Hvad jeg husker om verdenskrigen

af Martin Gade, januar 1995

Jeg husker nok da Ejnar ringede og indbød mig til et spil skak, nej tak det kunne jeg ikke for jeg havde budt gæster til min fødselsdag, og netop den aften blev det bestemt, hvem der skulle angives i given fald . Derfor vidste jeg intet om dette,og da jeg var den eneste der blev taget af tyskerne, var det jo kun mig der kunne have fået brug for bestemmelsen. Det fik imidlertid en lykkelig udgang, derom senere.

13/4. Her var vi netop bleven færdig med at tømme møddingen, begge spand var i gang med pløjning, og jeg var i marken at sprede møg. Kl. var nok omk. 11, da der lød 2 vældige brag omme fra jernbanen, straks syntes jeg det lød helt som det skulle. Men kort efter blev der skyderier, og jeg vidste at sabotørerne havde ikke våben med på en sådan ekspedition, altså kunne det kun være tyskerne der havde skudt. Jeg blev meget meget bange, og begav mig straks på hjemvejen.-- Det viste sig senere, at de soldater der havde gået vagt selvfølgelig blev bange da banen pludselig begynder at springe i luften omkring dem, de havde jo ikke passet deres job ordentlig. Derfor skyder de efter en indbildt sabotør for at redde deres eget skind, mere om ham senere.

Det skulle ikke blive bedre med min sindsstemning, da jeg kom hjem, for da stod hestestalden fuld af fremmede heste, og jeg syntes jeg var i min gode ret til at forlange disse heste fjernet, da jo nemlig vore egne der havde slidt for ploven, skulle ind i deres egne private båse.-

Nu gik det ellers sin skæve gang, for jeg mente at de var nogle svin, og jeg har så senere hørt at det er noget af det værste man kan sige om en tysker. Det resulterede da også øjeblikkelig i en forsvarlig lussing til mig. Jeg kunne altså ikke gøre for det, men jeg leverede med samme mønt tilbage midt i løjtnantens grimme fjæs. Jeg må have ramt godt nok, for hele krigsmagten var over mig med det samme, og jeg fik godt med bank.

Nu skulle man vel tro at den afstraffelse var forbi, så jeg bad Anton om at hjælpe mig at bære kornet bort. Fordi de havde stjålet og de ville stjæle.

Nu havde de gode krigskarle imidlertid samlet kræfter påny og flere kom til, de ville også gerne være med, det var ret ufarligt for dem, jeg slog nemlig ikke igen mere, men søgte at slippe fri af djævlene, det blev Christen og Grethe der reddede mig, de kom løbende ud og fortalte tyskerne, at de måtte ikke slå deres far!

Nåh, Tut fik bundet nogle klude om mig, men hun syntes det var bedst at få doktoren fat. Da doktoren kom gik djævlene i tyskerne igen og de nægtede ham adgang, og han måtte køre igen, og Tut råbte ind i sovekammeret, hop ud af vinduet, det gjorde jeg så , og håbede at komme med doktoren ved landevejen. Det kom jeg ikke.

Hvad skulle jeg nu? Der var kun et at gøre, jeg løb mod Uglev alt hvad jeg kunne. Men halvejs opdagede soldaterne flygtningen og så begyndte skydningen både fra Odby og Odbygård. Kun een af tyskerne var en dygtig skytte, han ramte mig i det ene ben, det nedsatte dog ikke min løbeevne ret meget, der var dog een tysker mere der kunne ramme, men han valgte at sigte på en hest istedet for mig, for at ramme den måtte han hæve geværet måske 15 a. 20 m. Han ramte Anders Odgårds hest i benet, så at den måtte slås ned.

Da jeg nåede vejkrydset i Uglev kom der tyskere fra venste, fra højre, forfra og bagfra, og så gad jeg ikke lege krig mere, og jeg var nu værnemagtens fange. Jeg blev nu i triumf, med en skarpt bevæbnet kriger på hver side ført tilbage til min egen hjemmen og forsvarligt bundet til en lastbil, der var dog lige en tapper soldat der skulle have pyntet lidt mere på mit ansigt, på tilbagevejen fra Uglev.

Overført fra Kallebos gamle hjemmeside.