Toft
4
monterede vi lunte og detonatorer med 1 times indstilling, så vi kunne komme hjem, inden sprængnin-
gen kom.
Der var stadig tyskere nord for os, så vi gik sydpå for ikke at blive opdaget. Da vi så kommer til bane-
overskæringen ved Odby Plantage, dukker der pludselig en tysk cykelpatrulje på en halv snes mand
frem på hovedvejen, så selv om vi straks søgte dækning i plantagen, havde de sikkert set os, for de
stoppede op lige på overskæringen, og en kammerat og jeg nåede kun lige at komme i dækning af et
enkelt træ. Begge var vi overbeviste om, at nu var det sket med os, og vi tog ladegreb på vore revolve-
re, men da de havde stået der i ca. 5 minutter og ført en værre palaver, sprang de igen på cyklerne og
forsvandt nordpå. Jeg tror simpelthen ikke de turde gå ind i plantagen. For det første vidste de intet om,
hvor vi var, og for det andet vidste de, at vi var stedkendte og kendte smuthullerne, hvor vi kunne læg-
ge os i baghold. Lykkelige var vi, og ad omveje kom vi enkeltvis hver især godt hjem, og klokken 3
kunne vi ligge i vore senge og høre sprængningen, der var meget vellykket.
Men da jeg vågnede kl. 7 om morgenen, brød den kolde sved pludselig ud på mig. Jeg kom i tanker om,
at jeg ikke havde fået indpakningspapiret med hjem. Dengang var der ikke mange, der holdt Jyllands-
posten, så der stod adresse på den, og den famøse Jyllandspost lå altså stadig bag diget 50 m fra
sprængningsstedet. Da vi løb derover i dækning, havde vi jo i sneen sat fodspor, der nok kunne kalde
på en tyskers opmærksomhed.
Hvad i al verden skulle jeg gøre? Skulle jeg gå under jorden med det samme? - Men så tog de vel bare
min kone i stedet, så vi blev enige om simpelthen at tage en morgenvandring sammen i Guds frie natur.
Jeg tog min kone under armen, og vi gik roligt og meget snakkende op over marken og ligesom helt
tilfældigt passerede diget - og ganske rigtigt, der lå Jyllandsposten, og på den stod der højt og tydeligt
Ejnar Krabbe. Jeg puttede den i lommen, og vi fortsatte sydpå, som om det var fjorden vi stilede mod,
og alt imens var en tysk kolonne allerede i gang med at reparere skinnerne, som jeg 5 - 6 timer før hav-
de været med til at sprænge.
Så dumme var tyskerne altså, at det ikke var faldet en eneste af dem ind, at fodsporene fra skinnerne til
diget måske kunne have hjulpet dem til at finde de skyldige.”
Den sabotageaktion, Ejnar Krabbe her har fortalt om, var én af de første, og sabotørerne ved denne lej-
lighed var Ejnar Krabbe, Laurits Mikkelsen, Knud Bonde, H.C. Toft og én mere.
En anden episode skal nævnes. Svend Espersen, der havde arbejde ved jernbanen, skulle sammen med
andre sabotere jernbanen, og samtidig drog de omsorg for at fjerne og skjule jernbanepersonalets repa-
rationsværktøj (det sinkede istandsættelsen. Svend Espersen måtte derfor sammen med arbejdskamme-
raterne ud at lede efter værktøj til reparationen og derefter i gang med istandsættelsen af det, han havde
været med til at ødelægge. At arbejdet ikke blev udført hurtigere end nødvendigt er sikkert.
Efterhånden, som der blev flere og flere sabotageaktioner mod Thybanen, fandt tyskerne det nødven-
digt at sætte vagter, der vandrede på banelinien. Det blev meget vanskeligt at sabotere, når det var lyst,
hvis der kom melding om et tog, der skulle standses. Der blev derfor, når der var slip i vagterne, lagt
sprængladninger under skinnerne, og sprængledningen blev gravet ned i jorden og ført over bag jern-
banens sneskærme (høje jordvolde) . Det var så muligt at komme til tændblyanten og trykke på den,
så sprængningen kunne finde sted på det tidspunkt, som den enkelte tændblyant var beregnet til. Der
fandt bl.a. 2 sådanne nedgravninger sted i forbindelse med den mest vellykkede sabotageaktion mod
Thybanen. Den ene var nedgravet i Odby af Alfred Amby, Niels Hedegaard, Laurits Mikkelsen, Peter
Jensen og Martin Gade, og en tilsvarende blev nedgravet nord for Havrelandsvej ved P. Josefsen Laur-
Overført fra Kallebos gamle hjemmeside.