Peter Dahlgårds erindringer

Afskrevet af Martin Gade, 1995

I anden
klasse fik jeg i gymnastiktimen en kindhest af degnen så jeg væltede, fordi jeg
drejede højre om , når han sagde venstre om. Den gang blev vi flyttede op eller
ned i klassen efter dygtighed eller kløgt, men sådan noget som ordblindhed,
eller talblindhed kendtes ikke, de var bare dumme eller dovne.

Jeg var gerne foran og kom som regel i
næste klasse sammen med de der var et år ældre, det var det samme med Mary, men
det var nu ikke altid lige morsomt at være yngste mand i klassen, særlig når
man havde strenge ordrer hjemmefra, at man ikke måtte slås.  Degnen ville gerne have de pæneste piger på
skødet, når de kom op til katederet, kildre og kysse dem, og nogle fandt sig i
det, så kunne der godt sløjes lidt med lektierne, men da jeg var i 2den klasse,
blev han suspenderet en tid, jeg fik ikke grunden at vide, før jeg blev voksen,
vi fik vikar: Kirkensgård, en ualmindelig herlig lærer, der kunne slås med os i
frikvarteret, og som vi nødig ville gøre imod, det undrede mig bare at han ikke
også holdt kommers med piger­ne, det var vi jo vant til at se, men han skulle
ind som soldat, under en manøvre fandt man ham en morgen som død: hjerteslag.

Efter ham
fik vi Madsen, den første var lys hud og hår, denne var mørk med lille
overskæg, dygtig men striks, godt håndelag, han var der nok et år eller mere.

Lærerinden
var forlovet.- Men de her to var jo unge sammen og gik aftenture sammen om
sommeren, Ascanius skrev til hendes forlovede, at han skulle komme på uanmeldt
besøg, da han kom, var Madsen inde hos hende på besøg, der røg den forlovelse,
han blev trøstet inde hos den gamle Degns hvis yngste datter han senere blev
forlovet og gift med, Lærerinden fik et Chok, og var stærk nedbrudt længe
efter, i den tid var hun ikke morsom at gå i skole hos.

Da Madsen
flyttede, kom Ascanius tilbage i skoleklasserne, men han var stadig glad for
pigerne, men de store holdt grin med ham, Thea Gade senere provstinde, stak
sine lange ben ud fra bordet, så han faldt over dem, men det gjorde intet. Mary
lod gerne et eller andet falde på gulvet med villie, det var bare skønt.

En dag var
Elisabeth Dalh kommet til at sidde efter hos lærerinden, da vi kom ind til
degnen undskyldte hun sig med at hun ikke kunne høre hvad jeg havde sagt, så
fik jeg omgående en på skrinet, hans hænder var hårde, han kunne tage med et
jerngreb om drenges næser, når noget var galt, det var ikke rart hvis der var
sår i næsen, en dag så een sit snit til at snue til, så degnen stod med næven
fuld af snot.

Han skråede
og havde spyttebakken ved siden af katederet. Når vi havde skrift­læsning,
læste vi højt i kor ligesom vi bedst kunne og senten­sen hvor der stod: Den der
ryger lugter som et svin, den der snuser ser ud som et svin, men den der skrår
er et svin: blev ofte læst særlig højt når han gik forbi.   Hvis han var i godt humør, kunne vi godt få
ham til at læse en historie, mens vi havde skønskrivning, det gik antagelig ud
over skønheden.

Vi havde
nogle gode dansktimer hos ham, og de fleste fik lært at læse og skrive rigtig,
ellers blev der nogle fæle streger af blåkridt. Det passerede jeg var den
eneste der ikke havde fejl, som religionslærer syntes han at være enestående
god, om sommeren hvor der ikke var megen skolegang, havde vi ikke lektier for i
religion, men han fortalte det gamle testaments beretninger, og han var en god
fortæller, det kom ihvert fald til at stå levende for mig.

Jeg gik ud
af skolen som 14årig om efteråret, ville gerne have fortsat om vinteren, men
det kunne man som dreng ikke være bekendt at sige.

Så var der
konfirmationsforberedelsen hos den gamle provst Paludan, vi var 40 i stuen, sad
rundt om ham, han var noget tunghør, og synet var også svækket. En dag skulle
min sidemand, Søren Gade læse et salmevers udenad, han kunne det imidlertid
ikke, men jeg læste det i stedet for, Provsten opdagede det ikke, men sagde:
Det var godt lille ven! han var god til at forklare, men jeg husker, han en dag
sagde, at Frelsens Hær absolut intet havde med kristne retninger at gøre.

Sidst på
vinteren havde vi præstegilderne skiftevis i hjemmene, vi var 14 fra Odby
skole, de begyndte om eftermiddagen efter skoletid, og det var festlig, jeg
måtte bare ingen få, min bedstefar der da var 83 mente ikke han kunne have den
postyr, jeg tror nu nok det var fordi han syntes det var for moderne, så jeg
fik kun lov til at være med til 4-5 stykker hos de nærmeste venner, det hæmmede
mig en del, jeg var i forvejen meget undselig, og bange for piger, måske også
fordi jeg stammede en del.

Når man var
kommen i 3die klasse, kom man med på udflugt, første gang til Thisted i de
store såkaldte bænkevogne, der var jeg i biograf første gang. Vi kom forbi et
skilt hvor der stod samtalestation, det troede jeg var biografen. Senere var vi
i Skive og på -?--

Det var
eventyret når vi om morgenen på færgens dæk sang: Jylland mellem tvende have.
Syd for fjorden var det store ukendte. Om vinteren, hvor der var
heldagsundervisning 3a4 dage ugentlig, var der en times middagspause, vi der
havde langt hjem blev i skolen, een vinter var vi kun 4 der blev, Mette og
Klara Sloth, Kresten Nielsen fra Vestergårde (Det må være Askov Kristoffersens
morbror)(M.)  og jeg, vi måtte ikke være
i klassen, og på legeværelserne var der kakkelovn, men ikke ild.

Overført fra Kallebos gamle hjemmeside.