Hvad jeg husker om verdenskrigen
af Martin Gade, januar 1995
Ligesom tyskerne byggede bunkers , hvor de kunne søge sikkerhed når fjenden viste sig. blev der bygget sikkerhedsrum af befolkningen mange steder. Enddog her ude på landet sikrede mange sig . Her havde vi et i forvejen, idet vi havde badeværelsesgulv over kælderen, den blev også benyttet af nogle af os een gang, men ikke før luftkampen var forbi, for dette flotte syn ville vi dog se til ende.- Men hva, der skete jo heller ikke noget, altså for os!. Een gang var jeg tilskuer til en sådan luftkamp.: det var i høstens tid, jeg sad på binderen på vor mark ved søen, det hele varede kun få sekunder og foregik ganske tæt ved jorden og med meget stærk fart og pludselig var de væk.
Der var også mere muntre episoder: En søndag formiddag, jeg cyklede en tur efter skoven til omkring ved Odbygård, - hvad ligger der midt på vejen-? en flot officerskasket, og jeg må sige fristelsen var meget stor til at køre over den, imidlertid, jeg mandede mig op, til at køre uden om! hvorfor? jo en officer i hver sin grøft og hver med en revolver skiftende til at skyde til måls mod den stakkels kasket. Når den ene skød dukkede den anden ned i grøften. Der havde nok været extra tildeling af spiritus.
Omkring London var der anbragt store spærreballoner i meget stærke stålvirer. Dersom en tysk flyver ved et lille uheld ramte en sådan vire ville det helt sikkert blive hans sidste flyvetur. Mange af disse balloner rev sig løs i stormene, og de kunne herligt holde sig flyvende, indtil de nåede den jydske vestkyst, der hændte det at viren hægtede sig fast i et eller andet. En sådan vire hægtede sig fast i Chr. Smed Christensen i Søndbjerg. Christian var en stærk mand, han fik fat i en hegnspæl så han undgik himmelfarten denne gang._
Avisen fik fat i historien, men lavede lidt om på navneordene med dette resultat: Smed Christensen i Søndbjerg blev fanget af en ballon. Et sted i Kallerup blev der hængende en sådan ballon, den var lavet af gedigent kram: masser af stærk ståltråd, reb og en stærk slags gummi som de omkringboende skyndte sig at organisere en hel del af. Jeg fik da købt et par såkaldte gummiben af kontrolassistenten.
I Danmark var der ingen der led nød! men der blev nok mangel på et og andet exempelvis: sæbe- da så vores store fede so døde, fik vi den renset og slagtet og puttet i grubekedlen, på apoteket købte vi sæbesten der blev puttet oveni og hele herligheden blev kogt og der blev en slags sæbe, bedre end bare vand. Ligeledes kneb det med kartoffelmel. Men så kom bedstefar, han kendte disse problemer fra forrige krig.- Vi fik skrællet en masse kartofler, der blev findelt med en lille rasper, derefter skulle det ligge i vand en vis tid og melet ville så bundfældes, der blev også lidt mel ud af det.
Hvede og byg gik gennem kværnen to gange, og så var det nogenlunde bageligt, senere under krigen kørte mølleren fra Lyngs rundt efter korn og afleverede det igen, som en fin vare. Kaffebønner slap hurtigt op. Men bygkorn, brændt eller ristet på samme måde som kaffe,- efter nogen øvelse kunne være en brugelig erstatning. Tobak avlede vi selv og tilberedte med alskens aromatiske stoffer, A. Gadegård og jeg kaldte vort produkt: "Flor de Fina"-- Skrædderne kunne ikke skaffe ordentligt tøj. Jeg havde et pænt sæt tøj, men det blev nok lidt slidt. Tut beordrede mig til Uglev til Mikkel skrædder for at købe et nyt sæt. Det kan ikke skaffes, mente Mikkel, men vi kan vende det du har, det blev ordnet, og tøjet blev som nyt. Garner kunne heller ikke skaffes, det kunne imidlertid ordnes på naturlig måde, idet der blev købt et par får, dem havde vi megen glæde af. Der var flere ældre damer der kunne spinde. Der var Mine Amby, Trine Hebsgård og Marius Ajsens Mor og hendes mand Ajs Poulsen kunne kårre "karte"-
En vis del af bøndernes korn skulle afleveres til staten mod en af staten fastsat pris, som vi selvfølgelig syntes var for lav. Det var nødvendig fordi der ingen import var fra andre lande, og den nødvendige industri skulle vedligeholdes, såsom: øl og brød- o. a. Af den grund stod mange svinehuse tomme. Disse huse blev da taget i besiddelse af rotter. Disse fik imidlertid ingen ro, for vi var alle ivrige rottejægere. Disse svinehuse blev også brugt til kaninavl, idet bror Peter havde en sådan kaninfarm. Dette endte imidlertid i en frygtelig tragedie, som jeg her må berette om. Jeg ejede i min ungdom en prægtig stor Sckt. Bernhart-hund ved navn "Max". Max var en dag på forbrydermaner trængt ind i svinehuset hvor jo Peters kaniner boede. Det blev det helt store blodbad ikke een kanin overlevede. Det var ikke så sært at Peter græd, hele hans verden lå i grus.
Men hvad med Max. Jo, det blev en øjeblikkelig dødsdom, med øjeblikkelig exsekution, der foregik på følgende måde .Et reb blev bundet om halsen på Max, den ene ende om forhjulet på en arbejdsvogn den anden ende om baghjulet, nu stod Max midt mellem for- og baghjul min "Få" tog fat i stjærten og drejede med et rask tag, og dommen var fuldbyrdet. Jeg ved ikke om bette "Knap"---det var mit øgenavn dengang) om jeg græd.-
Kraftfoder til kvæg og svin var der næsten kun kød- og benmel der kunne fås. Af kunstgødning var der kun salpeterg. fra Norge.
Indtil sidst i 1942 var der kun modgang for vestmagterne, men da omsvinget kom, kunne det straks mærkes mennesker imellem. Mange fik lyst til at byde fjenden trods. Et lille eks. fra den hjemlige front: Tyskerne planlagde en telefonlinje fra nordnorge til sydfrankrig. Der blev målt ud og sat mærkepæle bl. a. gennem vores mark. Det syntes Christen "4år" og jeg ikke om, så under en marktur tog vi disse markpæle med os hjem.
Overført fra Kallebos gamle hjemmeside.