Hvad jeg husker om verdenskrigen
af Martin Gade, januar 1995
Nu var de gode tyskere vist kommen på de tanker, at det kunne være sabotøren der var fanget, og så blev det sandelig en mere farlig sag. Og nu gik der bud efter den banevagt der, efter hans eget udsagn, havde set bombemanden, og endda skudt efter ham . Banevagten, en ung knøs, kom og kiggede på mig: Joh, det var mig , løj han, nu mente han nok han havde reddet sit eget skind. Derefter gik der bud til Odbygård, hvor majoren havde ophold. Jeg ville gerne forklare den fornemme mand sagernes rette forhold. Men det blev kun til en nådig hovedrysten, derimod havde han en glad meddelelse til sine folk: "Rosevelt død"-- og de omkringstående svarede grinende "Han wel" Nu kunne jeg efterhånden indse at her blev ingen pardon. Og da jeg efterhånden var blevet noget udmattet af strabasserne, og med udsigt til at skulle gå forsvarlig bunden efter en vogn, hvem ved hvor langt? Med disse udsigter for øje , simulerede jeg bevidstløs, jeg blev så smidt op på ladet af vognen, denne blev foreløbig kørt om til tyskernes venner N. M.- og efter en stund videre til et vagtskur i Oddesund. Hvor jeg til min forbløffelse kom til at dele arrest med en bekendt "Rasmus Erik" Astas søstersøn, han havde tjent i Østergård og tjente nu hos Kr. Pedersen i Refs. Tyskerne havde beslaglagt Kr. Pedersens hestebefordring og for ikke at helt at miste denne var Rasmus Erik rejst med som kusk. Tyskerne havde lovet dem fri i Flovlev, de blev ikke fri, men da de kom til Odby nægtede R. E. at køre videre. Dette var lydighedsnægtelse mod værnemagten, R. E. blev arresteret. Man fortalte om denne arrestation, at han blev lagt på langs og en gevær oven på ham, så modet kunne blive pillet af ham, og senere som nævnt sat i samme arrest som jeg. Jeg havde det ikke så godt. Jeg ville vende mig på briksen men kunne ikke, jeg bad R. E. om hjælp, men da han ville rejse sig, blev han vist tilbage. Efter nogen tid så vi som en skygge gå forbi derudenfor, og vagterne mumlede "gestapo"-- det var tydeligt at de havde respekt for denne. Vi to arrestanter kom nu i forhør. R. E. han var selvfølgelig så ydmyg som det med rimelighed kunne forlanges, dog på et tidspunkt snurrede gestapo rundt, greb en kost og truede danskeren med den, at hvis ikke vi danskere kunne underordne os overmennesket så skulle vi få!! Og med disse formaninger blev han frigivet. - Hestebefordringen havde Kr. Pedersen megen bøvl med. Jeg tror nok han fandt dem langt nede i Hardsyssel.
Kr.Pedersen havde en artikel om denne befordringshistorie i avisen for ti år siden. Jeg har bevaret et udklip deraf.
Forhøret om mig foregik mest hjemme hos Tut. Hun fortalte dem at jeg bestemt ikke havde sprængt nogen bombe, og endnu bedre, de forhørte sig hos naboerne og Vorde kunne bevidne at jeg var i marken for at sprede møg da bomberne sprang, altså måtte banevagten der mente han genkendte mig, være en løgnhals. Der blev for en sikkerheds skyld holdt husundersøgelse, de fandt to damearmbåndsure og mit lommeuhr til 52 kr. som jeg fik til min 12 årige fødselsdag. De puttede dem i deres lommer, og min cykel blev skrællet ved samme lejlighed. Jeg blev nu taget i forvaring på lazarettet i Struer og fik skrammerne syet sammen.
Dagen efter blev der igen forhør med en dansk tyskertøs som tolk.- Det er vel forståeligt at herrefolket, som efter deres mægtige sejre nu kunne se frem til det snarlige fuldstændige nederlag, at de blev frustrerede og forvirrede.
I denne vinter, når vejret var nogenlunde, kunne vi hver nat høre de engelske bombere, sikkert flere hundrede, flyve netop her ind over, ude fra havet, vistnok fordi der var anbragt en radiosender på Helleriis.
De vidste, at når de kom hjem, var det til huse og byer der var bombet sønder og sammen.
Ligeså var der mange Hviderussere som var gået over til tyskerne. Jeg mente de var forrædere, men da blev de vrede og forklarede mig, at kommunisterne var endnu værre end nazisterne.
Sammenlignet med de flotte Soldater vi så køre nordpå d. 9 april, og her forbi kl. halvti om formiddagen, var det et ynkeligt syn at se disse mennesker, mange til fods, i deres slidte munderinger drage til deres hjemlande, for russerne formodentlig til en dødsdom.
Det blev mere og mere spændende og lytte til den engelske radio, eftersom tyskerne blev trængt tilbage, og ingen kan tolke vores glæde og lettelse som vi følte om aftenen den 4de maj.
Vi må gå lidt tilbage i tiden til en dag hvor tyskerne havde husundersøgelser på Jegindø, da vi var nødt til at regne med at man ville fortsætte dette her på Thyholm, fik vi ordre til staks at nedgrave alle vore våben, jeg husker at onkel Peter og jeg i nattens mulm og tvært over markerne gik ned i Onkels Skov, og begravede arsenalet der.
Da nu fredsbudskabet lød, fik grupperne travlt med at få gravet Våbnene frem, men det skulle også ske om natten, ingen måtte nemlig blive set med våben før 5. maj kl.8.
Vi stillede alle mand til parade med våben i hånd, uden for Krabbes hjem, der fik vi udleveret et blåt armbind, der skulle betyde militæruniform, vi var således retssikret som statens militær.
Der var efterhånden blevet en del, vistnok for nogles vedkommende forundrede, tilskuere, og Thajsen udbragte et hurra.
Vi var nu en slags Politi og blev sendt til bevogtning forskellige steder, flest til Oddesund hvor tyskerne havde megen materiel, der blev holdt døgnvagt, indtil dragonerne overtog vagten, vistnok een til to måneder efter.
Det var en skøn tid for næsten alle danskere.
Der var dog noget som vi mindes med ubehag. Krabbe oprettede et forhørslokale på elværket, derefter blev nogle af os sendt ud for at anholde de personer der havde udvist udansk opførsel, nogle af dem blev samlet på en lastbil til spot og spe, det er ikke rart at mindes.
Overført fra Kallebos gamle hjemmeside.