Mit barndomshjem
af Dagmar Sofie (Tutte) Gade
20
Musse var så "tolle" så vi kunne gøre hvad som helst ved den; det var en yndet sport for
drengene at springe buk på den. Jeg tror det blev til to Islænderheste, og da den sidste blev for
gammel, blev den erstattet af en Russer; da var drengene jo også større.
en hed også Musse, og den blev brugt meget til ringridning, som foregik i alleen mellem
haven og hvidlergraven. Den blev så vant ti l det, at den automatisk, gik over i galop, hver
gang der blev vendt. Når Holger som halvvoksen mødte op med den til idrætsfore ningens
årlige ringridning, blev der skumlet om, at det var unfair over for de andre, for den kunne jo
galopere på stedet, næste n som en gyngehest. Musse blev fars kørehest, når han kørte ene i
jumben, som vist var anskaffet efter mors død.
Når far og mor kørte ud sammen foregik det i en ponyvogn: et let firepersoners køretøj
beregnet til at trækkes af een hest. Var børnene med, so m f.eks. til familiebesøg i Råkjær og
Lyngs, kørte vi i charabang: en større vogn med kuskesæde forrest, hvor der var plads til to.
Bagved var der to modstillede sæder på langs, hvor der til nød kunne sidde tre i hver, og når
det kneb, kunne een klemmes ned i bunden med ryggen mod forsædet.
Så var der også godt læs; men vi varmede hinanden, hvad der ofte kunne være brug for i en
åben vogn. Denne blev trukket af to heste. Alle vognene havde hynder betrukket med plyds.
Om vinteren blev vi pakket ind i hver si t tæppe; jeg husker, hvor det irriterede mig, når Faster
Else til hjemturen trak tæppet helt op over mit hoved og fæstnede det med en hårnål, - en
sådan havde hun jo altid lige ved hånden, eller håret,- i lutter moderlig omsorg. Hun var meget
rar!
Selv om d er var fjedre under disse vogne, skumplede de meget på de grusede veje. I
begyndelsen var hjulene med jernringe, siden blev lagt fast gummi på - altså uden luft. Der
21
skulle en ret stor vognport til en så omfattende vog npark- der var også en fjedervogn med lad
til lettere fragt - og plads til vore cykler. Det havde så den fordel, at den kunne fungere som
festsal ved sommerbryllupper.
I hvert fald Mikkels og Kirstines bryllupper blev fejret der. I den kolde årstid blev loftet
indrettet til festsal; første gang til vore forældres sølvbryllup nov.24..
Det var et kæmpearbejde; kromanden, som var tømrer af profession, satte lægter op langs
ydersiderne, hvorpå der blev hæftet lagner, og loftet, hvor hvidt bordpapir blev spændt ud.
Skorstenen blev beklædt med si lkepapir i murstens mønster med sølvfuger. Den tykke
kromand, som ellers havde ord for at være doven, sled i mange dage, så sveden drev, men
resultatet blev også meget flot; og jeg tænker at lægterne sidder der endnu og kunne anvendes
igen; ihvertfald blev de genbrugt til Marens, Signes, Ellys og mit bryllup.
Opvarmningen af salen skete dels med petroleumsovne, og dels med transportspan de fyldt
med kogende vand fra mejeriet.
Sølvbryllupsbillede
Forberedelserne til en sådan fest var virkelig omfattende. Der var kogekone og " gråenkok" i
mange dage; alt var jo hjemmelavet, selv isen, som var noget nyt. Man fik is fra mejeriet, store
blokke som blev hugget i stykker og blandet med salt i det store træskyllekar. Så blev
kogekonens medbragte isforme fyldt og anbragt i karret, hv or det jævnlig skulle røres. Det
22
skete selvsagt dagen før festen; da blev suppen også kogt, og "Bollekirstine" sad en hel dag og
kogte kød- og melboller på en primus; det foregik i bryggerset, medens Ane Væver regerede i
køkkenet.
Om vinteren var der ingen problemer med madens opbevaring; men jeg husker bekymringen
om sommeren, for at den store portion suppe skulle blive sur. Gryderne blev afkølet i vand
som ofte skulle skiftes. Hvordan der blev tid til også at lave mellemret er mig den dag i dag en
gåde,- men det skulle til, og Ane klarede det.
Et stykke tid før festen, blev en "be -mand" sendt rundt, for at indbyde de indensogns gæster;
en ret praktisk måde, for så fik man svar med det samme. Det blev betragtet som en ære, at få
det hverv; det var vist alti d Johannes Dams job for vores familie. Han og Nico kom, efter at
Poul Mikkelsens var døde, til at bo i deres hus, og var således nærmeste naboer mod syd.
Johannes Dam var ud af en stor søskendeflok, og de har vist alle på nær den yngste, "Jenny ve
æ fyver," tjent derhjemme. Ligeså blev kromandens drenge efter tur "tjenestedrenge" hos os.
Jeg har omtalt, at vi altid legede med nabobørnene. De mindstes leg gik ofte ud på at finde
sten med hul i og binde snor i, så vi kunne trække dem; så var de små kalve, de større køer og
tyre, og en særlig stor var aktietyr. Båsene var adskilt med mursten. En hestesko illuderede
som hest, eller et af børnene fik en tømme bundet på armene, og så blev der kørt foder hjem i
en legevogn.
Karen Krabbe og Grethe Odgård var omk. 3 år ældre end jeg; men de var utrolig flinke til at
tage mig med i deres lege, som mest var "far mor og børn". Så var Karen altid far, Grethe mor
og jeg selvsagt altid barnet. Grethe ville altid hedde "Fru Holst," og skæbnen ville, at det kom
hun til at he dde ved sit giftermål med en politibetjent. Vi andre var lige ved at mistænke
hende for at have taget ham for navnets skyld; for foruden et flot udseende, kunne vi nu ikke
se noget særlig tiltalende ved ham.
Efterhånden som vi blev større, skiftede legene naturligvis karakter til det mere konkurrence
betonede, såsom forskellige boldspil: lang bold, rundbold og halli -hallo", samt for drenge nes
vedkommende fodbold. Andre lege, som desværre vist er ved at gå i glemsel er: hjørneta,
kædeta, klap- op, drive so i hul, det lidt voldsommere " røver og soldater", og - for de store
kroket-spil.
Tutte og Elly
Overført fra Kallebos gamle hjemmeside.