Landsbyen Odby og dens slægter

To udgaver af samme fortælling

Den begynder her i Odby den morgen da Ann’Margrith havde malket de to køer og kom ind til sin mand Jens Rytter, og forkyndte for ham, at den ene ko vist var tyrgal , for den holdt æ mjælk. Jens havde ellers travlt med at bøde ålegarnene, men det fik så vente. Jens fik lagt et hornreb på sin ko, og de to begav sig så på vandring for at få udvidet den sortbrogede jydske kvægrace. Tyren de søgte tjeneste hos boede på Odbygård hos Maltinus Villadsen, eller Fritz Kruse Odbygård: Vor Stamfar Christen Dueholm købte Odbygård 1813.Han var samtidig gårdkøbmand Efter hans død 1826 fortsatte sønnen Niels Dueholm vistnok også som høker. efter Niels Dueholms død blev begge gårde sat til salg. Pudsigt nok var det igen en gårdkøbmand der købte den til sin søn Maltinus Villadsen. Han var en dygtig bonde, men var desværre i en sådan kautionsforpligtigelse for sin svoger på Helligkildegård, at han måtte overtage denne, og solgte derfor Odbygård i 1892

til Fritz Kruse. F.K.s´ Far, Niels Smed, var studehandler. Den tysker han solgte studene til hed Fritz Kruse, da han så fik en søn blev han kaldt op. Niels Smeds Farfar: Anders Smed, var smed i Odby. Fritz kunne nok heller ikke styre Odbygård, han solgte i 1902 til Niels Overgård, og købte Fjernshøjgård.

Da Jens Rytter nu kom trækkende med sin sortbrogede ko og skulle over landevejen traf det sig at han rendte på sin nabos søn, Lars Semb Hebsgård Andersen. Lars havde slået sin bagende ned på hesteværnet ved landevejen. -Stenene med hul i står der endnu- Lars var kronisk træt, og nu skulle han op i deres mark på Odby bakke for at sprede møg.----Lars boede hjemme hos sine forældre. Faderen Anders Hebsgård ejede gården vest for landevjen lige overfor Odbygård Mat. nr. 4. Anders Hebsgård var vistnok sognefoged og helt sikker strandfoged for den sydligste del af strandlenet, han ejede nemlig jorderne der senere blev Ambys ejendom, og ligeledes jorderne vest for landevejen nord for Odby. - Foruden Lars, fra 1862 der jo var kronisk træt, havde de en søn Kr.Ajsen Hebsgård, fra 1851,der boede i nuværende A. Højbers ejendom. -respektabel omdømme!- og en datter Katrine 1846, der i huj og hast blev gift med Poul Olesen “Højlund” -de løste nemlig kongebrev, som stadig findes hos Gunnar Olesen, og de blev til en stor familie, en anden datter -Ane 1849 blev gift med Laust Korsgård, de boede først i Oddesund, men kom senere, forunderlig nok, til at bo i førnævnte Gertruds første hjemmen på Thyholm ”Lervarefabrikken” Denne Ane Hebsgård skriver M.P.Kastberg om i “90 år i Jylland”. -sålunde- ”Tames Fasters husholderske skulle giftes med P. Bjerremand og Thames ville bekoste bryllupet, og festen skulle stå på Skelhøjgård. Kastberg var budt med til bryllupet, og var tildelt Ane Hebsgård som dame.

Nu var der sket det beklagelige for Kastberg, at han lige havde modtaget et vigtigt telegram , som havde forvirret ham sådan, at da det var hans tur at gå offergang i kirken, glemte han at få sin dame med, som det var skik og brug. Da så Kastberg kom ned til sin plads, hviskede hans nabo i stolen. De glemt djer dame--De glemt djer dame” og derovre sad stakkels Ane, blussende rød. Kastberg tog situationen i stiv arm, rejste sig og sagde, kom så Ane! og så gik han en offergang mere denne gang sammen med Ane.

Tilbage til Jens Rytter og hans brunstige ko, de var jo kommen i snak med Lars, der sad og hvilede sig på hesteværnet. Han var trukket i sine kluntede træskostøvler og var udstyret med en møggreb og skulle så helt op for norden og sprede møg. Lars var som sagt kronisk træt, og hvem ved måske var han syg. Jens så straks at her måtte gøres noget. -Manden måtte reddes!! og så var det han gav Lars alle tiders bedste råd, for han kunne se at Lars kunne ikke tjene føden .Og hans Far Anders Hebsgård kunne også se, at Lars kunne ikke drive en gård . Derfor var det Anders Hebsgårds dattersøn Anders Hebsgård Olesen der fik slægtsgården. Han solgte imidlertid det dejlige stykke jord op langs landevejen til Kr. Gade i 1917 til stor fortrydelse for sin familie. -de mente vist at det var helligbrøde. Han rev stald og lade ned og flyttede det hele op i Bjørndal hvor nu Martin Riis Jensen har til huse, der byggede han så den lille gård.

Hvad var det så for et råd Jens gav Lars, jo, det var det råd som skulle få betydning for Riisslægten fra Uglev. Alt imens de to havde siddet og hvilet sig på hesteværnet, og koen gjorde sig til gode med vejgræsset, havde Lars forklaret hvor ondt han havde det, kunne Jens Rytter se, at “her måtte findes en udvej” Her var det så at Jens Rytter hittede en udvej som skulle redde Lars’s fremtid.-Ve’do’hwa’do sku Lars! Do ska’ ta’ te’ Harboør’.--Der gor’ der en rig enk’! gjør do det Lars.

Lars syntes det lød godt, det var da et forsøg værd--to hwa, en billet til Humlum kunne vel overskues og så kunne der måske findes en gratis køring til Harboøre. En morgenstund trak Lars i sit nye chevietstøj og sine kirkestøvler, og løste billet til Humlum. Det var en ret besværlig rejse. Det tog en masse tid at komme ombord på den mægtige færge ”Ingeborg” og ligeså i Oddesund syd, at komme fra borde og gå over i det ventende tog, som så skulle føre Lars til Humlum. Vi kan se i den lille Kirstines breve, senere i historien, at med held kunne der findes et hestekøretøj som skulle samme vej. Det har sikkert været hen mod mørkningen førend Lars nåede Harboøre. Jens Rytter havde nøje forklaret Lars hvor gården “Flyvholm” skulle findes. Det var let nok. Der kom enken med to nysgerrige småpiger i skørterne. Det var ikke hver dag, der kom så fine fremmede. Og Lars frembar sit budskab fra Jens Nielsen Hvas, et ret godt navn på disse kanter, om hun manglede hjælp til at drive sit landbrug? Jo, Lars kunne godt få arbejde et stykke tid.

Overført fra Kallebos gamle hjemmeside.