Niels Gade
Rim og vers
dær so wi dyr a så manne slaww.
Føst so wi en lama, en sær kanut,
det war såmøj en fræk starut.
Den spøt Sesel, lig i hinne huer,
æ tar det åe, men hun war ett guer.
Æ tow mi kjæp, å wil gi den en ræk,
så kam der en betjænt, der war så fræk.
Æ mot ett slå æ dyrer i æ haww,
hels skul han nem ordn mi slaww.
Der står po en skjælt, te han wæl spøtt,
æ såe så te ham- hwa kan det nøtt,
den kan jo ett løss- den gammel kamel,
skal æ så læ den øwerspøt mæ seel?
Nej i kan opdrag jer dyrer nøj bejjer,
det gjør wi derhjæm all stæjjer.
Så gik wi hen te æ abekatt,
jen stow etter nøj godter å ratt.
Æ ga den en styk sokker, æ had i mi lom,
å straks en hal snes hen te wos kom.
Æ holdt en bette foredrag, å pejt mæ mi pib,
men så kam æ i en forskrækkelig knib.
Den greb mi pib, å rend mæ den,
så kaldt æ poen å wil håen herhen.
Den wrikker mæ æ hue, å undersøjt den alstæjjer
den lign grangiwelig, ham wor gammel skræjjer.
Æ så teen, at sørn kun en ett ta anne djer sager.
Så brækker den æ pib, så ret det knager,
å tesist war den i stumpe å stykker,
det war da di særeste uminniskelige nykker.
No kan i trow, æ War skidt tepass,
Å Sesel såe, wi wel wæk fræ æ plass.
Så kam wi forbik en stur elefant,
den swinged æ snabel æwer æ kant.
Æ gaen en boll, som æ had i mi lomm,
men så skee der nøj, da æ wil wend mæ om.
Den røw mi lom i stykker mæ si snabel,
så æ so uke nøj så miserabel.
Sesel såe, at no wel wi hjem,
å wi stamper ajsted, det bejst wi kun kom frem.
Deretter skull wi i Tivoli en turke,
di wil, wi skul kør mæ sporwown deruke.
Æ stow da åe, far æ wown war i ståe,
da kun der let ha sket skåe.
Æ fald bawlæns øwer i en hæjstpærr,
men nu wil æ wownstyrer mæ nøj lærr,
Han såe, æ skul ha tån we mæ den nann håen,
det stow po æ skjælt, om æ et had forståen.
Men æ weest æ kjøwenhawnere war slem te å lyww,
så såe æ, mens æ blinke mæ æ yww,
nå det kun do lii, te sørn skul det wærr,
så had æ fot mi nees i æ hæstpærr.
Så kam wi te Tiwoli i en wældig stue køe,
wi stow å so po dem en bette støe.
Æ såe da, di war nue kvaddepanne,
dær å stå å spærr for wianne.
Æ gik båg we Sesel å skubbe po,
men snår en tælleapperat wi so.
Kom no Sesel, wi skræver øwer æ stakit,
det hår wi gjor derhjæmm så tit.
Så såe en betjent, wæl i sik å kom tebågg,
så mot wi tebågg, mæ å mi mågg.
Men endelig mæ beswær, kam wi da ind,
sjæl om wi war lidt harsk i sind.
Wi so så møj, som war så skjøn,
alle di blomster, hur war di kjøn.
Så kam wi op å kør i en ussel bette tog,
men ham der kør den war wes ett rigtig klog.
Wi kør uke å ind, å ned å op,
det war te å blyw snorr i æ krop.
Sesel klamre se te mæ, å trow hun skul dø,
det war war, in da wi stow i kø.
Men endelig kam wi da te wos sjæll,
å wi so så møj, så det war en spæll.
Te allersidst so wi nøj fyrwærkerik,
æ hår ett sit nøj lignende i al mi tik,
det glimte å sprutted, som æ jower skul forgo,
mæ alle kulører å stjærne så smo.
Manne ting so wi, som æ et wæl beskryww,
hels trower di derhjem, at æ wæl lyww...
Endelig bløw wi da færr te å rejs hjem,
men alle goer æ kjøwenhawnstur wos i glem.
Overført fra Kallebos gamle hjemmeside.