Om 13. april 1945

Her bandt de ham til en vogn i den hensigt, at han skulle gå til Oddesund (ca. 4 km). Han faldt
imidlertid sammen, hvorefter de slæbte ham ca. 500 m til den ejendom, hvor majoren havde kvarter.
Han blev slængt op på en lastbil.
Der var samme formiddag kl. ca. 9,30 sket sabotage mod jernbanen ca. 1 km syd for Gades gård. En
af de posterede tyske jernbanevagter erklærede nu, at han genkendte Gade som den sabotør, han
hævdede at have set kravle op ad jernbaneskråningen, og Gade, der stadig var bevidstløst, blev nu
kørt til Oddesund, hvor han blev holdt under arrest indtil kl. ca. 18,30 uden på nogen måde at blive
set til eller forbundet. Straks da Gade var slæbt fra gården, foretog de indkvarterede soldater
husundersøgelse, hvorunder de stjal forskellige ting, bl.a. 3 armbåndsure.
Kl. ca. 17,00 kom der en tysk politiofficer til gården med ordren: ”Må jeg så se sabotørmateriellet.
Jeg ved, Gade er sabotør”. Fruen og hendes søster, der var kommet til, svarede, at det vidste de, han
ikke var. Officeren foretog derefter undersøgelse både inde og ude samt forhørte karlene, der
bevidnede, at Gade havde været i marken hele formiddagen. officeren meddelte derefter fru Gade,
at han personligt ville køre hendes mand på lazarettet og efter behandling der meddele hende,
hvorledes han havde det.
Da politiofficeren kom til Oddesund med den besked, at Gade ikke kunne være sabotøren, blev
behandlingen straks mildere og mere hensynsfuld. Han blev kørt til lazarettet i Struer, og efter at
have ligget og ventet på operationsbordet ca. 1½ time blev hans skudsår omsider renset, og hans sår
i panden syet sammen. Samme aften sendte politiofficeren besked til fru Gade, at Gade havde det
godt og ville enten blive frigivet eller sendt på ’dansk syge- hus følgende eftermiddag. Næste dag
var Gade i et kort forhør og blev derefter løsladt og kørt hjem i bil kl. ca. 14,00.”
Efter at Martin Gade var taget, frygtede vi, at de ville afsløre ham som sabotør, og derfor gik der
bud til dem, der skulle gå under jorden, at nu skulle de tage af sted. Det var i forvejen aftalt med
nogle unge og ugifte sabotører, at de i en sådan situation skulle gå under jorden, så andre, der blev
taget af tyskerne, havde mulighed for at angive dem. Et hold forsvandt over fjorden i båd til Thy-
siden, og andre tog på cykel nordpå. Da Martin Gade hurtigt vendte hjem, blev de kaldt hjem igen,
og der faldt ro over arbejdet, der kunne fortsættes.

Efterskrift 13-4-1945
D. 25 juni 2016 var jeg til sammenkomst hos Elsebeth og Niels Odgaard.
Der snakkede jeg med Anne-Lis Wegeberg, og hun fortalte om en erindring fra d.13. april 1945.
Hun og fætter Martin (Riis-Jensen) var 7-8 år og på vej til Odby skole, hvor de skulle møde kl. 13.
Da de kom til Odby smedie, så de far (Martin Gade) komme løbende over marken mod Uglev, og der blev
skudt mod ham flere steder fra.
Smeden (Jens Andersen) trak dem ind i smedien for at få dem i sikkerhed!
Der skulle de blive, til det blev sikkert, at gå ud igen!
Lis Wegeberg´s bror, Hermann Wegeberg, var karl på Odbygaard og arbejdede på marken vest for Uglev.
Han så, at der var 2 tyske soldater med en russisk soldat mellem sig, der rettede geværerne mod far, men
russeren lagde hånden på geværløbene, måske for at de ikke skulle ramme?
Måske reddede han fars liv?
Anne-Lis sagde, at det gjorde indtryk på Hermann!
Far blev kun ramt i benet, og det hele endte jo godt.

Christen Gade

Overført fra Kallebos gamle hjemmeside.