Niels Gade
Rim og vers
Han wil wal sej: "i lige måde-er i lykkelig å glåå--
I som skal begynd den dåå i dåå"?---
Hwer tik skal løwes po sin Wis,
men tilfredshed kan ej køwes for nok så stur en pris
Else....
Som tigger kam Else tit i mit hjem,
hun halted afsted, for æ gigt war slem,
mæ æ kjæp i æ håen, å mæ sjal om æ krop,
å i hinne skjørter hun trak lidt op.
Så såt hun sæ ned po æ køkkenstuel,
hun war svedig åå å go i æ suel.
Hun fortall så møj- å så war e sandd,
imens hun skotted te æ kaffekandd.
Æ kand bløw såt te warm, å hun fæk en kop,
å snår war var det færr te å skjænk op.
-Det bløw te fir-å det bløw te fem,
no war æ gigt-slet ett så slem.
Så skul hun wint å ha mejdagsmad,
å wi ratt all te samm fad.
Så fæk hun en mejdagssøwn,
hun tøt no det war lidt øwwerdrøwn.
Imens pakke mi muer en pak så stuer,
mæ fjæt å pøls, å hwa der war gur.
Å hun tuw osse en stur håndfuld tow,
å op å æ såltkår, en støk flæsk å æ sow.
Å så fyldt hun mjælk i hinne bette spand,
så kun Else go hjem te hinn mand.
Han sot derhjem for æ ænn å æ bowwer,
det war hans plads her po æ jowwer.
Det war hans bestelling å gjør klokker istand,
men te det war han så ring en mand.
Når han skul rens en klok, spøt han deri,
å når han skul sammel den kun han ett si.
Somti fæk han en par hywwel for møj,
å så war æ klok så godt som øj.
Derfor fæk han så lidt å laww,
så såt han for æ bowerænd all hans daww.
Så mot Else ud for anne å wask,
å det gjor hun så læng, at hun war rask.
Så en dåe fald hun ned fræ æ lowt,
å da tow hun skåe i hinne jenn howt.
Det war for hin så smærtelig tång,
no mot hun uker po hinne tiggergång...
Ovens's Hus....
Ned wed æ grønvej nær ved æ swing,
lå en bette sted så gammel å ring.
Æ tåg war af stro å frønnet å gro,
æ vinduer war målt blo, å æ ruder war smo.
Den krummer ryg, som en ko i blæst,
som wil den sæ dæk, for wind af nordwest.
I den gammel hus af rådden træ,
der bow bode folk å fæ.
Owens war en mandhaftig gammel pigg,
Å æ hår alle kjæn hinne ligg.
Mæ æ hylli kun hun slå hyk, å høst hinne kuer,
å mæ æ støwt kun hun bjærg hinne ruer.
Hinne kuer kun hun tæsk mæ æ plejl,
ja, hun war nøj så hor en nejl.
I plejj had hun en pig, der war åndsvag å sær,
hun hed Maren, å war hin altid nær.
De had tow køer å en kall,
de stow i en støld, der war så small.
Æ gwol i æ køkken war pikkesten,
den war no slet ett så let å hold ren.
Der wae en lugt af røg derind,
op å æ skojsten æ røg skul find.
Ind i æ stow, war en bilæggeown,
den had sørn en sær forsown.
Der skul fyres fræ æ kykken, mæ hwad de kun find,
så kun det ulm å glød derind.
Så war der en par alkowesæng,
derind i en kass, gjemt Owens hinne peng.
I æ windue war der blomster, pelagonier å ruser,
å po en stuel en par hjemstrække huser.
po æ komode war der en konkyliesnejl,
å der hæn po æ væg en sløret spejl.
Det war æ løsøre i djer samlet bo,
men øwer æ stow, der hersked ro.
Østen for æ hus, war der en bitte kålgoshaww,
der had hun grønsager af tow-tre slaww.
I æ hjørn stow der en hyldetræ,
den kun da gi en bette krum læ.
Det gaw wal ett møj, den bette styk jord,
men Owens had foden under eget bord...
Nummer sejsten...
Der boww i Serup en mand, der hid Kræn Grud,
han hår altid sit så ungdommelig ud.
Engång skul han ha meldt en fødsel te æ præjst,
han skywt hans klæjjer å trak i det bæjst.
Så gik han den ærind han hoj goen så manne gång,
å æ wej te Søndbjerg war ett så lång.
Han skul både te æ præjst å æ degn,
men æ præjst var lig fløt te æ egn.
Æ præjstkuen war den føst han mødte,
hun spur om det War den førstefødte.
Hun tøt han so så ungdommelig uker,
det mot jo nok wær hans føest tuker.
Så såe han lidt forlegen: Så sandt æ hi Kræjsten.
Så er det no nommer sejsten.
Æ præstkuen bløw bleg å war en besvimelse nær,
at hun bløw konfus -war wal ett så sær...
Æ dreng bløw så i æ kjærkbog skrøwen ind,
å Kræn Grud gik hjem så let i sind.
En stur flok bar er føj op i det hjem,
å allsammen er de kommen møj godt frem.
De ruses af alle for troskab å flid.
å de er bude hjælpsomme å solid...
Niels Henrik.....
Niels Henrik, war gormand i det sydlige Thy,
hans goer lå omtrent møt i Flovlev by.
Han war walnok et, som folk er flest,
som regel i skjowtærmer mæ opknappe west.
Mæ æ pokjædning, tow han det ett så nyww,
men altid war der en lun blik i hans yww.
Så en dåe skul han te å kør mog,
da had han nær fot en omgang hog.
Æ hejst war gammel, å lidt styw i djer ben,
å kom øwwer æ landwej, bløw somti lidt sen.
Så kam der en biel, å standser lidt brat,
det war en kjøwenhawner, der såt wed æ rat.
Han fløw å æ biel, å golt som en kok,
Niels Henrik kun aldrig forstå en plok,
men han såe nøj om, at han war en bondeøj,
å han skul dippes i hans eget møj.
Han hoppe rundt, å hisse etter luft
å aldrig en urd, han så mæ fornuft.
Så såe Niels Henrik, mens han keg øwwer æ vej:
"Det træn do te å kom åå mæj....
No had æ kjøwenhawner lisom tawt æ gas,
å Niels Henrik kør lisså sinne mæ æ las,
op i æ søndermark mæ æ mog,
dengång slap han da for hog...
.
Min Søndagskolelærer.
Han var så stout en bondemand
en pryd for den danske bondestand.
Sin store gård, han drev med flid,
og sognets liv han gav sin tid.
Han var en firskåren, skulderbred mand
med rige evner og en god forstand.
Han smilede til alle, og de smilede igen,
og han var alle småfolks ven.
Han var interesseret i politik
og havde altid en skarp replik.
Snart kom han med i sognets liv,
og i de fleste foreninger han formand blev.
Mange kom til ham for hjælp at få,
og kun få har måttet skuffet gå.
Han var også sparekassedirektør,
og altid kunne han bekende kulør.
En opslået bibel lå på hans bord,
Overført fra Kallebos gamle hjemmeside.