Landsbyen Odby og dens slægter
To udgaver af samme fortælling
Lars var nu som et andet menneske, om det var den dejlige havluft, kunne man tro, eller der stak noget andet under. Særlig de to småpiger syntes godt om manden fra Thyholm, for han var så rar.
Og når man tager barnet ved hånden ,tager man som bekendt moderen moderen om hjertet, og det endte efter Larses’ planer med bryllup. Dagen efter bryllupet blev Lars syg, og trods omhyggelig pleje fra hans kone ,og ikke mindst de to småpiger tog sig kærligt af deres nye far, følte stakkels Lars sig stadig ringere, og han begyndte at tale om at det da vist var havluften han ikke kunne tåle. Det var nu ikke appetitten det var galt med. Madsine kræsede vældig op med alle diverse fiskespiser, og det forsvandt uden besvær ned i Larse’s mave. Madsine begyndte at snakke om at få sendt bud efter doktoren. Nej, sagde Lars, det er alt for dyr. Han havde allerede begyndt at tælle Madsines penge, og dem var der mange af. Ganske vist var det svundet kraftigt ved brylluppet, fordi disse to skide tøser skulle have en betragtelig del sat ind i formynderiet. Lars kunne ikke holde sig fra at begynde at bide efter de to. De blev noget desorienterede, da han fra at være den kærlige farmand pludselig gav ondt af sig over alt og ingenting.---Så en dag rejste Lars sig fra sottesengen og oplyste, at han skulle til Thyholm i nogle forretningssager. Den næste dag var Lars tilbage på gården “Flyvholm” og meddelte til sin kone Madsine, at nu havde han hold på en dejlig ejendom i Odby--lige nabo til hans fars gård, så nu skulle “Flyvholm” sælges. Aldrig, aldrig, sagde Madsine , nu har den været i vor slægt i mange hundrede år, så her bliver vi!!! Ser du Madsine, det er jo altså noget manden bestemmer. og nu har jeg bestemt at vi flytter!!!! Så solgte Lars Flyvholm og købte ejendommen ved Odby kirke, hvor nu Brittas lervarefabrik har til huse. Der var stadig mindelser fra den tid der var høkerbutik, idet hylderne var bevaret, fortalte Jenny Maul! Det var et vidunderligt bytte, idet der lige kunne fødes et par køer, som Madsine jo skulle malke, og ellers kunne man sagtens leve af de mange penge ”Flyvholm” havde kostet, bare ærgerligt med den store sum, der skulle sættes hen til tøserne, men, men renterne fik Lars da fingre i hvert år.--Nu var der sket noget meget beklageligt ---Madsine var blevet gravid, og det førte store omkostninger med sig. Madsine, ja hun var jo nu rykket op fra sin dejlige slægtsgård og sin vennekreds på Harboøre og pladseret i et lille krumt sted. Godtnok var der måske enkelte hun kendte fra Harboøre-- Jens Rytter, Søren Flyvholm Råby- Mads Hoves i Hellerød, og så skulle hun bo i samme hus som Lars hu, ha, Som nu tilsyneladende havde genvundet helbredet, men aldrig kom ud af dovenskabet. Madsine fødte sin lille datter som døde straks efter fødslen. Madsine døde---sikkert af sorg og græmmelse---3 måneder efter..
Der blev brugt nogle få kroner af kapitalen til en gravsten.
Steddøtrene ”Gertrud“ 12 år--”Kirstine” 9 år blev nu sat til at udføre husmoderens pligter, for at forøge kapitalen en smule, blev der budt jernbanebørster ind på kost, som skulle tilberedes så billigt som muligt. Det foregik på den måde, at Lars stod bag pigerne og plukkede dem i skindet, hvis de kom for gode sager i maden. Når den så blev serveret, skændte han på dem, så børsterne kunne indse, at det var pigerne der var mak ved.--- sådan fortalte pigerne selv historien. De fik sådan set løn for arbejdet, idet de hver dag fik lov at smage maden de selv havde lavet, de fik også en smule tøj, men det var nu altsammen betalt af rentepenge fra deres egen arv efter deres mor. Selve summen der var sat hen i overformynderiet måtte ikke udbetales førend de fyldte 18 år. Lille Kirstine oplevede det ikke. Indboet Messingsagerne Sølvtøjet, det hele, det lagde Lars sin kolde hånd over. Det kunne ikke skjules, da pigerne blev lidt ældre, kønne var de jo, at der var en ganske pæn sum sat hen i overformynderiet, da Gertrud blev 16 år, fik hun det første frierbrev, som er opbevaret. Det blev et nej.----
Da hun blev 19 år giftede hun sig med Martin Riis. Så er det man må spørge? Skulle der med føje så megen lidelse til for Madsine og pigerne for at Martin Riis kunne få en god Mor for sine børn.
Efter 5 år giftede Lars sig med Trine. Hun var vistnok søndenøver fræ. Gertrud var nu ved at være voksen-17 år, og kom ud at tjene, vistnok hos Mads Anton Hove i Hellerød. Nu var lille Kirstine så ene hos Trine og Lars. Det var ikke som i Himmerig, så en dag kom Gertrud og hentede Kirstine og bildte Lars ind, at de skulle til Uglev for at besøge Gertruds svigerfar- Mikkel Riis. For ikke at vække Lars’s mistanke tog de intet rejsegods med.. I stedet for Overgård, drejede de om til Jernbanestationen og løste billet til Humlum. Herom kan læses i Harboørepigernes breve.
1910 købte han et passende stykke jord vest for Uglev, og byggede nyt hus sådan til 2-3 køer, som Trine så kunne malke. Han havde jo stadig Madsines penge!!!
Lars døde i 1913 da sønnen Ajs slagter var 7 år. Det var jeg nu ligeglad med, sagde han, men jeg var glad for at få fri fra skole den dag. Da Lars skulle begraves blev der sendt bud efter en murer, for Lars havde forlangt, at der skulle mures om hans kiste, så at ormene ikke skulle komme og æde ham. Da tiden efterhånden var udløbet for gravfreden, skulle gravstedet bruges til en ny begravelse og Jens Villadsen var nysgerrig efter om rygtet om cementen var sand.- Det var det!!
I disse to ejendomme som var henholdsvis Lars’s fødehjem, og hjemmen da han flyttede fra Harboøre: nemlig såkaldte ”Hebsgård” og “Brittas lervarefabrik” endte de to halvbrødre Niels Martin Vestbjerg og Kr. Vestbjerg Madsen, efter at de havde misbrugt deres gode muligheder.
Overført fra Kallebos gamle hjemmeside.