Mit barndomshjem
af Dagmar Sofie (Tutte) Gade
15
Slagtningen skulle nødvendigvis foregå i den kolde årstid, det kunne heller ikke altid gøres
færdig på en dag. Fårene slagte des om efteråret og gris altid til Jul og igen om foråret. Der
blev altid lavet både medister - og blodpølse, og tarmene blev brugt til begge dele; det var et
fælt arbejde at rense dem, og det var sjældent slagteren gjorde det. Først blev det meste slim
gnubbet af med groft salt, og så skulle de skrabes for sigtig med en kniv. Far var flink til at
hjælpe med at trække kødmaskinen til de mange pund pølsekød; det var også et sejgt arbejde,
som man nødvendigvis måtte skiftes til.
Før Jul blev der bagt i den store bageovn i bryggerset; det var en festdag for vi børn. Far
fyrede op med brænde, til ovnen var glødende indvendig; så bl ev brænderester og aske raget
ud, og bagningen kunne begynde,: først sigtebrød og kavringer (runde brød), så blev boller og
formkager og børnenes vakæn der": boller med rosinøjne, - næb og hale; og sidst småkager og
pebernødder. Sigtebrød blev "lagt" aftene n før i et stort dejgtrug og koldhævet, det gav det
bedste brød. Den ugentlige bagning foregik i komfurovnen, som det var noget af et kunst -
stykke at opnå den rette temperatur i; det blev reguleret med spjælde, som kunne hæves og
sænkes.
To gange årlig ble v der gjort hovedrent, d.v.s. kakkelovnene skulle pudses, nogen med
"Brasso", som ikke var værst, andre med sort sværte, der var et meget svinsk arbejde. Om
foråret skulle der helst ikke fyres mere, efter at kakkelovnen var pudset, så frøs man hellere
med anstand. Ovnene i folkestuen og den pæne stue havde dog keramisk overflade og kunne
sæbevaskes.
Kakkelovnsrøg og flueklatter gjorde det nødvendigt med af vaskning af loft og vægge, og
gulvene skulle skures og ferniseres. dagligstue og køkken var det også nødvendig at fernisere
en gang imellem hovedrengøring, vi var jo mange til at slide på dem. Sengetøjet blev lagt
ud på et dertil indrettet stativ sat sammen af lange bukke med hak i, hvor der blev lagt lægter
på tværs. Det var nærmest som en stor firkantet stige. Så blev det grundig banket med
tæppebanker eller stok - det kunne godt støve - og børstet. Det var en vidunder lig
fornemmelse, når hovedren gøringen var overstået, og der duftede friskt overalt; den
forandring kan ikke opnås i dag, hvor der er tapet og tæpper i alle rum, - Men sliddet kan man
da godt undvære!
At der var store udgifter til tøj, siger sig selv; jeg husker
(har fået fortalt?) at det engang gav anledningtil diskussion
mellem far og mor, og at mor afsluttede den med at sige:" Ja,
men de skal vel ligne andre børn!" og altså drog hun på indkøb med en god sum i pungen, og
kom hjem belæsset med metervarer, som hjemmesyersken så forvandlede til kjoler, skjorte og
drengebukser. Jeg tror slet ikke, det var muligt at købe færdigs yet tøj, udover overtøj. Heller
ikke herretøj blev købt færdigt, det blev syet hos den lokale skrædder, og var betydelig mere
velsiddende, end nutidens konfektion.
16
Pigerne, både store og små, gik altid med forklæde, også i skole. Vinterkjolerne var tiest af uld
og ikke så vaskebare, så forklædet var praktisk. Ulden fra vore egne får blev sendt
til Grindsted, og kom tilbage som store ruller hylsklædestof
og tre-og firetrådet garn. Det blev opbevaret i den store standkiste på loftets trappegang, til
der blev brug for det. Samme sted var en dragkiste + to store skabe, hvor vintertøjet hang om
sommeren, og omvendt,- også fars kørekappe, som var så
tung og stiv, at han måtte have hjælp til at komme i den. På den anden side af væggen, i
det "tomme" lofts rum, var der også et skab til "kisteklæder". I bunden af dette skab opbe -
varede mor sit fine sølvrævesæt: krave, hue og muffe. Pludselig blev det totalt ubrugeligt, da
skabsdøren på et tidspunkt må have stået på klem, og en kat havde lagt sig til at få ki llinger i
det bløde leje.- Det var før plastposernes tid.
Nu kunne det måske se ud, som om alt var slid og slæb derhjemme,- det var ingenlunde
tilfældet. Når pigerne var færdige over middag, vaskede de sig - for familiens vedkommende
ved køkkenvasken - ellers ved et vaskestativ på værelset, og skiftede tøj og hvis ikke lige
haven skulle have en omgang, hvad den fik hver eller hveranden uge i sæsonen, så var der om
sommeren tid til at cykle til vesterfjorden og bade, når vejret var til det. D.v.s. i
roeudtyndingstiden og i høst måtte man sommetider ofre middagssøvnen på det. Børnene fik
ikke lov at komme til Vesterfjorden, det var for farligt; men vi badede ved Skibdal uden
voksenledsagelse, når blot den ældste var mindst 12 år.
Far og Mor i hvidlergraven
Vi fik gerne brød og saftevand med, og fyldte så fla -
skerne med revlinger, som ved hjemkomsten blev nydt
med mælk og sukker. Især i ferietiden blev
eftermiddagskaffen, ofte indtaget i haven eller "æ
hvillergrav, hvor der var anlagt gange rundt om bunden
og et lysthus med cementbænke ind i skrænten. Herfra
havde man udsigt helt til Østfjorden, da der dengang
ikke var så megen beplantning til at spærre. Alt dette er
nu faldet sammen; ingen har nutildags tid og råd til den
slags "luksus"! Var de t ikke lige ferietid med mange
gæster på begge sider af vejen, kom Krabberne tit og hyggede sig med os derude.
Hvidlergraven var også alle tiders legeplads.
Om vinteren kunne man kælke fra toppen af Kr. Krabbes bakke, tværs over vejen over
Overført fra Kallebos gamle hjemmeside.