Niels Gade
Rim og vers
Min nabo......
Mi nabo Jens Pesen, war en underlig jen,
æ sejjer det, sjæl om han war mi wen,
nu såe, han war aparte å sær,
å han skul wær lidt wanskelig å twær.
Æ tøt han war den dejligste mand,
å han hoj osse en gur forstand.
Nøj en træjring, hår han altid væt,
å hans arbe hår aldrig flydt læt.
"Stellekonsno" war altid hans sej,
men hans bedrift gik den gale wej.
Når anne war færr, skull han te å so,
å når anne skul høst, war hans kur ett mo.
Han høst mæ hylli, det kur der bløw,
å hårr æ blå, når en bløw sløw.
"Stellekonsno", så sinne, så sinne!
Han skull ett ha høste mæ binder.
Men æ tik den gik, å han bløw gammel,
han hoj beswær mæ al hans rammel.
Så en då hørr wi, hans kuen war død,
å han war i den dybeste nød.
De fand ham o æ lowt, han hænn i nøj reb,
han so ingen udwej, da rigtig det kneb.
Han had gin op for liwets kraw.
No bløw de begge lagt i en fællesgraw.
Det war så trist at øwerwær.
er livet da ett anten arbe å besvær?
"jo", den som tror, har et levende håb,
på det, som blew os giwet i vor hellige dåb...
Den gamle Post.
Kræn Nymann war post i en stur distrikt,
han humped afsted, for han døwer med gigt,
Mæ æ kjæp å paraply, han støtted se frem,
å nyhed han bragte te de manne hjem.
At Martin hår send hans kreditforeningspænng,
at Jens ett kan blyw i æ ejendom ret lænng,
at Niels hår fot en rykkebrøw,
å i då war æ fowed wed Kræjsten å skrøw,
å at Ann had fot en brøw mæ herreskrøwt,
så de skal nok gywtes, lig etter æ drøwt.
Å no er Mads bløwen socialist,
kommer den slaw te å råe, hurn wæl det go te sist.
Han snakker å snakker, å æ ti den gik,
po æ turke fæk han æ fødd, det war gammel skik.
Å når han kam hjem, såt han se po æ skomagerstuel,
å arbe en par timer, for å lap en huel.
Manne or gik, å hans wej bløw lång,
sammenlagt æ jower rundt- tow-tre gång.
Da han bløw gammel, å bløw pencionist,
will han ha det godt, po hans daww tilsidst.
Han kjøwt en gyngstuel te å hwil se i,
men hwer gång han wil brug den, såd hans kuen deri.
Æ Hywelbosnejker.......
Som snejker war Jens ett møj bewendt,
a arbe war han heller ett øwerspændt.
Han kun law en hywelbor å lidt pelleri,
men law en kommodo, will han helst wær fri.
Han had wal ett formøj omløb i æ hue,
men han war hels jen så fredelig å gue...
Han had gywt se te æ bette sted,
men så mot han osse ta Inger med.
Å hun war gal så det war grow,
han mot ett kom ind i æ stow.
Nej, han kun sid ud po æ køkkenskammel
heller osse i æ wærksted mæ al hans rammel..
Hun skjældt ham uker, for en å en stuker,
å no mot han heller sik å kom uker.
Jens han grynter å war slet ett gall,
han gik i æ mark å wanne æ kall...
Der gik manne oer, å Jens bløw gammel,
han kun ett wal hold po æ skammel.
Men så en då ga Jens se te å dø,
så kun hun sejl hinne egen sø.
Å da bløw hun så glå wed ham tilsidst,
do war så gue bette Jens - det her er trist.
Men Jens hør det ett, for han war død,
å imens lå æ kat i Ingers skød.
Som sagt kommer en uheld sjældent jenne,
det mot Inger så sørgeligt bekjenne.
Æ kat den døe, å den holdt hun å,
det war en uoprettelig skå.
No war hun enk å jenne i æ sted,
Men no tøt hun at det war et frygteligt sled.
Æ mund had hun ett tawt, å hun klawe se slem,
æ høwder skul sæles å det all fem,
så hun kun boj te æ arbe i æ mark,
å i høst ku hun fo en gammel knark.
Sørn gik æ tik, å hun war se sjel te besvær,
hun war osse wed å blyw folkesky å sær.
Hinne rengøring drøw hun ett så widt,
så hun war lig we å go te i mog å skidt.
Men så kam hun po æ syghus å bløw wasked ren,
men det mo nok ha wæt for sen,
for hun wil ett ta te se å fødd,
å så gik hun hen å dødd........
Rasmus Tækkemand...
Rasmus war tækkemand a den gammel slaw.
som tækker kun han alid fo nok å law.
Dengång war alle huss tat med stro,
anne slaws tågg war ino ett hætpo.
Om æ winter snor han en masser siim,
å somti lawed han osse en liim.
Om æ sommer lå han po æ hus å tat,
en dreng stow derunder mæ æ nol å rat,
enten rat han for nejle heller osse for høtt,
å spurg han se for skul han hold hans bøtt.
Æ dreng samlet spindelvæv po hue å krop,
men endelig fæk han lært å stik æ nol ret op.
Rasmus bløw lidt mer medgørlig å flink,
no hår æ dreng da fot lær å tink.
Han skal såmænd nok blyw te nøj mæ æ tik,
ja, ja læ wos no wint å sik.
Ja, Rasmus war godt kjen rundt omkring,
å han hår tåen så manne sting,
men jen ting kun han aldrig lii,
dersom nuer prøwwer å kravl op i æ stii.
Han hår alid wil wæt jenne po æ tååg,
ingen skul kom å træk en stro tebåg.
Ja, Rasmus hår altid løwwet høt po stro,
sjæl om han ett mer in æ føe kun fo...
Josef Temmermand...
Josef war tømrer i Hellerø by
et sted derned i det sydlige Thy.
Det war i de gue gammel daww,
da en tømrer kun klår se mæ en skaryws å en saww.
Han kun flæk en støk tre å dannen till,
å tap det sammen, som han sjæl det will.
A gammel tre kun han hugg en hus så ny,
å nowwer står ino derned i Thy.
Han war ett så pellen, å lidt drelworren i sind
å folk wil helst ett ha ham i arbe derind,
men ude kun han law nøj, der war ret kjøn,
æ mol tow han mjest etter øwensjøn.
Å mæ æ skaryws, æ høwl å æ saww,
kun han altid fo nok å law.
Han war en bette bredskuldret mand,
i hans ansigt danned hageskæg det nederste rand.
Der war humor i hans blik å godt humør,
a han kun snår law en trillebør.
Fræ æ suel stow op te æ suel gik ned,
arbed han troligt i sit ansigts swed.
Hans dawløn war tow kroner om æ då,
å så kun æ kredit enda i årevis stå.
Da han bløw gammel å æ håndlag bløw for ring,
han åbnt en butik, å handled mæ manne ting.
War hans kår end smo, han war tefreds deri,
han wil for offentlig hjælp wæ fri.
Kun wi no spør ham, om de war tifreds,--
de der begynn omkring attenhundrede og treds.
Overført fra Kallebos gamle hjemmeside.