Odby Sø
Landvinding og lokalhistorie gennem tiden
Billederne er nu i fuld kvalitet, undtagen ét (fra 1934), hvor kun en mindre udgave er bevaret i arkivet.
Efter
stormen i 1954: Motor– og pumpehus er blæst væk,
kun trebenet til at hejse vandløfteren op med og motoren blev stående.
I
forgrunden fundamentet fra vindmotoren.
Odby Sø
Kanalgravning 1959
Landvinding på Thyholm
Lidt om Odby sø gennem tiden.
Efter
tabet af Sønderjylland i 1864, kom begrebet ”Hvad udad
tabes, skal indad vindes”, som digteren H. P. Holst udtrykte det.
Hedeselskabet
blev således stiftet i 1866 på initiativ af en
gruppe embedsmænd og godsejere med ingeniør Enrico Dalgas i spidsen.
Også
her på Thyholm blev der sat et landvindingsprojekt i
gang, nemlig syd for Odby mellem Nissum bredning og Odby vig.
Det første møde vi har dokument fra, blev holdt på Odbygaard i juli
1867, og omkr.
1878 var det hele godt i gang.
Måske lignede
møllen denne? Og vandskruen denne?
Måske har Børge Noer
fundet en lille sidehistorie til Odby Sø??
25. marts 1851 flytter 6 unge mænd fra Odby til Blangstedgaard ved
Odense,
for at deltage i udtørringsarbejder:
Nicolai Christensen 25 år, Christen Nielsen 33 år, Peder Pedersen 20 år,
Jens
Christensen 25 år, Hans
Frederiik Jensen 19 år, Niels
Christensen, 23 år.
Mon de er vendt hjem med gode ideer?
Under
ledelse af en ingeniør L. L. Ericsen, blev der
anlagt en dæmning ud mod bredningen mod vest,
gravet kanaler og opstillet en Hollandsk mølle, der trak den vandsnegl,
som pumpede vandet ud i Odby vig. (Mod
øst). Der
blev også gravet ”landkanaler” som kunne lede en del af det
oppumpede
vand ind over de lettere og højere
liggende jorder. Landkanalerne var
forsynede
med træskodder, der efter behov kunne åbnes, så man kunne styre
overrislingen.
Karl
(Mortensen) Skomager fortalte, at han som dreng var med
til at plante græs efter udtørringen. Der blev lavet en stor tromle,
hvorpå der
var monteret pigge. Disse pigge lavede huller, hvori drengene plantede
græs .
Det
blev meget værdifulde arealer i mange år. Jens Rytter
(Nielsen Hvass) havde et lille stykke dernede, men han ville hellere
have
beholdt søen. Han sagde:
“Nej,
det var bejer før, da ku vi altier ta en flynder o æ
sø, hvis det blest for my o æ fyver!”
Overrislingssystemet
og møllen skulle jo passes. Der skulle
ses efter kreaturerne.
Måske
derfor blev der bygget et par huse nede ved ”søen”.
I
Odbygaards søhus boede stenhugger Bertel Nielsen og hans
kone Karen Andersen.
De
fik i 1887 sønnen Anders Tuborg, senere chefredaktør for
Struer Social-Demokrat.
Han
skriver sådan om faderen:
Fader
var i
Præstegården at slå sten - De talte om hammerslag.
Præsten var ikke
nogen uøvet her.
Han
havde oprindelig været smed.
Eller
da A. Tuborg mange år senere kom til Lemvig: Jeg
konstaterede med glæde, at det Glacis, Fader og jeg lagde ved
havnepromenaden
for 16 år siden, endnu er helt smukt. Vi gjorde os umage.
Vi
sled som bæster med det, de fleste af de store sten
måtte vi hente ude i vandet.
Nogle
var så store at de måtte kløves, før de kunne
anvendes.
I
Skelhøjgaards søhus boede Marie og Niels Kræmmer Nielsen.
Min
far fortæller:
Marie
og hendes Mand, Niels Kræmmer Nielsen, boede i 1907 i vores søhus.
De
havde
Petrea, 4 år og Peter på 2 år.
--Niels Kræmer var syg af tuberkulose, og
nu var
tiden kommen til at Marie skulle føde sit tredie Barn
"Sinne".
Nu
må vi
huske på, at det var ret en omvej man skulle, nemlig med den gamle
landevej!
Og
huset var beliggende just hvor den nye vej nu er. Til og med var der
ingen
trafik på vejen ved nattetide ---
Marie satte lys i vinduerne i et
forsøg på at
tilkalde hjælp, og den stakkels syge mand gik ud i døren og forsøgte
sig med at
råbe om hjælp, men der kom ingen hjælp.
Der
var godt nok nogen der havde set lysene, og de sagde "det var da
mærkelig
-hvafor mon æ Kræmers hå lys i æ vinnier?"
Niels
døde en uge efter Sinnes fødsel.
Det
ses i Kr. Krabbes dagbøger, at der blev samlet ind til Møllerenken.
Man
forstår, at det var ikke et sted for en enlig dame med tre små børn.
Jeg ved
ikke hvem der hjalp Marie i "Kræmermors hus" som den nu kom til at
hedde, det var formodentlig den afdøde mands familie.
De var så
fattige, at de
ikke blev mætte hver dag.
I
den store Mølle var der indrettet et værelse, hvor møllepasseren kunne
logere i
sommerperioden hvor der skulle pumpes.
Engang,
måske omkr. 1920 kom ”Tålle Ajs” om til bedstefar –”Kræn Gaae”, og fik
langt om
længe, mens han krammede sin kasket, fremstammet sit Ærinde: ”Det var
det mæ æ
møll, - mon æ ka fo æ hyre?” Og
det fik
han jo så!
Min
far husker ham bedst, fordi han blev sendt derned med lerfade som Ajs
kunne
klinke sammen, når de var blevet skårede.
Far
fortæller, at en gang ville ”Pe skjøn nøj” -Peder Raaby- vise sit mod
ved at
tage en tur rundt med en møllevinge.
Der var højt – fra lidt over
jorden og
næsten op i himlen! Han tog kun turen en gang!!
Den
Hollandske mølle havde en stor kapacitet, den kunne i godt blæsevejr
tømme søen
om foråret på tre dage!
Den var solidt
lavet af træ, holdt i over 40 år, og blev i 1928 afløst af en vindmotor
med en
noget mindre vandsnegl.
Forud
for dette havde der været en kraftig storm, fjorden var brudt gennem
dæmningen,
og den gamle mølle var gået til..
Der
blev lejet en traktor af Niels Odgaard, Stenumlund, til at pumpe søen
tom i
mellemtiden, men det fungerede vist ikke så godt!
Vindmotoren
var monteret på en gittermast af jern, så den rustede op på godt 10 år,
selvom
Robert Råby, der var karl på Odbygaard og Ajs Madsen, der tjente hos
far gav
den et godt lag maling i 1937!
Den
blev senere solgt som gammelt jern til Thøger i Oddesund.
Fundamentet
fra den står der endnu, som et minde!
Jeg
kan lige huske, at jeg har set vandsneglen og resterne af gittermasten.
Der
blev så igen lejet en traktor, denne gang af Hummelshøj fra Ydby, men
det blev
en dyr fornøjelse, for han skulle jo blive og passe maskineriet, mens
det
kørte.
Overført fra Kallebos gamle hjemmeside.