Kallebo Sommerhus

Om vor slægt

af Martin Gade, 1995/1997

Niels Krabe og Dorthe Tomsdatters dattersøn Thomas,
og Kir­sten  købte en gård i Semb, og fik
følgende børn:

1) Mette, min Oldemor.

2) Maren, der blev gift "Hebsgård"

3) Dorthe,
gift med" Thomas Kræn," fik fødegården.

Vores Tipoldefar Thomas dør omk. 1839 og
tipoldemor Kirsten gifter sig med P. Christensen Plougman, og deres datter:

4) Thomine Jensine, opkaldt efter Kirstens første
mand ”Thomas Jensen” - gifter sig med Mads Poulsen; to sønner:

a)  P.
Plougman (Sognefoged og i en størrer gård i Ydby.).Da han rejste en tur med
jernbanen spyttede han en klat som man jo da gør en gang imellem, blev det
straks påtalt af konduktøren, men her var han ellers kommen til  den rette:
P. Ploughman slog stokken i vogngulvet med disse ord: Ӯ er Sognefoged i
Ydby, å æ ska nok sjæl bestem hu æ spytter!”.

b)   Poul
Poulsen ejede Borregård "Poul i Bor". Han var udstyret med et
"Kejser Vilhelm skæg".

Oldemor- Mette - "Bette Gammelmuer" blev
meget gammel, så gammel at hun sagde "æ trover Gud hår glemt mæ".

Hun gik lidt i barndom, som vi sagde dengang, hun
vilde da gerne stadig hjælpe til, og gik og samlede lidt brænde op fra haven,
men gammelmuer kritiserede det og sagde "det er vuj muer" og så blev
bette gammelmuer fornærmet og sagde: "En fo et ant ind uutak for æ".

Oldemor, Mette Thomasdatter,

f. 1829 i Semb

d. 1925 i Boddum

Oldemor var halt af en hofteskade, som vistnok var
medfødt, da hun kom i den giftefærdige alder blev hun desværre forelsket i en
ung mand ved navn Niels Møller Pedersen, men ak, det var det samme som med min
anden Oldefar "Chr.Thomsen Gade" han var nemlig fattig, ganske vist
uddannet i møllerifaget, men det var ikke godt nok til Mette mente Tipoldemor Kirsten,
så hun sagde som min anden Tipoldemor Anne, - Nej!!      -Jo, det var skrappe damer!

Nu havde begge mine oldemødre nok også ben i næsen,
de skulle have barn, og det virkede også for oldemor Cecel, men ikke for Mette.

- Kirsten sagde nej - nå naturen går sin gang, min
mormor bliver født, og kaldt op efter sin morfar på Odbygård: Kristia­ne og der
bliver ikke bryllup før lille Kristiane er 6 eller 7 år, og det plagede hende
efter sigende alle sine dage.

Lille
Kristiane og lille Niels, mormor og  morfar har sikkert leget sammen som børn,
gårdene "Grevegård" og "Skovgård" ligger tæt sammen, de
købte en mindre gård midt i Boddum by, og Kristianes forældre flyttede med, og
boede hos dem. Mølleren "Kristianes far" blev blind.

Mormor, Kristiane.

f. 1858 i Semb,
d. 1927 i Boddum

Morfar, Niels Pedersen,

f.1849
i Barslev,
d. 1940 i Boddum.

Dette hjem står for os næsten som paradiset.

Morfar var
godt nok meget påpasselig med skillingerne.

Men hvis det kneb lidt trådte Kristiane til og løste
op for pungen, som da Morfar kom stolt hjem fra en redningsaktion vist med en
kaution og Gammel­mue siger til ham "Ka do klå dæ mæ det, Niels? Nej,
så  måtte Niels ud med det klingende
mønt!  eller da sønnen morbror Peter
skulle rejse til Randers i Kongens tjeneste, han syntes han havde fået for lidt
penge med og klagede til sin mor, (æ ska nok snak mæ få,) og så kom pengene.
Han var ellers stolt af sønnen, der nu skulle være Dragon, som han også selv
havde været. Da morbror Peter var hjemme på orlov og kom efter sengetid, da
morfar ellers var gået til køjs, stod han op, i de bare underbukser og lånte dragon­sablen
for at vise at han kunne fægte endnu. - Søster Thea så det!

Samme Morbror Peter var en dygtig Dragon: han blev
Nr. 1 af tusinde ryttere i kapridning. - Christen, du har jo trofæet:

Et lommeuhr med inskription!!

Tekst fra Ur:

1. Rytter 5DR.

Væddeløb for Underko. og Menige. 1916

De havde en brønd så dyb, at når vi spyttede ned i
den varede det meget længe inden vi hørte klasket, vi var mange der spyttede,
men der var aldrig nogen der sagde at det måtte vi ikke, det var ret sjovt, vi
var meget forkælede derovre, måske fordi vor mor var død fra os. - Mest
forkælet var bror Peter fordi han var kaldt op efter morfar "Niels
Peter" han sov hos oldemor,men før søvnen sagde oldemor altid ”Peter, hå
do fot pest?” Det syntes Peter ikke der lød så godt.

Da børneflokken engang skulle gå til stationen
klagede Peter sig til gammelfå: "Jamen gammelfå, hvis de no hå grave æ vej
længer?" Så blev der godtnok spændt for charabanen. Bedst som de kommer
kørende gennem  Ydby skov flyver
pludselig en kaglende Høne op fra bunden af vognen og ud i skoven, de så den
ikke mere. Den havde lavet sig en rede i vognbunden, og havde også lagt sit æg.
Det er den historie som Peter ynder at fortælle sine børnebørn.

I Gammelmues tid fik vi kogt ål og stuvede kartofler
og bagef­ter sødsuppe med svesker. Om aftenen nød vi samværet og hørte på, når
gammelfå læste i avisen, ikke lydløst, men sådan, mumle-mumle, der var så
hyggeligt.

Jeg må fortælle om en eneste gang vi tjente føden
Karl og jeg ja, jeg kikkede vist mest på. De ejede en "Pigtærsker"
den var placeret i laden oppe på mellembjælkerne og blev trukket af møllen.
Kalle smed negene hen til gammelfå som puttede negene ind i gabet på
maskineriet, og morbror Peter fjernede halmen der gik bagud. Korn og avner
faldt nedenunder i een dynge, som når vi var færdige skulle gennem "æ
rænsmaskine" rensema­skinen.

De sidste år Gammelfå levede var han total blind.
Han sagde, at han plantede en kvist af Indre Mission i Boddum.

Der var vist nogen uenighed om hvem af Gammelfås
søskende der skulle have Grevegården. Det blev Ane, for hun var den gale­ste.

Hun kunne ikke få børn, men hendes Mand fik en dreng
med tjene­stepigen: "P. Odgård" som først havde en gård i Styvl.
Senere var han direktør på jernstøberiet i Hurup.

Se det oprindelige dokument (PDF, med anetavler for Mette og Christen Gade)

Overført fra Kallebos gamle hjemmeside.