad det ender med.
Jeg har
fået oplyst at min Tipoldefar på Bedstefars side hed Kristen Rokkjær, var grd.
i Serup og min Tiptipoldefar Christen Christensen.
Kr. Rokkjær
var 41 år i 1787 hans Kone hed Anne Nielsdatter og var 36 år, der var da 3
Sønner de 2 hed Niels samt Oldefar Poul der da var 1 år og 2 Piger Mette og
Maren.
En Broder
til Tipoldefar, Jens Rokkjær var også Gdr. i Serup og 48 år.
De har
antagelig delt Slægtsgården, Jens var nok noget galhovedet, kom engang i
klammeri og slagsmål med en Færgekarl ved Oddesund: P. Pedersen Tambour, det
endte i retten, men P. Tambour turde ikke bo i Odby længere og flyttede til det
nuværende Thambohus, og efter ham fik det navnet.
En bror til
min Oldefar fik Gården efter Faderen, og havde den i 1816 ved udskiftningen,
mens oldefar som den yngste måtte ligge 8 år i Militsen i København. Her blev han gift med en svensk pige, hun var
serveringsjomfru inden, Cæcilie Poulsdatter, det blev så min oldemor, da de 8
år var nået vendte han hjem til Serup med Kone og Barn, de skulle gå hele
vejen, og havde kun de Ejendele med de kunne bære, og så Barnet,- for os kan
det synes lige så uoverkommeligt som Josef og Maries flugt til Ægypten med
Barnet.-
Oldemors
forældre var Daglejere, men en dag manden gravede i sin Have fandt han Danefæ,
som han fik så meget for at de købte et husmandsbrug til et par Køer, men
Cæcilie så aldrig mere sine Forældre eller sine 2 Brødre Anders og Peter siden
hun kom herop, mit navn stammer så fra hendes Bror Peter.
Det blev
ingen dans på roser for dem i Serup, oldefar som var yngste fik jo ingen arv,
men begyndte som fragtmand, med et spand heste og vogn. Der blev efterhånden en børneflok, ihvert
fald mindst 4 drenge og 3 piger.
Allerede mens Børnene var mindreårige blev Oldefar sygelig, fik til
tider blodstyrtning. Oldemor hjalp på
gårdene men nøden bankede på, og Børnene måtte ud med tiggerposen og spand,- et
sted kunne der blive en tør brødende, et andet sted lidt skål mælk eller kærnemælk
eventuel tykmælk alt i samme spand. De
kom da også på sognet, blev fattiglemmer.
Oldefar
blev trods svageligheden over 75 år, og Oldemor noget lignende. Da Oldefar skulle begraves fra Odby Kirke,
måtte der ikke ringes med Kirkeklokkerne, for han var jo kun et fattiglem, men
min Bedstefar gik op og ringede alligevel.
Da kisten skulle
sænkes i graven viste det sig at graven var for kort. Kisten blev jo lavet
efter den dødes længde, og han var høj, kisten gik fast halvvejs nede, og en
gårdmand i følget hoppede ned på kisten og ville trampe den ned, men Bedstefar
trådte til, og beordrede kisten op igen, nu havde hans far været trådt på hele
livet, han skulle ikke trædes på efter døden.
Det må have været i 60erne.
Tipoldeforældre
på min Bedstemors side var Chr. Christensen og Kirsten Pedersdatter Østergård i
Søndbjerg.
Deres datter
Kirsten Christensdatter f. 1797 blev i 1827 gift med Jens Christian Sørensen,
Dalgård i Søndbjerg, i 1855 døde Jens Christian, og en søn Christen overtog
Dalgård.
Oldemor
Kirsten døde døde i 1863. Der var også 2 døtre Kirsten og Maren. Kirsten blev
min Bedstemor. Mine Bedsteforældre var født henholdsvis 1831 1832.
Fattigfolks
børn kom tidlig ud at tjene, og mange af dem, også Bedstefar kom til Salling?
til Vadum, den første sommer længtes han forfærdelig. Gårdmanden var vist ikke
god mod ham, men han måtte jo blive der hele sommeren. Kun var moderen derovre
een gang den sommer, og se til hans tøj, næste sommer skulle han afsted igen,
da hans mor fulgte ham på vej, bad han hende om at kaste ham i åen i Serup Kær.
Det har også været en tung gang for Moderen, men den sommer var han i god
plads, og tjente også senere derovre som karl.
Efter
militærtjenesten der nok foregik på Sølvgadens Kaserne i København, fandt han
så min Bedstemor, dog var han ikke særlig velkommen i familien i Dalgård, han
var jo Søn af et fattiglem, men Kirsten ville ikke slippe ham, han var vist ved
at trække sig tilbage, på grund af kulden.
Men bryllup
blev der i november 1857, da var de begge 25 år.
Det blev jo
rigtig bryllup i 2 dage, nogle dage før sendte de indbudte en pige eller en
dreng til Gildehuset med "Send" altså fødevarer i stedet for
brudegaver, på bryllupsdagen stod 2 Klarinetblæsere der lod tonerne lyde hver
gang en Vogn med gæster mødte op, og så blev man forsynet inden Kirketuren,
skønt der kun var 1/2 km. til Søndbjerg Kirke, skulle der køres, foran
Brudefolkene var der forridere, de skulle kappes om hvem der i strakt galop
kunne nå Kirken og tilbage igen flest gange inden vognene nåede Kirken, der var
særlig 2 der kappedes hårdt, den ene havde været Husar, men den anden ville
ikke give op, og han råbte: om du så har været Husar til H..... skal jeg nok komme først, og så satte han sin
Hest gennem Dammen, der dengang var foran Kirken, hvor der nu er parkering.
Og så var
der jo gilde i 2 dage, men dyrene skulle jo passes, lidt søvn skulle der også
til, selv om man hverken var sulten eller tørstig. 2 af gårdmændene fulgtes ad hjemad med hinanden
under armen, det gik nok så støt, men da de skulle passere brolægningen mellem
stald og mødding ved afd. Kr. Møllers gård, blev der alligevel slinger i
valsen, og den ene dumpede ned i møddingpølen.- Da den anden kom hjem skulle
han til at skære hakkelse, og han lagde sin høje silkehat fra sig i skærekisten
og glemte den, den gik med i hakkelsen, ak ja, hvor der handles der spildes.
Der kom hverdage efter festen.
Overført fra Kallebos gamle hjemmeside.