Barndommens Jul
Barndommens Jul - Som jeg husker den!
Da jeg blev spurgt om jeg ville fortælle om min barndoms jul, sagde jeg: "Jeg kan da slet ikke
huske det, det er jo så længe siden!"
Men så dukker de jo op, alle disse gode minder.
Travlheden før jul. Grisen der skulle slagtes, og det foregik inde i bryggerset!
Slagter Ajs kom på cykel med værktøjet i sækkelærred på bagagebæreren.
Vi havde i forvejen hentet skoldekar og slagtestige hjemme hos ham.
Jeg husker det egentlig ikke som særlig uhyggeligt, det skulle jo gøres. Blodet skulle løbe ned i en
spand og alt var holdt rent. Vi skulle røre omhyggeligt rundt i det, til det var koldt. Det skulle jo
bruges til "swot pøls´" -blodpølse, Uhm,,,,
Der blev lavet medisterpølse og andet som blev henkogt og forseglet. Flæsket kom i saltkarret, der
var grundig rengjort og med ny salt, og stod i kælderen.
Til juletravlheden hørte også, at forrådslagrene skulle fyldes op. Roehuset skulle være fyldt og der
skulle tærskes korn, så halmloft og kornmagasinet var fyldt.
Juleaftensdag var der meget travlt om formiddagen. der skulle vaskes vinduer både på stuehus og
stald og der blev gjort rent overalt.
Middagsmaden var også noget særligt den dag.
Swot Pøls, Grisesylte og andre "lækkerier"! Og varm nisseøl i kopperne!
Som jeg husker det, havde tjenestepigen og karlen fri fra middag, så mor og far var ene om arbejdet
fra juleaftensdags middag og nogle dage frem.
Vi, 4 børn (senere kom nr. 5 til!), kunne næsten ikke vente op, at far kunne blive færdig i stalden så
vi kunne komme i gang med at holde jul.
Endelig kom far ind, vasket om omklædt! Og vi kunne sætte os om et veldækket bord til
flæskestegen og efterfølgende ris a´la mande!
Så skulle der ryddes af og vaskes op, lysene på træet skulle tændes og endelig blev døren lukket op.
Et herligt syn! Vi dansede om juletræ og sang Glade Jul, Dejlige Jul, og alle de andre. Far læste
juleevangeliet og vi sang et par julesalmer mere
Og så måtte vi endelig pakke gaver op! Det var spændende. Jeg husker endnu min bedste julegave:
et ingeniørsæt! Det var lige noget for mig! Senere fik jeg også drengebøger, jeg var ret glad for at
læse!
Juledag var det Bedstefars fødselsdag og hele familien plus venner og naboer var inviteret til
Overgaard i Uglev. Mor var fra en søskendeflok på 12 og de havde tilsammen 54 børn!!
Sikke en forsamling! De voksne spiste i forskellige rum i huset, soveværelset var også inddraget!
Vi var måske 20 børn om langbordet i folkestuen. Når vi havde spist kunne vi lege.
Hvor jeg beundrede de store fætre - de var nok nogle værre banditter! Nogle gange drog vi
hærgende ned gennem Uglev og forstyrrede julefreden.
De voksne mænd røg tobak så man ikke kunne se en meter frem! og når vi børn havde løbet os
passende trætte, var det spændende at sætte sig lidt ubemærket på gulvet i et hjørne og høre deres
snak!
I juledagene var der familiebesøg, og før bilen kom til, foregik det på cykel eller i jumpen med den
rolige hest Luna foran!
En af juledagene var der juletræ i missionshuset, det var også en fest!
Nytårsaften vil jeg slet ikke fortælle om, for da lavede vi jo nogle ting som ikke var så godt, men
sjovt var det!
Åhh, disse minder........
Overført fra Kallebos gamle hjemmeside.