Hannæsbonden
Den 4. Oktbr. 1842 var Chr. Jørgensen til Løgstør
Marked og maatte da vente ved Aggersund i 8 Timer,
da der var Vanskeligheder ved Overfarten. Han
forundrede sig højligt over, at der ikke paa saadant et
stærkt befærdet Sted fandtes Færgebro ligesom nu ved
Fæggesund. Hjemkommen fra denne Rejse overvejer
han dette nøjere, og trods de mindre behagelige
Erfaringer ved Fæggesund ender det med, at han til
det kgl. Rentekammer indsender Plan og Forslag til et
Broanlæg med Færgeleje ved Aggersund. Og hvis
hans Forslag tages til Følge, tør han nok love, at
Bekostningerne i Forhold til Indtægterne kun vil blive
som 1 til 8.
Rentekammeret svarer, at det har sendt hans
Skrivelse ind til General-Postdirektionen - men Chr.
Jørgensen blev nu alligevel ikke Entreprenør den
Gang.
Men hvilken Fremdrift er der ikke i denne Mand.
Senere hen i 40erne har han atter noget Vejarbejde;
han kommer da i Strid med Sogneraadet, som for hans
Regning havde ladet køre Grus paa en Vejstrækning,
som det mente, han stod til Rest med. Bekostningerne
derved udgjorde 9 Rdl. 3 Skil.; ”for et Arbejde, som
jeg kunde have forrettet i 4 Timer”, skriver Chr.
Jørgensen. Og han retter nu en ordentlig Straale mod
Sogneraadet: ”Jeg anfører dette saa ligefrem for at vise
enhver Bonde, hvor let han kan skaffe sig Ret, naar
han har med et Sognersad at bestille, hvis Erklæringer
er ufejlbare. Jo, jo, et Sogneraad er ikke at slaa Spar 2
til; det er en Samling af Mennesker, hvis Læber
dryppe af Visdom, hvis Tale er sødere end skøn
Honning - som giver en lystelig Lugt fra sig, som
Kanel og kosteligt Myrra (vid. Syrak 24)”. Derefter
henvender han sig til de tre Sogneraadsmedlemmer
Proprietær Kjærulf, Jens Amtoft og Sognefoged Jens
Møller, som havde indberettet Sagen for
Herredsfogden, ”at de en anden Gang tænke, før de
skrive, ifald de kunne tænke, for ikke at sige noget, de
ei kan bevise; thi ”en viis Mand tier, til han ser sin
Tid, men en dristig Gjek kan ikke tøve, til Tiden
kommer (vid. Syrak 20,6)”.
* * *
Der var dog en anden Sag, som laa Chr. Jørgensen
særlig varmt paa Hjerte, og som han altid omfattede
med den største Interesse; det var Vejlesagen, at faa
Arup og Vesløs Vejler inddæmmede og tørlagte.
Denne Sag bliver han aldrig træt af at arbejde og
kæmpe for, og han ofrede megen Tid og mange Penge
derpaa og gjorde adskillige Rejser omkring i Landet
for at se andre Udtørringer, f. Eks. til Lammefjord.
Selv fik han ikke nogen Andel i selve
Udtørringsarbejdet, men han oplevede dog til sin store
Glæde at se Sagen gennemført.
Blandt hans efterladte Papirer fandtes en Mængde
Breve og Ansøgninger vedrørende Udtørringen; tillige
har han arbejdet med at lave Planer og Tegninger over
Hoveddæmningen; Tegningerne, som undertiden er
udførte i Vandfarve, er vel nok meget mangelfulde,
men illustrerer ellers godt nok, hvad han mener.
Den første Skrivelse fra hans Haand ang. Vejlerne
er dateret d. 2. Juli 1841 og stilet til Herredsfoged
Qvistgaard. Han foreslaar heri at anlægge en
Dæmning med Sluser over Arup Vejle, hvorved de 6
Sogne paa begge Sider, nemlig Øsløs, Vesløs, Arup
paa den ene Side og Østerild, Hunstrup og Hjardemaal
paa den anden vilde faa store Fordele, især da de tre
første Sogne, som vilde faa meget kortere Vej til
Thisted, og de andre lettere Adgang til Fæggesund
med deres Kreaturer. Han regner ud, at til Dæmningen
vilde ikke medgaa stort mere Fyld end 1 Favn Jord af
hver Td. Hartkorn af alle 6 Sogne, naar Arup By
gjorde dobbelt Arbejde pr. Td. Hartkorn og kørte med
dobbelt saa mange Vogne.
Da Herredsfogden imidlertid slet ikke besvarer
hans Henvendelse, indsender han Plan og Forslag til
Amtmanden, Kammerherre Rosenkrantz, Thisted.
Han udarbejdede ogsaa en Liste over, hvor stor
omtrent den aarlige Skade var for hver Lodsejer i
Vesløs og Arup, som havde Jord ud til Vejlerne, ved
at der ikke var en Dæmning. For Vesløsgaard alene
anslaaes Tabet til ca. 60 Rdl. aarlig, men for alle
Lodsejere i Vesløs og Arup til 1067 Rdl. aarlig.
Sidst i 40erne fremkommer han ogsaa med Forslag
til Inddæmning af Hokserhavn, men Amtmand
Rosenkrantz svarer 13/5 1850, at til dette Foretagende
fordres mindst en Kapital af 4000 Rdl., og den kan
under de daværende Krigsforhold ikke skaffes til
Veje.
Saa gaar Tiden til sidst i 50erne. Chr. Jørgensen
har dog langtfra givet op endnu; stadig tumler han
med Planer og Forslag og søger at opildne andre til at
støtte sig i sine Bestræbelser.
Den 1. April 1859 indsender han da følgende
Andragende til selve Kongen:
Til Kongen!
Da jeg flere Gange for nogle Aar siden har talt
med mine foresatte om en Dæmning over Arup
Vejle og tidt haft Medhold og tænkt meget derover
siden, saa besluttede jeg for et Par Aar siden at
samle en Del Underskrifter paa mit Forslag, der
medfølger som Bilag, som næsten alle
Sognebeboere underskrev. Det opvakte vel en Del
Ønsker om en Dæmning, men ikke videre. Men for
at fremme det vigtige Arbejde, som jeg mener kan
fuldføres i 3 Aar, til stor Fordel i Tidens Længde
og uden Tab for nogen, naar min allernaadigste
Konge vil unde mig Ejendomsret over
Fjordbunden inden for Dæmningen, som
medfølgende Anslag siger Størrelsen paa, for at
holde det salte Vand ude. Samt Ret til at tage
udenfor til Dæmningen; thi saa mener jeg, at godt
Siv og Rør o. s. v. vil vokse enkelte Steder og
udbrede sig Aar for Aar inden for Dæmningen. -
Men da min Formue ikke er tilstrækkelig til saa
stort et Foretagende, saa er min Beslutning, at
saasnart jeg erholder denne Ret, vil jeg af yderste
Kræfter høre om flere Interesserede; thi i Arup og
Vesløs Sogne kan der ikke faas saa mange, at det
kan blive tilstrækkeligt, fordi der er noget at vove”.
Overført fra Kallebos gamle hjemmeside.