Hvad jeg husker om verdenskrigen

af Martin Gade, januar 1995

Trods den megen uro i Norskehavet, kom det dog som en fuldstændig overraskelse da det om morgenen d. 9 april lød over radioen, på gebrokkent dansk: "Vi gør taleprøvelser, og sådan blev man ved - måske i timevis.

Kl. halvti kom de første kolonner af motorcykler med og uden sidevogne og efterhånden en del flyvemaskiner, mest til transport men også nogle lavtflyvende til at forskrække os.

De der var mest bange, var nok de hjemsendte soldater- fordi- dersom de skulle i tysk krigstjeneste, dette ved jeg fra en samtale med en kammerat der netop var hjemsendt. Der var dog ingen grund til ængstelse i den retning, fordi Danmark straks var udnævnt til Hitlers lille kanariefugl.--

Det første der skete af restriktioner var total mørklægning, så kbm. Lauritsen fik hurtigt udsolgt af det sorte mørklægningspapir. Staldene var ikke noget problem, fordi det var lyst når vi skulle arbejde der. -Hen mod efteråret lavede vi trækgardiner for staldvinduerne af lægter og sække.--Tidligere tiders beskrivelser af fremmede hæres røverier og hærværkvar der foreløbig intet af.

Det var nok værre at bo i Tyskland end her.

Man må forestille sig udsigten til at Tyskland skulle vinde krigen, det var den skræk der sad i os de første 2 a 3 år.Jeg husker : Vi var til sølvbryllup hos Marie og Vorde netop da de tragiske krigshandlinger i Frankrig rasede og Lars Lyng- svoger til Marie og farfar til vor nuværende hærchef- Jørg. Lyng prøvede at trøste os---af andre samtaler med mine venner. Nej, tyskerne kan ikke vinde krigen, fordi krige vindes på havet.---Eller da seminarielærer Hansen var på besøg, og han sagde om venskabet med Sovjet- det må jo briste en gang! og da det brast syntes vi vistnok, vi kunne se lys forude. Da Japanerne senere på året overfaldt Pearl- Harbor var vi først forargede over de fæle Japseres brutalitet, men senere, trods de forfærdelige ulykker kunne enhver se hvem der ville sejre. Her i kanariefuglenes land mærkede vi ikke meget til fjenden, kun dette at friheden var taget fra os, og at det trak i langdrag. Det var næsten værst den sidste vinter, hvor de sidste rester af de besatte lande sultede og frøs og led ubeskriveligt.

Skal man prøve at løse krigens mysterium- krigen hvor alle taber, må vi først tænke på - 1864- hvor Danmark mistede 1/3 af landområderne. Da dette var forbi og de stakkels tapre Jenser vendte hjem turde de næsten ikke vise sig, fordi de blev hånet. Et sådant nederlag er længe om at blive glemt. Ligeså tyskerne efter nederlaget i 1ste verdenskrig havde krigshetzerne let spil, og da Hitler bildte dem ind, at de var overmennesker og at de ikke skulle lade sig besejre af folk der var ringere. Ja, så blev der kræfter til oprustning.

Da Thyholm blev bombarderet!---Tyskerne havde en stor lufthavn i nærheden af Ålborg, hvorfra de kunne beflyve Norge. Denne lufthavn skulle generes mest muligt, så en lille Engelsk eskadre blev sendt over for at bombardere lufthavnen. Forsvaret har muligvis været så stærk, at piloterne har opgivet at kaste bomberne og måtte vende om uden det forventede resultat. For at kunne nå tilbage til England, var de nok nødt til at dumpe bomberne. Det skulle sikkert ske over havet, men de faldt nu over markerne til Bjørndalgård og Overgård.

Bjørndalgårdbomben eksploderede, men det gjorde Overgårdsbomben ikke.

Holger fortæller: Jeg så flyverne, hvordan de pludselig hoppede opad da de lod bomberne falde,- jeg tog min cykel og cyklede op i marken, der var blevet et hul ligeså dyb som en elmast er høj. "Hov, her er farligt og jeg kom hurtigt væk", citat slut.

Da det nu var så farligt, blev der straks etableret vagter på vejene, som førte forbi stedet. Det var kommunens folk som blev sat på jobbet, dels folk fra S.-O. og dels fra H.-L. Vejen fra nord var besat af 2 Hvidbjergfolk, den ene hed i daglig tale P. Uha- jeg kender ikke hans borgerlige navn. Da maskinfabrikant Eriksen fra Hvidbjerg kom cyklende og skulle på arbejde, blev han stoppet som det sig bør, han mente nu nok han ville fortsætte i sit lovlige ærinde, men P. Uha viste sin myndighed, han tog ham i kraven, og Eriksen måtte vende om.

En anden pudsig tildragelse: Niels Bager tjente hos Chr. Riis da han boede i Barslev, og broderen Poul hos Martin Bundgård som nærmeste nabo. De harvede på hver sit stykke tæt op mod banen. Alt imens kom der en engelsk flyver ganske tæt på og lavt, og da den begyndte at vinke til dem, altså med vingerne, ja så vinkede de glad tilbage til englænderen. De kunne jo ikke vide, at han var der for at kaste bomber på banen. Dette blev de klar over, for flyveren fortsatte til et sted syd for Hvidbjerg, hvor bomberne blev kastet ind i banedæmningen skiftevis fra side til side hvoraf nogle exploderede, andre var forsagere, hvad sikkert også var meningen.

Oddesund blev efterhånden et stærkt militært støttepunkt og en stor arbejdsplads for vore arbejdsfolk, de pralede af deres dovenskab og småsabotage af arbejdet, men det var nu den danske stat der kom til at betale hele herligheden. På Elias Kristoffersens mark helt ude ved fjorden byggede Tyskerne en såkaldt lyttepost, med et lille tårn, hvor der var god udsigt til alle sider. Det var vist næsten som et feriophold for disse soldater. Særlig een, "Valther", blev godt kendt af befolkningen,-flinker fyr." Stinne smed solgte en masse gode danske varer til fjenden.

Der blev indrettet et slagteri i ejendommen over for Odbygård. Der kunne Tyskerne få slagtet de svin som N. M. købte op til dem, disse svin blev lavet i pølser, sådan smager det bedst for tyskerne. Nytårsaften blev der malet på husgavlen "slagteri" og "feltmadras".

Ved Vesterhavet byggede Tyskerne stærke fæstninger, som vi kunne se i brug om natten, når engelske flyvere viste sig. De blev beskudt, også med sporprojektiler og belyst med projektører, altsammen som et stort fyrværkeri.

Overført fra Kallebos gamle hjemmeside.