Niels Gade
Rim og vers
sørn mennesker kan sajt kom frem.
De hår altid en Week-end fri,
hur anne mo for æ fødd hing i.
Å så hår de en sommeferie så lång,
hur anne ett hår tow daw - engång.
Men æ er no ett så slem te å klaww,
men æ kan da sik, at de i æ byk hår gue daww!!!
En mand fra byen.......
Jeg er fra byen og skal ikke klage,
men jeg har mange strenge dage.
Jeg skal møde på klokkeslet,
og mit arbejde er ikke så let.
Jeg arbejder ikke på egen hånd,
men står på fabrikken ved samlebånd.
Og drikker jeg lidt øl i kammeraters lag
og slår et lille sideslag,
så er det for at muntre op,
men nu har min kone sagt stop.
Der kan hverken blive til dit eller dat,
alt hvad der kan skaffes går til skat...
Nej så er det bedre at bo på landet,
der har man mælk og kartofler bl. andet,
og mens man sover græsset gror,
og grisen bliver hurtigt stor.
Der er både sol og luft,
og der er dejlig kløverduft.
Og bonden sidder bag sit rat,
og han kan snyde fælt i skat.
Jo, der er så dejligt på landet,
især når det ligger tæt ved vandet...
Mækkel å Sesels kjøwenhawnsrejs...
Mi kuen hied Sesel å Mækkel er mi nawn,
wi skul lig en bette trip te Kjøwenhawn.
Wi hår goen i æ goer å sledt å slæwt,
å i manne oer hår wi stridt å stræwt,
så wi hår næjsten alle wæt uden æ dar,
å ett væt mæ tog i synner heller nar.
No hår wi awståenæ goer te wor søn,
å så skul wi uker po en turker så skjøn.
Æ had fot fat i en rigtig køreplåen,
men den hår æ ett rigtig forståen,
så tow wi ajsted po lykk å fromm,
så fæk wi å sik, hwitte æ tog kun komm.
Æ fæk osse kjøwt bilette te tow,
så såe han te wos, wi skul tåe mæ row.
Æ stappe mi pib å so mæ om,
så fæk æ yww po tåw smo rom ,
jen stow for "kvinder" å jen for "mænd".
Dær mo wi ind, skynd dæ å rænd.
Æ stow derinn, å æ tik bløw lidt lång,
æ kun da ett forstå , te det ett kam igång.
En mand kam å spurg, om æ skul uker å rejs.
Kommer det dæ ved, din gammel stabejds.
Han trow moske, æ had tawt mi mund,
han skul ett wær nysgjerrig uden grund.
Så såe han:" Ska do uke å rejs din slog,
så ska do stræb, for nu kommer æ tog".
Æ fæk fat i Sesel, å wi skobbe poe,
di anne stredt imud, de bejst de formoe.
di råbt å skjælt uke å war så gall
men wi fæk dem tebågg, godt godt å wal di hall.
Di såe, at di skul ha wæt uke hærr,
æ såe, at det kun æ jo ætt værr.
Så kam wi op i en wældig fiken stoww,
der war sæder så blødd, så det war så grow.
Wi såt wos ned å slow wos te row,
men så kam der anstigen anne tow.
Di skræppe op å war osse lidt hwass,
di såe, at wi had tåen djær plass,
di had den nommer, så det war djer plass,
di had den nommer, så det war djæs,
å så grin di mæ, lig op i mi fjæs,
Æ hå wæt soldat å had nommer syw,
det glæmer æ alle i hele mi lyw.
Det mot da så, wær wor rigtige plass ,
men po den såt osse en gammel bajass.
No war der ett anne inn tow plasser tebågg,
dær såt wi wos så, burr mæ å mi mågg.
Så kam der ind en konduktør,
æ tøt da nærmest, han war skør.
Han såe, at, æ skul sæt æ koffert op i æ net,
æ såe, at det kun æ da let,
men den kam liså rask tebågg,
Æ smed den op å længer ind,
men i det samm, æ tawt en bette wind.
Di anne de holdt dem for djer nees,
men så so æ po dem, sønn liså vees.
En mand bløw så gal, han kun slet ett snak,
æ so, der rand nøj øl ned po hans nak.
Sesel had tåen hjembrøget øl mæj po æ tuke,
det mo wær sørn, at det hå slån æ prop uke.
No bløw der ræjjet hwa ræjjes kunn,
men Sesel war kikker åe, det war hun.
Æ såe te Sesel, at no wæll wi ha nøj å edd,
Sesel tow æ madpak, å løsnet æ kleed.
æ had tån mæj en wust så stuer,
det er for mæj nøj, der er så guer.
Had den bløwwen derhjeæmm, had den rænd hæn,
der war osse somstedd lit lyw i den.
Det wæst skor æ fræ , det er så vees,
men no begynd di anne å hold for djær nees.
Di såe, at den skul smies uke å æ tog,
æ såe: "sikke da nøj fjog".
Nej det war ett nue folk så finn,
men for å lawe kort, den slem pinn,
pakke æ den ned, det bæjst æ kund,
så tow wi wos en bette blund.
Så bløw der råbt Århus, så derfræ skul wi sejll
vi skull mæ den rette budd, å ett den fejll.
Wi fand æ budd, å sejlt fræ land,
men lidt udd, war der nøj urolle wand.
De hwippe å gynge, så det wae så grow,
å somti æ bølger indøwer wos slow.
Wi gik så ned i næjest kahyt,
Sesel war lig wed æ wær nøj forknyt,
hun såe, det kørr så ondelig i hinne maww,
a sygdom had hun alle kjæn den slaww.
Æ will hint te hin, nøj wand i en kop,
men hun begynn alleredd å kåst op.
Så såe di anne, æ skul fo hin op i æ luft.
Men hun klawer se, å will ett ta imud fornuft.
Hun såe, Wi mot heller smid hin uke i æ wand,
for hun kam da alle løwwen iland.
Æ mot ha hin øwer æ nak, å bær hin derop,
men så kam der en skyll, ned øwer mi krop,
gammel wust, pøls å lewerpostej,
æ so næjsten ett en eneste udwej.
Hinne hat war fløwwer å,
å hinne kjowel war øwerbrække,
å så syg hun war- æ war så forskrække.
Men så fæk æ hin da endelig slæwt op i æ luft
wed wi anne war der no ingen gue duft.
Det war nu lisom æ luft gjor lidt gawn,
men no war wi osse snår i Kjøwenhawn.
Den føest wi skul besøgg, war Sesels bror,
men det war da grow, som æ gade se snor,
op å ned å uke å ind,
det war næjsten ett te å find.
Wi gik i sønder, å wi gik i narr,
så lig so wi hans nawn o en darr.
Det war osse så heldig, di war hjæmm,
å di war så swårr, di kun alle glæmm,
di dejlige ferier, di had hat i wor goer,
å no skul wi alle nue ting forsmoer.
Sesel war lig we å græe a rørels
æ tint- det er wiss bare smørels.
Di væl wiss øwer te wos ijen i sommer,
di såe da osse, te di weesnok kommer.
Så fæk wi da, hvad wi kun spiss,
å så had di såmøj, som di wil wiss.
Da wi fæk tar wos om wor mund
fæk wi en bette mejdagsblund.
Så gik wi uke i zoologisk haww
Overført fra Kallebos gamle hjemmeside.