Peter Dahlgårds erindringer
Afskrevet af Martin Gade, 1995
Før 8 maj
måtte vi ikke så, det gik ikke, ukrudtet skulle først være oppe. Kløverhøet fik vi som regel slået med
maskine, men enghøet mente man ikke kunne slås med andet end le, Far kunne ikke
slå eng, men efter Bedstefars anvisning fik jeg lært det som 15årig, men far
skulle holde leen skarp for mig, trods sliddet var det festlige dage ved
bjergning af enghøet, vi havde madkurv med, hvor kunne man nyde en bid brød ved
foden af en ny høstak, som regel blev vi også budt på kaffe, hos f.eks. Mads
Rokkjær og Cecilie, fars fætter og kusine, på alderdomshjemmet, hos Niels
Ålkjærs. Senere hos Karl Post og Magda, og hos Poul Nielsen og Kåren, da de var
flyttet derned.
Ak ja, også
når vi arbejdede på det vi kaldte heden, der gik op til præstevejen, var der
kaffeskyer oppe, hos Laurine og An- Kjerstin, hos Kirstine og Inger Mari, hos Kren Søvnsen og Ann. samt
måske hos Sedsel og Ann Væver.
Hestene
stod pligskyldig for redskaberne til vi kom igen.
Hunden kom
da forøvrigt også med brød til både heste og mand, bundet om halsen, hestene
fik travlt når de så den komme, men alle de gamle er borte, og man er selv
bleven gammel, men hvor har vi det bedre end de, men vel ikke mere veltilfredse,
de kunne vel nok fornøje sig over lidt.
Om sommeren
var det kun de 3-4 køer der kom på græs, og kun et par timer om formiddagen,
inden høslet,der skulle være så meget hø som mulig, indtil grundlovsdag blev
der så fodret med grøn rug, hvorefter der blev lagt kartofler, så kunne græsset
slåes til grønfoder. Først efter høslet kom køerne også ud om eftermiddagen,
men også kun 2-3 timer, og kviekalvene kom også ud 5-6 uger, studene kom aldrig
ud. Hestene blev redet ud i det vi kaldte heden (eventuelt kæret) (der var
fårene også) skulle flyttes til middag, og rides hjem til aften og på stald, ja
en masse tidsfordriv, ser man nu.
Til høst
var det til over midt i tyverne, med høle og spjarre samt krøj og håndkraft det
foregik. I begyndelsen var jeg opbinder og far høstmand, men snart fik jeg
leen med far og mor efter mig som negbindere. Det kunne give sved, men det var
festlig, at se kornet falde for leens hug.
Når sidste
hug var taget, klingede man med strygepinden på lebladet, så naboerne kunne
høre, man var færdig. Der blev også til tider lavet en høstmand, som blev
afleveret et sted man ikke var blevet færdig med at høste, sådan een kunne godt
blive flyttet flere gange inden den nåede til de der var sidst, og det kunne
give anledning til megen godmodig drilleri, ligesom hvis nogen var uheldig at
vælte med et læs korn. Det tog godtnok ingen tid at vælte, men det var jo værre
at få læsset igen.
Roehøsten
kunne blive besværlig, ca. halvdelen af marken var vandlidende, og ikke drænet,
et vådt efterår kunne det blive næsten bundløst, så roerne måtte køres nedad
mod diget, og enten kules dernede, eller køre langs med diget gennem vand hen
til græsmarken, og så hjemkørsel der, men islænderne var tålmodige, bagefter
skulle der hentes tang ved fjorden til dækning af roerne, det kunne være
spændende, om der nu var drevet rigelig med tang ind, og om andre ikke var
kommen først, det passerede også, man måtte helt ud til bredningen, derude
kunne man så være heldig at få en sludder med eneboeren Jørgensen "æ
skavmand", der boede i en slags jordhule ved stranden.
Han havde
været mejerist, senere fotograf, var vist slået ud af kærestesorg, var kommen
til egnen i ca. 1913-14 med et skab på 2 eller 4 hjul, som han kunne stå og
sidde i, og lagt ned, sove i. En tid var han her neden for ved fjorden, først i
tanghuset senere i et læskur, det var spændende at komme ned med mad til ham.
Det var lidt eventyr!
Efter
høsten begyndte tærskningen, og det var jo med plejl, der var vistnok kommet et
par tærskeselskaber, men her holdtes på det gamle. Det var bare ømskindethed,
når man ikke selv gad tærske sit eget korn med plejlen om vinteren.
Da
bedstefar holdt op, fik vi en daglejer: Lars Ålkjær 2 dage om ugen til at
tærske, det var 2 traver om dagen, og så var det ved lygteskin morgen og aften.
Senere blev
det en forhenværende mejeribestyrer Sandbæk, der var gået ned. Og tilsidst
Søren Bendsen. En vintermorgen havde han set forkert på klokken, og kom herhen
ved 3tiden om natten, han kom så i seng til dagværket begyndte. Daglønnen var
2 Kr. efter nytår 1 1/2 Kr..
Det var hel
fantastisk da jeg som 15-16 årig var på snekastning på banen og fik 90 øre i
timen, det var jo krigspriser, jeg husker P.Smed sagde til mig: Nu vil din
Bedstefar sige: Så meget kunne jeg ikke tjene en hel dag.
Svinebestanden
var helt til henimod tyverne kun et par stykker, og de blev som regel hentet i sække, og de
der skulle dele et læg, skulle helst møde samtidig, og så trække lod.
Far havde
prøvet med en so inden første krig, da havde vi fået lavet 2 svinebokse, men
soen var vanskelig, og Far bange, Poul Nielsen fik det makket sammen første
gang, anden gang gik det galt, soen farede om natten, om morgenen lå der 9 døde
og 2 levende. I 1920 var der næsten
ingen svin, der havde været kornaflevering til staten. Jeg fik købt en sogris, og da tidens fylde
kom, blev der også grise, den var også gal, og der gik bud til vor nabo Kr.
Lund, han var forøvrigt vor fødselshjælper såvel nat som dag, han var resolut,
havde håndelag og kræfter, men soen kunne han ikke formilde, efter et døgns
forløb gik det da i lave, siden har vi altid haft søer,og efterkommere efter
den havde vi nok i 25 år, ualmindelig frugtbare, en so fik senere 21 grise
hvoraf 20 levede, da var jeg ikke af tøjet i en uge, de skulle hjælpes ved
patten, men man havde jo lysten og modet.
Overført fra Kallebos gamle hjemmeside.