Peter Dahlgårds erindringer
Afskrevet af Martin Gade, 1995
Dengang i drenge og ungdomsårene var der
fiskerleje ved Skibdal. Og der blev fisket godt, det var bundgarn efter sild i
bredningen om foråret, og ålenarværk i vigen om efteråret, men der blev som
regel taget rigelig med fisk af alle slags med i land, og så var der gratis
uddeling til naboer og venner, tit kom der børn med en kurv fisk, så faldt der
en skilling af.
Nu springer
jeg tilbage til landbruget, som før nævnt var svineholdet lille, der blev
sjældent leveret mere end et svin ad gangen, omkring-?--? lavede jeg selv en
kasse til et svin, de blev jo leveret i Uglev hotel, og vejet der, det var
levende vægt, og til privat slagteri indtil broen kom, så de blev fyldt med
varm æde eventuelt sand på leveringsdagen, da var der sammenstimlen på
kroen. Hestevognene blev parkeret
udenfor mens modtageren gav kaffe. Før min tid var det sognefoged Niels Thomsen
til Holstebro slagteri, men da vankede der ikke kaffe, det var først da Niels
Martin Vestbjerg tog imod til Thisted.
Når så
leveringen var slut blev hele flokken drevet over vejen gennem folden der og op i banevognen.
Kreaturer der blev
solgt efter vægt, skulle leveres om morgenen fastende, hvis det var Didriksen
Humlum var det i Hvidbjerg, hvis det var en 1 1/2 års stud der aldrig havde
været uden for en dør, kunne det være ret besværlig, hvis det var en vintermorgen
måtte jeg som dreng følge på vej med staldlygten.
I tyverne
kom exportforeningen, og dyrene skulle trækkes til krostalden i Uglev aftenen før og takseres,
og først vejes næste morgen, de aftener var der også mødt mange landmænd op for
at se på dyrene.
(Nu fortæller P.D. mere om
plejltærskningen.)(M.)
Det var en
langsommelig proses, da jeg kom til nøjedes vi med en trave (60 neg) om dagen,
Far tog plejlen mens jeg var ved dyrene. Det blev tærsket på begge sider og
bundet i (brøjkjær) når der så var
blevet ca. 6-7 tdr. blev det først kastet med kastskovlen, derved gik avnerne
fra, derefter gennem den håndtrukne rensemaskine, og båret på loftet, vi skulle
helst være færdig til kjørmis /2-2.)
De
omrejsende tærskeselskaber var startet sidst i 1800tallet, først Uglev slagter
hvor lokomobilen kunne slæbe tærskeværket, det var de større gårde der stod
bag den, det var den store dramatik for en lille dreng, når den karavane
flyttede op til Jens Pesens.
Det mindre
værks initiativtager var nok kbm. Bering i Søndbjerg, der skulle det hele
flyttes med heste, 4 islændere side om side for tærskeværket og to mere for
enden af kørestangen- stjærten, når lokomobilen skulle flyttes, og så var
vandet lukket ud.-
Halmen blev
båret ind i reb og avner i en stor kurv, det var som regel Jens Jokumsen. Min
onkel Niels Troelsgård var lokomobilfører i flere år. Om søndagen var han så hjemme
ved bedriften, da hjalp moster ham ved håndtærskemaskinen, så der kunne være
noget til dyrene i ugen. Inden 1910 fik
vor nabo Mikkel Vestbjerg anskaffet en såkaldt aflægger til høstning, der var 4
vinger, hvoraf den ene fejede negbunken ud til siden, nogle år efter fandt man
så ud af, at bruge slåmaskinen til det, med påsat aflæggerværk, men der skulle
da omk. 4 opbindere følge maskinen.
På Odbygård
og andre større gårde havde man dog før 1908 anskaffet et vidunder af en
selvbinder. I krigsårene florerede
ejendomshandlerne (gårdslagterne) bl. a. dyrlæge Toft Thisted og Jens Poulsen,
Knudbak. Toft klarede sig godt, ejendomspriserne, ejendomme blev nedlagt,
eller delt.
Poul
Poulsen (her øster) vor genbo solgte i foråret 1918 og flyttede til Odby i en
lidt større ejendom (Havnkjærgård) men ejendommen her havde han købt 1899 for 9
1/2 tusind og forrentede stadig 8000. Nu kom han til at give 19000 i bytte.
Besætningen på den første havde slagterne taget med, da priserne faldt i 1921
blev det armod i stor stil i mange år, indtil der kom en arv fra barberen i
Uglev og hans søster Maren strygerske.
Pouls var
sparsommelige, kunne næsten leve på en sten, men var ikke gode til at forrente
en gæld.
Til høst
blev ejendommen købt af Kristian Kusk for 16-17000, der fulgte en meget lille
ko og en 5års hvid islænder med, ca. halvdelen af avlen tog slagterne med, der
var også smalhans i flere år, men Kristian var dygtig tømrer, og tjente ikke så
lidt udenom, så passede Stine og børnene bedriften, Kristian var enestående
hjælpsom som nabo, og dengang kom naboer hinanden ved, nu er det som om man
nøjes med at snakke om det.
Handelsfolkene
var behjælpelige med at få besætningen sat op.
Særlig krikhandlerne hjalp ham med at blive godt kørende, men for hver gang
blev det da dårligere, han var jo nybagt landmand. Bl.a. var der een med
kælenavn, lidenvækst, og så var der en Johnsen, han var også skomager.
I 1914
begyndte de gamle veteraner at få 100 kr. årlig i hædersgave, altså de fra
-64.
Jeg husker
beretningen om da Bedstefar var kørende med Kr. Laustsen, Odby til 50års
veteransammenkomst i Hurup. Kræn Lausten
kørte derop med sin hvide russerhest, når de en sjælden gang mødte en bil, gik
hesten i stå, når bilen var på bøsseskudsafstand, men det må nok have været
for koldt. Bedstefar fik vandladningsstop, men dengang tænkte man ikke på læge,
en gammel nabo fik af og til taget sit vand, og der var Bedstefar nede og låne
røret, og mor dristede sig til at tage vandet,
jeg husker hvordan han jamrede, det var eneste gang, han fik behov for
det.
Overført fra Kallebos gamle hjemmeside.