Mit barndomshjem
af Dagmar Sofie (Tutte) Gade
10
den gik en grum skæbne i møde.
Carl Åge legede og snakkede meget med sig selv. En dag han legede i folkestuen med vores
lille foxterrier, hørte vi ud i køkkenet, at han sagde: "Ja, man må lide for skønheden, Lady"
hunden peb lidt. Da vi nysgerrig kiggede gennem dørsprækken, så vi, at han var ved at trække
den i en dukkefrakke.
Carl Åges "lykkelige barndom" varede kun 5 3/4 år, så døde mor.
Den dag hun blev begravet, blev Carl Åge væk. Man fandt ham grædende, krybende sammen
under loftstrappen.
Dagligdagen på "Overgård"
For pigernes vedkommende startede dagen med at rydde aske ud af komfuret og tænde op
med en tot halm, kvas og tørv; der skulle koges en stor gryde havregrød, og laves kaffe til de
voksne.
Før havregrødens tid blev der lavet pandekartofler, men det husker jeg ikke noget om.
Mor skulle have puslet og madet den lille, og de lidt større måtte, med hjælp fra de voksne og
hinanden, selv finde i kludene,: inderst en hjemmestrikket uldtrøje, så et "linned", som vi
kaldte lærredschemisen. Derefter et "livsty kke", der var syet af to lag, i reglen kulørt stof,
forsynet med skulder stropper, knappet i ryggen og med en knap i hver side til strømpebånd.
Strømperne var om vinteren uldne hjemmestrikkede.
For og efterår købte ribstrikkede til pigerne, og "pløshoser"; strømper uden sål og med en rem
under foden og en strop om en tå, til drengene--------en " fæsel" og en "tåsel" (M)------
om sommeren var drengene, til daglig, barbenede og pigerne i halvstrømper - så kunne man
undvære livstykket. Der var ikke noget, der h ed lange bukser til børn, og det kneb altid at få
strømper og bukser til at "lappe" over, så det kunne om vin teren give en rød næsten hudløs
stribe lår. Bukserne var for pigernes vedkommende af jersey, i reglen lyserøde eller lysebrune.
De hjemmestrikkede strømper var årsag til megen jammer - de kradsede. Især om efteråret når
man gik over til dem. Holger var den. der klagede mest; jeg har nu ikke hørt noget om, at han
som voksen var allergisk overfor uld, som jeg er. Dengang var man ikke opmærksom på
allergi. Det daglige fodtøj var: til indendørsbrug tøjsko, og udendørs træsko. Tøjskoene var
syet af brugt tøj, sålerne af mange lag stukket sammen. Det var mest selvforsørgende kvinder,
der spesialiserede sig i at sy dem, og de var langtfra alle lige dygtige til det. Vores leverandør
var expert og syede virkelig fine sko; det var Mette Larsen, som boede i det lave hus øst for
præstegårdshaven. En gang årlig blev vi børn sendt derhen med en stor bylt tøj i et knytklæde;
og så tog hun mål med en strimmel papir, hvor hun klippede hak svarende til fodens længde
11
og omkreds; og resultatet var perfekt, langt finere end nutidens espadriller. Jeg havde lidt
ondt af de børn, der ikke var kunder hos Mette Larsen.
Træskoene kunne være en plage, når der var sne som "kropp ede", så kunne man let vrikke
over. Den vinter jeg gik! til præst, var der sne en meget lang periode, så det kunne være en
træls tur. Men en gang imellem blev vi kørt derhen i kane, og det var vældig festlig -. Jeg tror
kun, der var Ambys foruden vores fami lie, der havde hest og kane, så de skiftedes til at køre
og fylde kanen op undervejs.
Læderfodtøj var til pænt brug; men om sommeren havde vi dog sandaler og lærredssko til
hverdag. Gummistøvler og galo chestøvler (overtrækstøvler) blev først almindelig op i
trediverne. Min veninde Åse Thomsen (fra" Det gule Palæ") var den første, som fik
galochestøvler- med lynlås!
Det var lige ved at kunne gøre os misundelige. Lynlåsen var også en ny opfindelse.
Vi havde nogle olmerdugsdyner, og da der dengang ikke var dynebetræk på, men overlagner,
var jeg hel hys, hvis jeg skulle sove med sådan en dyne; lagnet kunne være vanskeligt at holde
på plads med flere børn i sengen. Senere fik vi dynebetræk, men beholdt overlagnet, som var
lettere at vaske, og så skulle dynebetrækket ikke skiftes ret ofte.
I den koldeste tid kunne pigerne også få en uldklokke på; det var en, i reglen lyserød,
mønsterstrikket underkjole. Den ville i dag kunne anvendes som en yndig sommerkjole.
Der var ikke varme i soverummene, så om vinteren bl ev der brugt uldlagner--hylsklæder. Den
underste var oftest naturgrå og overlagnet råhvid med broderede tunger. Dem yndede jeg
heller ikke, og fik tiest lov at være fri.- De andre hyggede sig i dem. I forældrenes soveværelse
var der dog en stor kakkelovn, men den blev meget sjælden brugt. Jeg tænker det var mest, når
mor lå i barselseng.
Om vinteren skulle der også ryddes aske ud og tændes op i to kakkelovne: i folkestuen ( som
ikke bare var for "folkene") og i dagligstuen.
De større børn skulle sendes i s kole, og karlene i marken. Vi havde sjælden madpakke med,
for der var en times middagspavse, og vi kunne lige nå hjem og spise. Kl. 9 blev der serveret
formiddagskaffe, og Kr. Krabbe var, om ikke daglig, så i hvert fald hyppig gæst.
Kl. 12 var der "ojn", og så skulle far og mor og karlene ha, en times middagshvil.
Pigerne måtte først vaske op, pudse komfur og vaske køkkengul vet, så klokken blev omk. 2
før de fik middagshvil, inden kaffen Kl.3. Karlene fik kaffen inden de skulle i marken kl.
halvto-to; kun røgteren fik det altid Kl. 3. Det lyder måske sært i dag, at der skulle pudses
komfur og vaskes gulv hver dag, men det var absolut ikke af storhed; aske, tørv og kvas
støvede og pulsede, når der blev fyret ovenned i komfuret. Var det stille vejr, kunne det ske, at
ilden ikke ville fænge om morgenen, og så måtte man sætte ild til en tot halm i bunden af
skorstenen. Tørvene blev opbevaret i en stor kasse på ruller, som passede ind i køkkenbordet.
Der var vask med afløb, men ikke vand indlagt i køkkenet; der var en pumpe i bryggerset, som
Overført fra Kallebos gamle hjemmeside.