Hannæsbonden
”60 Rdl. Sedler aarlig i 5 Aar fra næste Aar af
at regne, for at sætte ham i Stand til, ved en
forbedret Dyrkningsmaades Indførelse, at
fremstille et godt Eksempel for hans Jævnlige.
Vilkaarene for denne Pengehjælp er:
a) At han indfører følgende af ham selv
foreslaaede Drift, nemlig: 1ste Aar Byg, 2. Rug, 3.
Vikker, gødede, 4. Havre, 5. Ærter, 6. Rug, 7.
Vikker, 8. Byg, 9. Kartofler, gødede, 10. Havre,
11. og 12. Kløver.
b) At han sommerstaldfodrer sin hele Besætning af
Heste og Qvæg, i det mindste til Høstens
Begyndelse.
c) At han anvender den muligste Flid og
Skønsomhed ved Overgangen fra den gamle til den
nye Drift, saa at den sidste kan være i fuldkommen
Orden i det 3die Aar. Og saa vil det være Selskabet
kært at erfare, at han beflitter sig paa at bruge de
Agerdyrkningsredskaber, som erkendes for at være
de mest arbejdssparende. For at være desmere
forvisset om, at. det med Understøttelsen tilsigtede
Øjemed opnaaes, har Selskabet anmodet
Proprietair Schønau til Kølbygaard om at føre
Tilsyn med Christen Jørgensens Agerbrug og
derom meddele Selskabet en aarlig Beretning.”
Chr. Jørgensen blev meget glad, da han modtog
denne Skrivelse.
”Med hjertelig Glæde og underdanig
Taknemmelighed modtog jeg Underretningen om den
mig i 5 Aar tilstaaede Understøttelse til et forbedret
Agerbrug”, siger han i sin Svarskrivelse. Men - for der
er alligevel et Men ved Sagen, og Chr. Jørgensen siger
sin Mening uden at blinke - den Plan, som Selskabet
har fastsat, at han skal følge, falder alligevel ikke helt
sammen med den af ham selv foreslaaede Driftsplan,
og ligeledes bliver det vanskeligt for ham at kunne
udføre Planen i den fastsatte Tid. Han tillader sig
derfor at forespørge, om han maa rette sig efter en
medfølgende Plan, hvor Marken er inddelt i 13 Skifter
i Stedet for 12, og han holder paa, at denne Driftsplan
ikke er saa vanskelig at gennemføre som Selskabets.
Sommerstaldfodring stemmer godt med hans
Ønske, men han maa have indrettet sin Kvægstald
dertil, og derpaa vil han begynde næste Foraar. Og
tillige vil han forsvarlig indhegne ”en Græshave,
grænsende lige til Fæhuset, hvor Kreaturerne, naar
Stalden aabnes, kunde røre sig en Time eller to om
Dagen, i Fald de som dertil uvante ej skulde taale den
Stillestaaen”.
Med Hensyn til forbedrede Avlsredskaber, da er
han især en stor Elsker af den saakaldte engelske Plov,
men han har aldrig set den uden i Tegning, og ingen
heromkring kan forfærdige den, og maaske kunde han
heller ikke bruge eller behandle den, om han saa
nogen Mulighed for at faa en forfærdiget, saa han tør
ikke udsætte sig for den Bekostning. Men vilde det
høje Landhusholdningsselskab overlade ham en enten
til Leje, Eje eller Brug, da vilde han ingen Møje spare
sig for at blive en Mester med den.
Gennem Amtmand Faye, Thisted, svarer Selskabet
i Skrivelse af 19. Marts 1831, og Svaret har sikkert
været baade uventet og uvelkomment for Chr.
Jørgensen. Efter at have omtalt, at den første Plan, der
delte Marken i 12 Dele, var kuldkastet, og at Manden
nu ønskede Jorden inddelt i 13 Marker og at tage
langstraaet Sæd i 8 af dem, deriblandt 3 Gange
saadanne Afgrøder i Rad, kommer følgende:
”Det synes heraf, at han endnu ikke har faaet
sin Lod ordentligt inddelt og ikke er enig med sig
selv i Henseende til Valget af en fast Plan. At han
allerede nu lader spore en saadan Vaklen i at bane
sig Vejen til en gennemgribende Forandring i hans
Agerbrug, vækker Tvivl om hans alvorlige Villie
til at indføre denne med den Kraft og
Anstrengelse, som nødvendigen maatte opbydes,
for at Maalet kunde naas. Da man saaledes maa
befrygte, at Hensigten med den Understøttelse, der
var tiltænkt ham, nemlig at sætte ham i Stand til at
fremstille et følgeværdigt Eksempel, vilde
forfejles, har Selskabet fundet sig foranlediget til at
tage det ham betingelsesvis givne Tilsagn tilbage.
Dette bedes Deres Højvelbaarenhed at ville
behageligen meddele saavel førnævnte Christen
Jørgensen som Proprietair Schønau til
Kjølbygaard, der var anmodet om at føre Tilsynet
med Vilkaarenes Opfyldelse.”
Først næste Aars 4. Jan. naar denne Skrivelse til
Chr. Jørgensen. Der er særlig et Udtryk deri, som
aabenbart gaar ham nær til Hjerte, dette nemlig, at han
har vaklet i sine Beslutninger. Han, som saa mange
anser for stædig og stejl, og som gaar sin egen Vej og
kæmper for det, han anser for Ret, uden at se til højre
eller venstre, at han skal være saadan en sølle,
vaklevorn og uselvstændig Person. Dette ærgrer ham.
Og hvor vil hans Modstandere ikke hovere! Den 19.
Jan. 1832 sender han saa Selskabet flg. Gensvar:
”Med megen Græmmelse og Mismodighed
modtog jeg først under 4. Jan. d. A. fra Amtet
Udskrift af Det kngl. Landhusholdningsselskabs
Bekendtgørelse, at den mig af Højtsamme under
18. Aug. 1830 lovede Driftskapital var
tilbagetaget, fordi jeg i Skrivelse til Selskabet af 1.
Marts 1831, ledsaget med Hans Højvelbaarenheds
Hr. Conferensraad, Amtmand Ridder Fayes
Skrivelse, skal have vaklet i min Bestemmelse
eller Driftsplan. For at godtgøre om muligt og
overbevise Selskabet, at jeg ikke er et Rør, der
drives af Vinden og langtfra ikke vaklede,
fordrister jeg mig til endnu denne Gang at besvare
det med min ringe Skrivelse og føler derfor snarere
Overbærelse, som jeg skriver mest i den Hensigt at
fralægge mig det om mig fattede Begreb: at være
vaklende; maatte det kun lykkes mig, maatte jeg
kun forstaa at udtrykke mig tydeligt.”
Overført fra Kallebos gamle hjemmeside.