Peter Dahlgårds erindringer
Afskrevet af Martin Gade, 1995
I Søndbjerg
gik det ikke så godt. I længst forsvunden tid ville karlen i præstegården en
mørk aften forskrække præsten, der var gået et ærinde op i kirken, han tog et
lagen over sig, og gik oppe på kirkegården da præsten gik tilbage, men dengang
kunne præsterne mane. Da karlen ikke svarede på tiltale manede præsterne ham i jorden,
og ingen så karlen siden, men det blev fortalt for omkr. 50 år siden at der på
kirkegården var en plet hvor jorden stadig sank, så der skulle fyldes nyt i.
Nu da vi i
1980 menes at stå ved afgrundens rand økonomisk, mindes jeg historien om min
oldefar Poul Rokkjær: i hans fattigdom mindedes han sin ungdom i
statsbankerottens tid, da man brugte en pengeseddel som fidibus til at tænde
piben med under kortspillet, og så græd han af græmmelse.
Her er så
fortællingen om Valdemar Nielsen, der boede ved det vi kaldte "æ
præjstvej".
Hans Far
var en assistent på Uglev station, hans Mor Ane Væver, han blev født hos en
Moster, og blev der til han var vist 4 år, var hjemme hos Bedstemoderen Sidsel
Væver en tid, men kom så til sin Mor, der var bleven gift og boede i Århus, men
det var ikke så godt, stedfaderen tålte ham ikke, han skulle ud med aviser,
skulle også tigge, og fik bank når han kom hjem og der ikke var penge nok.
En dag han
var ude med aviser som otteårig, besluttede han at gå hjem til sin Bedstemor her
i Serup, han havde lidt penge fra aviserne, og han gik i retning mod Viborg, på
et tidspunkt var han heldig at komme op at køre med en Mand, der skulle næsten
til Viborg, da han nåede Viborg, fandt han kasernen, og de beværtede ham, de
skulle mod Struer dagen efter, og da han fortalte dem at han skulle til Struer, tog de ham med, da
de ikke skulle længere gav de ham penge til billetten til Struer, men dem gemte
han til færgen over Sundet, og gik resten af vejen, til Bedstemoderen, der nær
havde fået et chok, da han ankom, men han fik lov at blive der.
Og jeg
mindes den gamle Smed Niels Husted (Husted smed).
Han var fra
Salling og boede i et gammelt hvidkalket hus, lavlænget, lige nord for de
gamles hjem, der var hygge når han og Bedstefar delte deres krigsoplevelser.
Der var
lergulv i smedien, og den store blæsebælg, som datteren Else trak når der ret
skulle smedes, hans kone var tidlig død.
De passede
også missionshuset, og ved søndagskolen holdt de styr på børnene indtil lederen
kom, det var bl.a. Anders Madsen, der gerne ville fortælle "en bette
trææk" fræ hans drengdav, Peder Ravn der altid var spændende, Lærer
Astrup, samt Helga og Emilie Paludan med flere.
Da Husted
smed fik en hjerneblødning, byggede Else hus og tog sin Far med, han blev rask
igen og gik sin daglige tur omkr. 1/2 km.
og ellers
læste han bibelen, han læste den igennem flere gange han blev over 90.
Øst for det
gamle alderdomshjem, der var bygget hvor fattighuset havde været, for resten
et trist hus med vist nok 3 lejligheder, boede også en smed, klejnsmed, min
Fars fætter Mads Rokkjær, en robust type, lignede Hindenburg, han var gift med
sin kusine Cecilie, opkaldt efter sin svenske Mormor.
Mads var en
fin smed, havde rejst meget på valsen, ikke særlig glad for arbejde, var forøvrigt
på arbejdsanstalten i Ålborg, var til gengæld glad for den billige
brændevin, det var et meget lille hus,
men der blev mange børn. Kommunen lod bygge en smedie til ham i forlængelse af
huset, så han selv kunne tjene til føden, mens Cecilie gik ud og vaskede for
folk, om sommeren gik Mads i fjorden og brejlede rejer, og om vinteren til
ålestang når der var is. Engang gik han gennem isen på udturen, men fortsatte
til aften, uden at blive syg.
Der blev
også sorger. 3 børn druknede ved Serup strand, de 2 var Mads og Cecilies, båden
kom i drift, de sprang ud og kunne ikke bunde.
En søn
kørte med et læs tørv, tørvene skred ned mellem hestene, og han gled med og
blev dræbt.
Mads gik i
fjorden og brejlede rejer om sommeren, og så loddede han transportspande, når
de løb utætte.
Da han blev
ældre, og brændevinen blev dyr, forandrede Mads sig, og blev fornuftig og
hyggelig, og hjemlivet blev godt, han havde et robust lune..
Uglev
Afholdshotel sikken samlingsplads det var, særlig vel efter 1ste verdenskrig.
Svinene
blev leveret i krostalden med hestevogn. Modtagerne for privatslagterierne gav
kaffe i skænkestuen, så der var stort opbud af køretøjer.
Exportkreaturerne
blev leveret om aftenen i krostalden, da var også mange landmænd mødt op for at
se og føle på dyrene, og der var de månedlige udbetalinger fra mejeriet, da var
alle stuer fyldt, og dominospillet gik ved alle bordene. Kaffe, ægpuns,
rødvinstoddy og Cigarer var gevinsterne, og da forretningerne havde åbent
lørdag aften, var der også fyldt på kroen.
Og så de
faste kunder der kom for at slå tiden ihjel, Kr. Jensen Dueholm, Laust
Korsgård, Poul Kallerup, Poul Pedersen, Niels Møller, en tilflytter- Anton
skråtobak og flere, men årene gik, og nye folk med andre interesser og mere
udsyn, og bilerne kom, kroen stod tom til daglig, men den nye sal i Kresten
Villadsens tid og senere i Marthas tid, blev stedet hvor fester blev holdt fra
hele Thyholm.
Jeg mindes
køreturene om sommeren,- der var det årlige besøg hos Frederik Hinge og
Kristiane hvor Mors Moster var, i Barslev, hos smeden i Semb og min Moster
Kirsten, hos Niels Troelsgård og Moster Kåren i Styvel, samt en mindre tur til
Jens Grønkjær i Bjørndal, det var festlig da jeg blev betroet tømmen.
Overført fra Kallebos gamle hjemmeside.