Peter Dahlgårds erindringer
Afskrevet af Martin Gade, 1995
Jens Rytter
var original, det var ham der var så optaget af banens åbning, at han drømte
han blev kørt ned af toget, slog ud med armen og ramte sin Kone og råbte:
"I no er æ vekelig over mæ æ "stovhi" An Margreet no kommer æ
"tov".
Samme Jens
var også på fiskeri på fjorden, helt ædru var de vist ikke Søren Råby og Kr.
Ajsen, de to faldt i vandet, Kr, Ajsen druknede og Søren var bevidstløs, men
Jens fik liv i ham, æ vel vekeligen et kom hjem me to døe folk, de kom i land og
i en seng, og Jens fik tøjet af både sig selv og ham, lagde sig ved ham og fik
ham varmet op. Bedriften er skildret i: "En bedrøvt" af Anders
Duborg.
Jens fik
iøvrigt næsen skudt i stykker en nytårsaften, vistnok af min senere svigerfar.
(Nej, det var ikke Poul Pesen- det var bette Matis)(M).
Fra Jens
Rytters gjaldt turen til Trine Velster (Villadsen) der var aftægtskone hos
sønnen Niels og hans kone (Ann. Katrin) hun havde en masse at fortælle, men hun
næsten hviskede, hun mente svigerdatteren lyttede, og det var nok rigtig, hun
var meget nysgerrig,- og så var det hjemtur.
En dag var
jeg med bedstefar nede hos den gamle smed, Niels Husted: Husted smed: En gåmmel
smedie med lergulv og stor blæsebælg, der lå et jævnt lag jernstumper og
lignende på gulvet, og mens de to gamle snakkede krigsminder fandt jeg en lille
jerntingest på gulvet, som jeg tog i lommen, da vi var halvvej hjemme tog jeg
den af lommen, og viste Bedstefar den, det var ikke så godt, jeg blev ordret
tilbage med det i smedien, og formaning om ikke selv at tage noget, der var
andres uanset hvor lidt eller meget det var værd.
En gang var
jeg med andre børn henne i granbakkerne, og skulle komme hjem når et bestemt
tog var kommet forbi, men det var for spændende, jeg kom alt for sent hjem, jeg
ville undskylde mig med at toget vist ikke var kommet. Da fik jeg den eneste
lussing, jeg husker at have fået af far, og det var fordi jeg havde løjet.
I Oktober
1908 fejrede mine bedsteforældre guldbryllup, det var en begivenhed jeg mindes,
det var en søndag og de var sammen i kirke og til alters, om eftermiddagen kom
landstingsmand Nygart og Frue og overbragte krigsministerens lykønskning
underskrevet I.C Christensen samt 100 Kr...Om aftenen var der så gæster, men 14
dage efter kom sygdom. Bedstemor var blevet forkølet, og det blev
lungebetændelse, og niendedagen efter døde hun en nattetime, da så jeg
Bedstefar hulke, og mine forældre der søgte at trøste. Hun havde selv følt døden i kroppen, og
trængte til beredelse, men hun syntes ikke hun kunne snakke med provsten--frit-
men ville gerne have Kristian Ernst, en nabo og troende mand derhen, det kom
han og snakkede med hende, og de bad sammen, og jeg tror bedstemor fik fred med
sin gud.
Jeg husker
bedstefar gik ud i loen dagen efter, og fik fat i plejlen, det var han ellers
holdt op med, det har jo været for at afreagere, jeg har senere selv prøvet,
hvordan det hjælper, rigtig at tage fat, og have travlt, når sorgen presser
på. Jeg skulle med til begravelsen,
den gang kom kisten ikke i kirken, men blev sat udenfor så længe. Jeg forstod ikke meget af det, men jeg sagde
til mor en aften senere, at nu var jeg ikke bange for at dø. Snart efter kom
jeg til at sove----
Ja så til
jul var det jo Moster Mariane kom på julebesøg med mand og 3 børn fra U.S A. det var en oplevelse som jeg tydelig husker,
at så morfar døde samtidig, har jeg ingen særlige minder om, kun at jeg var med
mori Styvl for at besøge ham,
da lå han
til sengs, og jeg var desværre bange eller måske genert for at gå hen og snakke
med ham, han var kommen til at se så gammel ud.
Jeg havde
en aften hørt, hvordan bedstefar og bedstemor, her, sad og talte om, hvor de
ville savne mig, når jeg skulle til at gå i skole, det blev så ikke aktuel for
hendes vedkommende, jeg kom i skole til maj året efter hendes død.
Det var i den gamle Odby skole, vi var 4
drenge, Niels Krabbe Niels Vagtmand, samt Per Krestens Jens fra æ Sund, degnen
sendte godt nok ham hjem igen, så han kunne blive vænnet af med at bande.
Til min
fødselsdag havde jeg på egen hånd inviteret en del ældre drenge.- Jens Andreas,
Niels Barslev, Johs. Langgård, Kristian Rokkjær og vist flere, men jeg blev
nødt til at kalde indbydelserne tilbage,- kun Niels Krabbe og Niels Vagtman
fik lov at komme med, samt Pouls Thomas der snøvlede, men da vi gik fra skolen
fortrød Niels Krabbe, og løb tilbage til sine brødre.
Der var kun
2 klasser. Degnen var Andersen, den senere Ascanius, han kunne godt slå en
proper næve, en dag fik en dreng en kindhest, så han besvimede og måtte ud på
græsset og hvile, måske simulerede han.
Om
efteråret var den nye skole bleven færdig, og vi flyttede derned i en 4klasset
skole, med frk. Katrine Simonsen fra Brovst som lærerinde, hun var dygtig men
striks, og ville hjælpe dem der selv ville og kunne arbejde sig frem, og det
kom jeg til at nyde fordel af.
Vi fik
regnebøger, og nye regnemetoder, jeg kunne ikke forstå det, mor heller ikke,
så jeg regnede stykkerne, og præsenterede dem, ja- de var forkerte, jeg prøvede
igen med samme resultat, det gentog sig flere dage, hun hjalp ikke, så fik mor
vor nabo Mikkel Vestbjerg til at vise mig måden, og så kunne jeg regne. Da
frøkenen opdagede, at jeg både ville og kunne, var der intet i vejen, og hun
var altid parat til at hjælpe mig, når jeg spurgte, og den gang måtte vi regne
så meget vi kunne, og der var ofte ædel kappestrid for at komme forbi en
klassekammerat, efterhånden kom jeg forbi, ikke alene mine jævnaldrende, men
også de i klassen der var ældre, Niels Vagtman gik snart agter, Niels Krabbe
kneb det mere med, så var det den ældre årgang: Marius. Johannes Langgård og
Thomas Thomsens Krejsten, samt Mathilde Overgård, hvorimod Skomagerens Mary
stadig holdt skansen, og der kunne jeg mærke at lærerinden ikke ville hjælpe
den ene mere end den anden.
Overført fra Kallebos gamle hjemmeside.