Hvad jeg husker om verdenskrigen
af Martin Gade, januar 1995
Kort tid efter mens jeg havde kværnen kørende i laden og jeg gik og puslede med et og andet der, kom der en tysk soldat ind i laden og sagde noget tysk snak til mig, og da jeg ikke forstod tysk sagde jeg "hwa" ? Nu var jeg nok noget oprømt i de dage, fordi de allierede nylig havde kæmpet sig ind i Sicilien, så der hoppede en lille djævel ind i mig, da jeg svarede ham på dansk og sagde Sicilien. Tyskeren snurrede rundt og forsvandt.-- Kort efter mens jeg stadig gruttede, kom den gode tysker med forstærkning af tre andre krigskarle på besøg igen, men denne gang skulle jeg nu ikke have snakket om Sicilien, jeg var stadig for dum til at forstå tysk, så også de måtte gå med uforrettet sag. Nu syntes jeg vist at det var bedst at komme lidt hjemmefra, så jeg cyklede til Uglev til barberm. Kongensgård. Da Niels nok var halvfærdig med at smuksere på mig, kom politiet til døren og ville tale med mig og udenfor var der opmarcheret en del af den tyske værnemagt. Jo, men nu skulle jeg da først gøres pæn, så der gik nogen tid med dette. Jeg tror nok de gode Uglev borgere var noget nysgerrige efter viden om hvad den stakkels barber dog kunne have gjort.
Vel kommen hjem til mig sammen med politi og den tyske krigsmagt spurgte politimanden om jeg havde taget disse famøse træpæle. jo, det havde jeg, for de stod da i min mark!
Christen blev så sendt hen i tømmerstuen hvor de var gemt, for at hente dem, men han afleverede dem til politimanden "Rasmussen" med ordene "dem ska i tyskere et ha", og så var det Rasmussen syntes han måtte belære mig om, at man skulle holde sig fra tyskernes gulerødder, men jeg mente at det var tyskernes gulerødder der var for langt fremme. Men, hurra pælene blev flyttet ud til vejen. Denne tildragelse skete i august måned 1943. Få dage senere kaldte Ejnar Krabbe mig ind på sit kontor og betroede mig at man var i gang med at danne en modstandsgruppe, og spurgte om jeg ville være med, og samtidig lod han mig forstå, at vi måtte være absolut tavse, ellers blev vi skudt. En tid lang var vi fire Toft, Krabbe, onkel Peter, og undert. Denne første vinter var der kun en enkelt banesprængning, som jeg imidlertid ikke var med til .
1ste. november 1944 kom meldingen fra London med vort kodeord til våbennedtagningspladsen på Søren Larsens mark i Nørreheden.
Vi skulle være på pladsen kl. 11. Det var vistnok blevet nogle minutter over tiden, og vi var et hold på lastbilen ved pladsen og altså ikke parat som vi burde, da hørte vi en flyvemaskine, nogle sagde det er vist tyskere! Vel var det ej, det var vor ven englænderen, men da vi ikke havde fået vore signalposter ud. måtte han flyve til en anden plads. Det var vistnok sådan at hvis een plads svigtede, var der også andre pladser alarmerede. Det blev en lang nat, fordi vi ikke måtte forlade pladsen før hen på morgenstunden. Poul Bager og jeg søgte en gang imellem ind i Søren Larsens stald og fik lidt varme. Om vi var nervøse? jo! jeg havde mavepine hele natten.
21 november kom kodeordet igen, denne gang mødte vi alle til tiden, og vi fik tildelt vore pladser: Ejnar og Peter blev posteret hvor en sidevej fører ned til Nørreheden, for derfra at give varsel, dersom der var tyskere på vejene. Nogle drenge begyndte at interessere sig for hvad disse to mænd stod der efter. Da det havde varet lidt, sagde Ejnar noget sludder til dem på gebrokkent tysk samtidig med en forsvarlig lussing, og de forsvandt hurtigt.---På pladsen blev der posteret 3 mand med signallygter i lige række vel med godt 100 meters afstand, og i vinkel for disse en mand med rød signallygte og den skulle blinke når flyveren var over pladsen. Flyveren kom først ganske lavt hen over pladsen, men vendte straks tilbage modsat vej, og kastede 12 tunge containere fyldt med våben og sprængstof. Faldskærmene blev byldtet sammen og smidt i lastbilen, containerne var så tunge, at vi var 6 mand om at læsse en container. De håndvåben vi havde bragt med os var kun beregnet på at forsvare transporten . Dersom lastbilen skulle blive standset af tyskere blev vi nødt til at prøve at skyde os igennem, jeg havde en maskinpistol, og kom derfor med på lastbilen, den tilhørte vm. Chr. Plugmann, vor Chaufør var Chr. Thomsen. Jeg ved ikke om det var fordi nerverne slog klik, men vor gode chauffør kunne ikke få skidtet af første gear.- Det var langt at køre på denne måde helt til Kr. Møller i Søndbjerg. Vel ankommen blev containerne slæbt ind i brændeskuret og dækket forsvarligt til, senere blev det hele pakket i trækasser og kørt om i Bondes trælasthuse, hvorfra det senere blev fordelt til værdigt træmgende rundt i landet, det meste pr. banevogn.
Overført fra Kallebos gamle hjemmeside.