Niels Gade
Rim og vers
og ofte hentede han kraft af Guds ord.
Ja, han var en ærlig kristen mand,
frelst af nåde, fra afgrundens rand.
Og hans ord blev gerne hørt,
levende, kraftig og aldrig tørt.
I søndagskolen var han allerbedst,
når han var tilstede var der altid fest.
Han fortalte om børnevennen stor,
om Gud, som i det høje bor.
Dette er fortalt af en gammel elev,
som kendte ham godt, og glad for ham blev.
De, der kendte ham, har gættet hans navn,
og de vil altid mærke et savn.
"For der var bare jen af hans slaw,
å hans navn var Kræn Kraw"....
En god Veninde...
Hun tjænt wos tro i manne oer,
dengång i Skårup wi had æ goer.
Hun war så energisk, dygtig å flink,
hun såt afsted for den mindste wink.
Hinne ben war tynn, å hinne krop war slank,
hun bar hinne hals å hue så rank.
Hinne hoer war swot å blank som en spejl,
å sjælden so wi wed hin en fejl.
Lidt lång i æ hue, men det tøt wi war pæn,
å om æ mund war hun altid ræn.
Nøj undt om en minesk, kun hun aldrig sejj,
å gik nøj hin imud, tow hun aldrig po wejj.
Wi holdt så møj af hin- burr stue å smo-
for hun gjor alt, hwa hun formo....
Degang wi skul sej hin fowal,
da ønsked wi hin en lykketal.
Det kam forsåwidt osse te å pass,
for da hun bløw gammel, ænd hun wed Lass.
Der hår hun hat det særlig gott,
at trods gammel af oer, er hun stadig flott.
Grisemarkedet i Holstebro.
Wi kører mæ griss te æ byk wed æ o,
æ kåll står allered å wenter i æ go.
Æ humør er godt, å de er waltepass,
sjæl om de ska te å tøm æ lass.
De røtt i æ håll for å fo dem uker å æ lem,
æ griss stredt imud, det er ett så nem.
Men uker de kom å ind i æ kasser
å strøes mæ halm, så de kun fyld en masser.
Så skal de pyntes, å båstes så rænn,
wi wed jo Ole, wel ett kyww ant en de pænn.
Å lig som wi war færr mæ det reneri,
kam Ole så rask å gik wor kaser forbi.
"How, how- hwa er det da for en jaww"
ka do ett fo tik å sej ordentlig goddaw".
Å Ole helst så hjærtelig å kiger po wor kram.
"Hurmanne wel do kyww i daw" det spur wi så ham.
"A ka brugg førretyw, å di bejst i hår,
å kan i finn den rette pris så kan wi handle snår".
Åge han forlangt en pris, å Ole han gaw bud,
De snakker å snakker å trak æ tik lidt ud,
for Ole hår en evne til å træff wor indkøbspris,
Aage han wed nok hwa han wel ha for en blank å rele gris.
Å derfor kan wi ett gi dem hen, sjæl om Ole er wor wen.
No da der war en dåler imell, wil a de skul dele den.
" Do beholder di griss, å a mi pængg,
så er wi lig gue wenner så længg".
De War begge så horr som flent, en skul trow di war gall,
men lig mæ jet så mødes de, lig wed det hall.
De klapped i hinandens hånn, så det kun høres lånt omkring.
Di anne købere stømmer til, å wi kam ret i swing.
Jen wil ha tyww, å de skul wæ sturr,
å di skul lisom di sidst, wær gurr,
å så skal di leweres po slagterikontrakt,
å di gir heller ingenting te fragt.
Jen wel ha dem liså långg som tow,
ja sørn er æ handel i Holstebrow.
De sist wi had tebåg, war nøj bette skidt,
wi bøj dem uke, men det hjalp så lidt,
men så solg wi dem te jen, der wil spår po æ pengg,
å wi ønsked ham fornywels a dem længg.
Ned for nejen står Morten ved æ kasser.
Morten råber høt å sejer en masser.
Han er bette men hans griss er stuer,
å ingen i Danmark kan skaf dem så guer.
Ja, Morten kan bedøm den rigtige gris,
å han kan sælg dem til den laveste pris.
Å der war anne der war omtaler wærd,
som paser dje ting å er reel i djer færd.
Når æ blywer gammel å falder te row,
så wæl æ tink på di manne a traf i Holstebrow.
En mand fra landet...
Æ bower o æ land, å er ett slem te å klaw,
sjel om det å dryw landbrug- ret er en plaw.
Fræ æ suel står op, te æ suel go ned,
arbe æ i mi ansigts sved.
Å så er det hele lidt drelworen teligg,
det er hverken te å fo kål eller pigg.
Når æ kur ska grow, så mangler det wand,
å når det er høst, øser et ned som fræ en spand
æ neg ligger mæ sammengroet top,
læng farr det i hober blywer sat op.
Å sjel om det somti kan gi ret møj,
så er det tit så godt som øj.
Å mæ æ besætning er det ett ret møj bejjer,
æ so gor rundt po æ griss å træjjer.
Jen so fæk 13 men den war så gall,
men her war 13 en lykketal.
De 12 bjedt den ihjæl, men den 13. løwed.
Ja, søen war det så tit æ mæ uheld døwed.
Å no kan det ett betål se å tjen pæng,
for det ska nok i skat, de kræng.
Æ had kjøwt en bil å såt somti wed æ rat,
men så skal æ betåll det merr i skat.
Næj, så hår di det godt som bower i æ by,
der kan æ kuen sid wed æ windue å sy,
å æ mand kan hver då hint hans dawløn hjem,
Overført fra Kallebos gamle hjemmeside.