Mit barndomshjem
af Dagmar Sofie (Tutte) Gade
17
skrænten og gan gen helt over til den anden side gravens bund, - det gav nogle herlige bump.
Om sommeren rutchede vi på halen ned på den stejle vestside,-
intet under, at træerne på de to steder først rigtig tog til at gro, da hele flokken var vokset op.
Af frugttræerne, der var plantet hele vejen rundt langs gangene, var det kun blommer og især
mirabeller, der rigtig trivedes på kalkgrunden. Med tiden avledes der dog også en del
hasselnødder på den sydlige skrænt.
Kaffe i hvidlergraven -
"æ hvillergrav"
Et hjørne af b unden var indheg net og
anvendt til urtehave. Man ge år efter at
jeg var flyttet til Odby, kunne jeg
komme til at sige "æ hvillergrav" om
vores køkkenhave.
Naboer og feriebørn i hvidlergraven
Familien fra Vejle på besøg
Ole til hest!
18
Jenny og Kaj Brask (københavneren) i hvidlergraven
Vintereftermiddage sad pigerne og broderede eller strikkede, hvis
ikke der var tøj, der skulle lappes, eller, efter at Trine var blevet for
gammel, stoppede strømper.
Den daglige øvetime ved klaveret skulle også overholdes. Der blev
holdt streng kontrol med at jeg! passede det (af Kirsti ne), for når far
betalte for det, skulle jeg ikke skulke mig fra det. Det var jeg senere meget taknemlig for, men
mens det stod på skævede jeg tit til uret, og gik ikke altid særlig entusiastisk til værket. Det
gik meget ud på at terpe skalaer og etuder, hvad jeg også først sum voksen kunne skønne på.
Maren og Signe blev meget dygtige til at spille, og netop de to fik aldrig råd t il et klaver.
(Signe fik et orgel foræret af far og Kr. Krabbe). Sommetider kom en gammel ven af huset,
Søren Jensen,---------------den Søren Jensen som lille Kirstine ofte omtaler i de gamle breve,---
--------- med sin violin, og de spillede klassisk musik sammen; det var højdepunkter i mit liv!
Hvad jeg også elskede meget, var at ligge i barnesengen ved siden af stuedøren, som stod på
klem, og høre de store søstre spille om aftenen; så kunne jeg føle mig halvvejs i himlen. Der
blev spillet og sunget meget i de to hjem, hos Kr. Krabbes og os. - forøvrigt også hos
Møllebyggerens, men de var ikke så ofte med. Krabberne var meget musikalske, og de unge
mænd, ikke mindst Peter Ignatius, havde pragtfulde stemmer. Sangene var fra " De unges
sangbog", "Fædrenes tro" og de populære "Hvermands eje." En af de sidste fik jeg med, og
Kirstine fik nogen.
Mor og Far med Karl
Aage i dagligstuen
Maren og Signe kunne
godt underholde gæster
med musik, noget jeg
vægrede mig meget ved;
og hvis jeg blev presset til
det, kunne mine hænder
blive klamme af nervøs
sved, så selv stykker, som
jeg ellers spillede pænt, kunne "gå i fisk" for mig. Kirstines spil var mere "jævnt", men både
19
hun og jeg kunne da sagtens spille til sang.
Det var mors store sorg, at hun aldrig sel v fik lært at spille; derfor gav far hende på et tidligt
tidspunkt en spille -"maskine" Synphonium hed den. Den var indrettet med piggede valse, og
med plader (med forskellige melodier) besat med små pigge i sindrige mønstre. Når en plade
var lagt på, blev den trukket op med et lille håndsving på siden af den fine kasse af ædelt træ
med indlagt mønster, og så fremkom den yndigste musik i sprøde klare toner, - en ren
vidunderkasse i vi børns øjne.
En sjælden gang, og under opsyn, fik vi lov at prøve den.
Jeg tror vi alle drømte om at arve den, men ingen kunne få sig til at nævne det, undtagen
Kristian; han mente nærmest, at han kunne gøre krav på den, da han var den eneste der
hverken kunne
spille eller synge.- han havde ikke tone i livet.
Og så gik far hen o g gav den til en fremmed!!! En soldaterkam merat af Carl Åges var
arbejdsløs og gik i længere tid og hjalp til med forskelligt derhjemme, uden løn, og så ville far
gerne
belønne ham, og lod sig overtale til at give ham den.-
Måske var det godt nok, så var der ikke noget for vi andre at konkurrere om. Far havde vist
heller ikke fattet, hvor meget vi ønskede den. Jeg har aldrig set andre eksemplarer af
instrumentet, men ved at der findes et på musikmuseet i København.
Legetøj var det småt med, når man sammenligner med nutiden;
men vi savnede aldrig beskæftigelse. Pigerne havde dukker i alle størrelser og med tilbehør.
Engang, da Flensborgpigerne var blevet store, sendte de til Jul et par flotte ting, som vist
havde været deres egne,: en stor dukkevugn og et ko mfur man rigtig kunne koge på med
spritapparater og med gryder, fløjtekedel og pander - en æbleskivepande, som vi bagte nød de
store æbleskiver på. Det var det fineste, vi piger nogensinde fik. Drengene havde en
dampmaskine med tilhørende rundsav m.m.,
og de havde træheste. Ellers var det meste hjemmelavet, - de havde løvsave, som de var ret
ferme til at bruge.
Men så havde vi noget helt fantastisk: en islænderhest kaldet Musse og en lille vogn, som vi
kaldte "æ hjunt". Den var nemlig tohjulet og uden fjedre, nærmest en stor kasse med agefjæl,
hvor der lige kunne sidde fire børn på rad, var der flere, måtte de sidde i bunden.
Overført fra Kallebos gamle hjemmeside.