Peter Dahlgårds erindringer
Afskrevet af Martin Gade, 1995
12 a vest
(?) for vort blev også udflyttet ca. 1900: Niels Pesen og Dorre, de 2 af
firhøjene lå på den ejendom, og de lod dem udgrave, men fandt kun lidt, og
dette gik itu; men så var der jo overtroen: Niels Pesen blev syg af tæring og
døde, ikke længe efter døde sønnen Kresten af samme sygdom, og Volle der så
blev mand solgte gården ca. 1907 og gik halvvejs fra forstanden. Han flyttede med sin mor til Serup og satte
bygning på indmarken.-- men så dramatisk:
En dag havde han fået en dram for meget,
og kom kørende med et par russere, en hvid og en grå, i fuld firspring
og ned i pløjemarken, hvor den nye ejer Mikkel Vestbjerg, og svang pisken over
ryggen af ham, derfra op til Poul Nielsen, hvor Kåren ordrede Poul til at hente
sin sabel, dog Volle vendte køretøjet inden, og fortsatte vest på i samme
tempo, Jens Jepsen var tilfældig ude, og Volle råbte: gå ind og vask dig dit
svin, sagen fik et efterspil, men det var galt flere gange bl.a.
rudeknusning.
En tid
efter rejste han til Amerika, hvor han var nogle år, men blev arresteret og
sendt hjem, var i Viborg nogle år, og så atter hjemme hos en Søster, han var
fredelig når han ikke blev drillet eller snydt, han havde kæmpekræfter og
arbejdede hårdt.
De sidste
15-20 år var han atter i Viborg- en trist skæbne. Han var en flink nabo, og glad for børn.
Min Morfar
var født i Nørgård i Styvl ca. 1834 og hed Kristen Poulsen, hans Far, Poul
Andersen f.1799 d.1874- hans bedstefar Anders Knudsen f. 1767 d. 1840 hans far
Knud Clemmensen f. 1732 d. 1801 hans far igen Clemmen Nielsen f. 1690 d. 1766
og hans far altså min tip-tip-tip-tip oldefar Niels Clemmensen f.1650
d.1720. Hele tiden var det jo ældste
søn der fik gården , og forældrene kom på aftægt, ofte inden de blev 50 år, da
Morfar var nede i rækken, blev det broderen Anders Kr. Poulsen der fik gården,
og Morfar samt en bror Niels Poulsen og en Peter Poulsen der hver fik en
ejendom på ca. 8 tdr. bsl. fra gården og nordpå, antagelig skilt ud fra gården.
Morfar
giftede sig med Ane Marie Christensd. og broderen Peder med søsteren Birthe Marie.
Mormor var født i Barslev 1837, hendes mor Christiane Christensd. var født 1801
i Østergård i nr. Hvidbjerg og blev gift med Chr. Larsen Back f.1802 og boede i
Barslev.
Da oldemor
døde i 1867 flyttede oldefar til Styvel til dattern Birthe, der var kun de to
piger. Oldemors far Chr. Christensen
(Odgård) f.
1735 i Østergård i Nr. Hvidbjerg gift med Maren Christensd. der døde 1899- 67
år, gift igen med Anne Marie Christensd. f. 1767 i Grud i Semb d. 1819 i
Østerg.
Hun var
datter af gårdfæster Christen Pedersen.-
Tipoldefar havde Østergård i fæste under Hindsels og godt 5 tnd.
hartkorn. Hans far Christen Odgård f. 1704 og døde 38 år gml. gift med Maren
Christensd. f. 1712, han havde også Østerg. i fæste, tipoldefar var kun 7 år da
hans far døde.
Tip-tip-tip
oldefar f. ca. 1671 sted ubekendt død i lyngs 1741 og hustru død 1733 57 år
gml.- Han var fæster på Odgård i Lyngs.-
Ja, så er den historie ikke længere.
I Mors hjem
opvoksede 8 børn foruden 2 der døde spæde.
Hvordan de fik plads i de små stuer forstår man ikke,
for ikke at tale om føde og tøj. De mange fødsler tog hårdt på mormor og 51 år
døde hun af tæring, og den ældste datter Karen overtog husførelsen og var i
mors sted for de små.
Sidst i
90erne rejste datteren Mariane til U.S.A. med sin mand, de tog land i Nebraska,
i 1907 rejste broderen Kristian derover, i 1908-9 var Mariane ? mand og 3 børn
hjemme på julebesøg, morfar lå da på sit yderste, men han ville ikke dø før
han fik set Mariane igen, hun nåede hjem, og så kunne han dø.
Da de rejste
tilbage igen fulgte en bror, Poul og hustru Signe med derover. De var lige
bleven gift- Poul havde lidt vanskelig ved at indordne sig herhjemme, de
religiøse vækkelser var også nået til Styvl og Poul blev stærk grebet, hvad man
også kan se i hans breve.
Bedstemor
var jo indstillet på at føre hus med små livsfornødenheder, det havde været en
nødvendighed i begyndelsen, og hun kunne nok ikke så godt indstille sig på, at
der blev en par munde mere til kosten.
Da jeg var 2 3/4 år var jeg ude på min første togrejse med min mor og
min Gammelfår, vi var med til Vinderup og blev hentet med hestevogn af min
onkel Jens Madsen, vi bedede i Skave kro, der fik jeg sodavand første gang og
kastede op, det mener jeg at kunne mindes, mange år efter kunne jeg ikke drikke
sodavand. Derfra kørte vi til Hedeager i
Borbjerg, hvor min onkel og moster boede, der var en del børn, og det var jeg
ikke vant til, så jeg var på vej ud i kornet, da mor fik fat i mig, men da jeg
kom på besøg 14 år efter kunne jeg kende gården igen, derefter blev vi kørt til
Hodsager hvor Gammelfår havde en bror, men det husker jeg ikke.
Der var
hjemme i vort hus piksten i bryggerset, mursten i køkkenet og spisekammer, og
lergulv i stuerne, og 2 alkovesenge i opholdsstuen, men da jeg ville begynde at
kravle, ordrede Gammelfår fjælgulv i den stue, jeg skulle ikke kravle rundt på
det sandstrøede lergulv.
Som
seksårig var jeg en dag med Bedstefar på på besøg i Odby hos gamle naboer,
først hos Lars Hebsgård, hvor jeg første gang traf Søren, jeg skulle med ham
ud, men ville helst være bleven inde hos gammelfår, dernæst ned hos Ane og Kræn Lausten, hvor også sønnen
Laust kom ind, det var første gang jeg hørte en kone sige "sgu". Hun
var lille og måtte op på en stol for at trække uret op, derfra gik turen til
Gammelfås forrige hjem, hos An. Margret og Jens Rytter, der blev der budt på
vin, men da Nikoline, "æ Norsker" kom, blev vinen gemt bort, hun var
ikke hel ædru. Mathias og æ norsker levede for en stor del af brændevin, den
var jo billig, deres eneste dreng blev taget fra dem for vanrøgt.
Overført fra Kallebos gamle hjemmeside.