Peter Dahlgårds erindringer
Afskrevet af Martin Gade, 1995
Ved Juletid i 1913 kom morbror hjem fra
U.S.A. på besøg, det var spændende at høre om den ny verden, han var bleven tømrer
og i kompagni med en anden thybo, men havde efterhånden opdaget at det ikke var
godt for mennesket at være ene, han savnede en medhjælp, men det skulle ikke
være en amerikaner, hans kompagnions kone længtes hjem, hun havde en søster,
der tjente i Randrup, hende lovede han at besøge, og overbringe en hilsen, det
gjorde han også, og det endte med, at de blev forlovede, men hun, Johanne
Ettrup fra Røjkjær mark, tog det forbehold, at han skulle komme igen 2 år
efter, og hente hende, i disse 2 år gik der brev i hver uge imellem dem, og hun
kom på besøg hos morbrors søskende.
Ind under
jul i 1915 fik vi en frygtelig snestorm med trafikstop, og natten før
lillejuleaften dundrede det på vor bagdør, far måtte ud og låse op, og der stod
morbror som en snemand. Toget sad fast nord for Uglev. Hans bagage stod på
stationen. Dagen efter var jeg med ham
gennem driverne til Uglev, der var ingen telefon nærmere, han fik ringet til
Johanne, hun var allerede blevet advaret, det var såmænd nok en hvid
slavehandler, men uvejret blev ved, og juleaften måtte han også tilbringe hos
os. Juledag tog han randslen på ryggen-
nakken- og gik til Randrup, flere steder nåede sneen næsten telefontrådene. Men
i februar blev de viede i Vestervig Kirke og omkring 1ste marts gik rejsen til
U.S.A. hvor de levede lykkelig til deres dages ende, vi så dem ikke mere, men
brevvekslingen fortsatte, de fik 6 børn, sønnen var med i krigen mod japanerne
på Filipinerne, men kom hjem.
På et
tidspunkt købte de en farm, som de elskede, det var ned mod en flod. Farmen var nok for lille 1/4 og krisen kom,
da fik de fattigdommen at føle. Men Johannes,s breve var altid præget af tillid
til guds omsorg for dem, og de oplevede også at se lysere tider.
Den 4
august 1914 startede den første
verdenskrig, og der var angst for Danmarks skæbne,
(næste linje ulæselig.(M.) vistnok noget om
posten?)
Det var den
gamle Kr. Nyman, der med kæp og paraply gik hele turen,
Der blev
installeret krudtdepot ved Oddesund, med vagtstue i Sundgården, og
indkvartering i landbohjemmene, vi fik Jens Mortensen fra Tambohus,- det var
dog først i 1915.
Bedstefar
mindedes 1864 og ønskede inderligt, at prøjserne nu fik de prygl, de ikke fik i
-64, men han oplevede det ikke, han døde 27/4 1918 blev begravet 1 maj.
Ved krigsudbruddet
begyndte priserne at stige, særlig heste, Niels Martin Vestbjerg kom en dag og
præsenterede 2 islændere, og det blev til handel, den 8årige store sorte
vallak, min herlige ridehest blev byttet bort for de 2 små. 900 Kr. for den
sorte, og 600 Kr. for de 2 små, om efteråret solgte far 2 ungkreaturer for 30
øre pr. pu. det var en god pris, men de skulle blive stående i 14 dage, og da
var det bleven 3 øre for lidt, det ærgrede ham.
Ja heste,
en gammel mand, Poul Mikkelsen, solgte en hest til Kristian Gade, men da han
forlangte, at der ved videresalg skulle siges, at den havde gået ved een mand i
22 år sagde Gade nej. En gårdejer i Barslev- Niels Sloth, blev stor
hestehandler og blev matador, solgte gården og købte Hvidbjerggård, byggede
herskabelig stuehus, og efter krigen måtte han forlade i armod.
Det efterår
fik vi nye naboer, Mikkel Vestbjerg og Kirstine måtte sælge gården på grund af
hans tuberkulose og Sine og Peder Houmark, der var fra Boddum flyttede ind, der
var børn på min alder, Agnes og Jens, de havde mundtøjet i orden, og jeg tror
nok jeg havde udbytte af samværet, vi var meget sammen.
Per Houmark
havde oplevet en masse med sine 36 år, haft ejendom i Dover, været hotelvært i
Roslev og Hurup samt haft ejendom i Harring, han var en god fortæller og
selskabsmand, og der var gæstfrihed, vi var et sluttet nabolag der kom meget
sammen om aftenerne, det var spændende når man hørte dørklinkens klirren, og i
krigens tid sad vi ved tællelys eller køkkenlampe senere karbidlampe,
traktement: hvedebrød og rugkaffe, tobakken var kirsebærblade eller noget
værre, men stemningen var god. Hos Houmark voksede familien efterhånden til 11,
da Sine døde efter den sidste, og der var fattigdom til huse og ingen tilskud.
Per
begyndte som ejendomsmægler, men landbruget gik stadig tilbage, tilsidst kunne
der kun sultfødes 2 kreaturer og et par russere.
Mit
konfirmationstøj blev syet af skrædder Fomsgård Floulev, det kostede 30 Kr. Så
var der jo hvid kravebryst med løs stiv flip og manchetter, 9 april 1916 blev
jeg så sammen med 39 andre, konfirmeret i Søndbjerg Kirke.
Poul
Nielsen kørte for os i pæne vogn. Bedstefar blev hjemme, og moster Karen fra
Styvel stod for køkkenet. Moster Kirsten med familie, samt Niels Troelsgård og
Viggo kom til middag, om aftenen kom naboer til aftensmad. Af gaver husker jeg
et messingskrivetøj, nogle manchetknapper, samt nogle få kroner!
Så kom den
tid, hvor man var for stor til at være barn, og for ung til at være voksen,-
jeg fik jo mere tid til at hjælpe ved landbruget, jeg begyndte allerede at
malke som 9årig, det var engang mor var syg nogle dage, og far kunne ikke
malke, det var ikke mandfolkearbejde, det blev så ved nabohjælp, jeg havde dog
før prøvet lidt, der var en meget sart rød ko, den ville ikke lade mælken til
fremmede, ville også slå, så fik jeg lov at prøve, det var min kæleko, og det
mærkelige, da jeg satte mig til hende, efter at have snakket med hende, rørte
hun ikke en fod om hun end rystede af nervøsitet, og hun lagde mælken ned,- jeg
var stolt.
Far nød at
blive aflastet i marken, gigten plagede ham, der var en farlig masse arbejde om
foråret. Grønjorden skulle harves med svenskharve, den var skrælpløjet om
efteråret, skulle så pløjes igen om foråret, harves, tromles, helst ligge i 3
uger, så have staldgødning, pløjes igen, harves og sås med hånden og tromles,
roestykket skulle også helst pløjes 2 gange.
Overført fra Kallebos gamle hjemmeside.