Hvad jeg husker om verdenskrigen

af Martin Gade, januar 1995

31/12 1944 mens vi sad og hyggede os efter nytårsaftensmiddagen, blev der skrabt mod muren med en sten. Det var Ejnar Krabbe.: Vort kodeord er på, vi må afsted. Jeg skulle alarmere svoger Peter og vi fulgtes ad. Vi var enige om at det var en god ide netop en nytårsaften. En sådan aften holdt tyskerne sig formodentlig i deres lejre, måske endda i en lille glad rus. Og skulle der gå et skud af, ville det være en naturlig oplevelse en nytårsaften . Det lille uheld skete faktisk: sådan: Jeg siger til Niels Bager- "Jeg kender nu ikke denne maskinpistol alt for godt". "Det gør jeg", siger Niels og han fatter pistolen, og så gik skudet! Modsat os, mente Hvidbjergfolkene ikke at de kunne samle deres folk en nytårsaften og ville ikke være med, og jeg ved at Østergård prøvede at få nogle af vores folk til at vende om, det lykkedes ikke- tværtimod- vi fik flere hjælpere med hjemmefra. Det blev en stor oplevelse, fordi der var fuldmåne, stille og ganske lyst og derfor et pragtfuldt syn da de 12 Containere i forskellige farver dalede ned fra maskinen. Det var ellers nær gået galt for en ungersvend, der just havde gjort natlig besøg på Overgårdsminde, netop i samme øjeblik han kom farende på sin Cykel faldt containerne omkring ham, og han overlevede. Det var vistnok Poul Bager der fik fat i fyren, og lod ham vide, at hvis han fortalte nogen noget, blev han skudt, vi hørte aldrig om det. Hertil gik det godt, men nu begyndte vanskelighederne, fordi vi manglede vores lastbil, og natten var allerede ved at blive gammel. Niels Bager og Carl Åge blev sendt til Uglev på deres cykler og med en revolver i lommen, for der skulle bjærges en bil, om ikke med det gode så med vold.- De prøvede først en Chauffør ved at true med revolveren, men denne blev med samt sin mor så forskrækket, at han flygtede op på loftet. Derefter blev de to herrer enige om, at de måtte nok hellere stikke pistolen i lommen og prøve sig frem på en fredeligere facon. Det gjorde de så, og Møller Søndergård var villig til at løbe risikoen. Det tog dog en lang tid, fordi der først skulle fyres op under gaskedlen, der var nemlig kun gasgeneratorer til drivkraft, så førend vi fik læsset containerne, var natten nær ved at være gået, jeg nåede lige netop hjem til morgenmalkningen og fik karlene vækket.

Til og med var det Pers dåbsdag--nytårsdag. Det var nedkastning nr. to, Vi fik een til på samme plads. Der var vi lidt uheldige, fordi een af containerne gik itu ved faldet, det var ganske mørkt og således kunne vi ikke være sikre på at det hele var kommet med. Dagen efter blev Dyrlæge Steffensen sendt på jagt for at se efter eventuelle efterladenskaber.

Midt i marts måned var kodeordet fra London på igen, denne gang var pladsen flyttet til Helleriis mark, men da det nu var ret lyst om natten, turde man ikke bruge lastbilen. Istedet for blev vi sat til at grave en grube til foreløbig opbevaring af containerne, de skulle så dækkes til med jord, og Chr. Riis lovede at overharve stykket for at slette sporene. Alt var klar og vi var parat, og flyvemaskinen kom ganske lavt hen over os, men vi måtte ikke tage godset ned, af flere grunde, det var for lyst.---nogle af kammeraterne havde observeret grupper af tyskere på vejene. Den aften var vi meget skuffede.

Sabotage: Det var næsten kun ødelæggelse af de biler der kørte for tyskerne. Eksempelvis var Carl Åge og vistnok Poul Bager cyklende til Hurup for at sprænge biler i en garage, over denne garage var der værelser som var beboede, disse beboere måtte nødvendigvis advares, dette fik de megen fornøjelse ud af.

Chr. Thomsen og Søgård var det vist, blev sendt hen på vejen mellem Hellerød og Tambohus for at lægge sprængstof i en bil der kørte piger til muslingefabrikken i Oddesund. Alle blev beordret ud af bilen og væk før sprængningen. Da det var overstået siger Chaufføren: Jeg går hen og ser på liget! Men så dukker Chr. Thomsen op fra grøften med pistolen i hånden.

- Nej, jeg gider alligevel ikke!

Jernbanesabotage: Der var et vist samarbejde mellem modstandsbev. og jernbanepersonalet, her var det Hartvig Pedersen som ansat ved banen, Når Niels, Smeden og jeg, fik sprængt banen måtte smeden dagen efter i gang med at udbedre den forvoldte skade. Bomben bestod af et plastisk stof der til forveksling lignede marcipan, dette marcipan blev klistret fast på indersiden af baneskinnen og en tændledning æltet godt ind i dette, ledningen blev forbundet med en såkaldt tændblyant, denne kunne indstilles på 1/4, 1/2 eller en hel time efter hvor megen tid vi behøvede for at komme væk. Når vi nu var kommen ud på hærværk, syntes vi det var passende at rive tyskernes telefonledninger ned,- det kunne da godt se ud som om det var mennesker der var kommet dertil med landevejen, som var skyld i banesprængningerne. Det må have generet tyskerne for meget, velsagtens fordi de trak store styrker hjem til hjælp i hjemlandet, derfor satte de vagter på banen. Derfor blev vi sendt ud en nat da der ingen banevagt var, med tidsindstillelige bomber. To nord for Uglev og to mellem træerne syd for Uglev. De to nord for Uglev fandt tyskerne desværre. I april måned kom der mange soldater ad hovedvejen med og uden heste og de skulle nødvendigvis have hvile indimellem, derfor var vores lade fuld af heste og soldater næsten hver nat - meget irriterende-.

Som før nævnt stod det sløjt til med de flestes kendskab til våben. For at få en smule øvelse besatte vi en stormfuld nat kalkværkets lade og øvede en smule. Ligeså gav det nogen øvelse, når våbnene skulle pakkes i trækasser, til udlevering til andre grupper, de var grundig indsmurt i fedtstoffer, så det tog mange timer at få disse renset. Det blev også bestemt hvem man måtte angive, dersom man kom under tortur, nemlig Carl Åge, Poul Bager, Kristian Borre og Valdemar Rosgård.

Overført fra Kallebos gamle hjemmeside.