Om vor slægt

af Martin Gade, 1995/1997

20/6 1894 blev min far gift med Dortheas veninde
Jeprine Laura Jepsen. Hun døde 3/6 1897, vistnok af tuberkulose og uden at
efterlade børn.

På sine handelsture til Boddum er Far formodentlig
kommen indenfor hos Niels og Kristiane, de var jo begge fra Barslev og Niels’
bror Søren var gift med Fars kusine. På den måde var de kendt, og da det ikke
er godt for mennesket at være ene, vovede Far sig som bekendt ud i ægteskabet
endnu en gang, nu med min mor: Mette.

Moster Karen som var Mettes lillesøster, fortalte
mig engang, at Mettes mor snakkede alvorlig med Mette og sagde: "tink no o
Met, te do er jo ét den føst.”.

Mette og Christen blev gift i 1899 og vi fik Laura
Dorthea opkaldt efter de to første, 24/9 1900.

I 1902 købte de Årup Enggård, der fik vi så Niels,
men efter et halvt årstide blev Skelhøjgård til salg. Far købte den, og så var
de så at sige hjemme igen.

Om min mor sagde Peter Kræ'mer (f. 1905) "Hun
var en Engel".

Mor og Far!

Maleren Kristian Krabbe tjente her da han var 12 år.
Når han gik over gården, kaldte Mor på ham og stak em mellemmad med puddersukker
til ham, og Lassen kom ind til en tår ekstra kaffe, altsammen når Far ikke så det.

Far blev efterhånden meget velhavende, men det blev
sat over styr

altsammen, på grund af kautioner. Vi turde ikke
vedgå arv og gæld da far var død i 1933.

De to fik kun
15 år sammen, idet Mor fik barselfeber efter Musses fødsel og døde dagen før
sin fødselsdag 4de juledag, 1915.

Skelhøjgaard

Far, Christen Gade, i æ
strigel-tøj

-han er ve å børst æ høveder!

Skriv, skriv, du dejlige liv

ondt
eller godt

stort eller småt

skriv hvad du vil

jeg byder mig til

for det tunge, det glade

kun ikke de tomme hvide
blade

Jenny Blicher- Clausen---1902.

Nej, når En har levet så læng; og så fornyved som
a, så må En aldrig knurre over at dø. Men a skal ett næjt, for,-te da a nu lå
her i sommer på mi, lej, og a kund hør, hvordan te æ fovl de sang, da tint a ve
mæ sjæl, te det kund endda ha wott skjøn endnu en gang at se hvordan æ avl
stod.

A ved nok, te der er aldrig jen strå af det, der
er min, men det er et fornyvle syn iløwle! og da de så begynd, at slå ned af
det, og a kund hør, hvordan æ hjølleer de blev strøgen, så så a te mæ sjæl:
Krejsten, sa a, no æ det æ sidst, år, te do vil hør, æ hjølle-stryg!- Men hva,
jen gång må jo vær, den sidst,! ingen kan jo løv, al dav!

Jeppe
Åkjær.

Overført fra Kallebos gamle hjemmeside.