Mit barndomshjem
af Dagmar Sofie (Tutte) Gade
5
af vi små sad for urolig ved bordet, blev man sat om i hjørnet mellem far og Laurits, - der var
der ingen udfoldelsesmuligheder. En overgang blev Emil nu sat ned i tørvehuset, hvis han var
for livlig, måske fordi der på det tidspunkt har været en fremmed forkarl. Emil syntes selv, det
var meget uretfærdigt; han var jo aldrig slem, kunne bare ganske simpelt ikke sidde stille.
Selvfølgelig måtte der være diciplin ved bordet, de "fremmede"
karle og piger skulle jo også kunne være tjent med det.
Laurits var omtrent jævnaldrende med Else Krabbe, og de var gode venner. Det lå vist i luften,
at de skulle ha' hinanden.
Jeg har ladet mig fortælle, at Else blev helt ulykkelig, da Laurits, mens han var karl i Børkop,
blev forlovet med Anna Kring, og at Laurits havde skrupler af den grund. Men Anna var ikke i
tvivl, hun ville have Laurits, og i bryllupssangen skrev Fætter Uffe bl.a. Friede mon han til
hende eller hun til ham?
Laurits købte så Lyshøj, hvor de boede næsten til deres dages ende.
13/10-1905 fik de Signe, og den dag havde jordemoderen travlt,
for i den anden ende af byen kom en dreng til verden. 6 år senere kom de begge i Odby Skole,
og da de var 12 år, blev de nærmeste naboer, da Kr.Krabbe giftede sig med Peters mor.
To år senere blev de begge konfirmeret i Odby Kirke, hvor de forøvri gt også var døbt samme
dag.
Mødre har sommetider mærkelige
forudanelser, og det siges, at vores mor
havde særlige evner i den retning. Far
fortalte mig mange år senere at mor
engang spontant udbrød: "Åh, når Signe
og Peter engang får børn, så skal jeg
rigtig knuse dem!"
Da havde far aldrig tænkt på, at det skulle
blive Signe og Peter, og de blev først
forlovet efter, at mor var død.
Signe med Tutte og Emil
Signe var født med det man kaldte
6
"klumpfod", hviket vil sige, at en sene på indersiden a f anklen er for stram, så foden bliver
trukket indad. Det blev hun som lille opereret for, vistnok i Ålborg. Da hun som ca. 28 -årig
blev svag i benene, troede man først, at det var en sen følge af barndommens skavank. Hun
havde om sommeren flyttet køer og trådt tøjrpælen ned med foden, og det havde nok været for
strengt. Der blev også fablet om tuberkuløs seneskedebetændelse. At det var dissemineret
sclerose, blev konstateret meget senere. Man kaldte det også. "Den glemte sygdom."
Signe blev barnepige for Holger og mig; når hun havde puttet Holger i seng, og blev liggende
hos ham til han sov, lå han og holdt i hendes ene øre, så den en overgang var helt rød. Signe
var utrolig rar, og hun blev reservemor for os, da mor var død, da var Maren gift. Det varede
kun to år, så var Signe også gift; men heldigvis for os kom hun til at bo ret tæt på, og vi
elskede at besøge hende. Det blev fast regel, at Elly og jeg kom derop Mandag efterm., så
hyggede vi os med håndarbejde.
Signe og Kirstine fik omtrent samme form fo r "uddannelse" som Maren: de lærte at spille, at
sy og lave mad. Og alle søskende, undtagen mig, fik et ophold på Højskole eller
Landbrugskole, eller for Ellys vedkommende Barneplejeskole. Da jeg blev konfirmeret blev
jeg fast ugehjælp hos Signe, jeg gjord e "Lørdagsrent" i hele huset, og bedst af alt: jeg passede
Jens Erik når de skulle i byen. Jeg har aldrig fået en rød øre for arbejdet, selv om rengøringen
var et slid; men jeg skænkede heller aldrig en tanke, at jeg burde have det. Der var heller ikke
noget, der hed lommepenge dengang. Man fik jo hvad man skulle bruge; mad og de
nødvendige klæder. Fritidsfornøjelser ne var i reglen gratis; måske gav man et par kroner pr.
vinter for gymnastik, - de gik til at betale salen, lederen arbejdede altid gratis. Dre ngene gav
nok tilsvarende for fodbold om sommeren, der blev jo lejet en græsmark.
5/5-1908 blev Peder født, - et lille "skravl" på 5 pund, som var så svag, at ingen troede, han
kunne leve. Hvor må mor have været bekymret! Men han kom sig og blev en stor og kraftig
dreng.
Han kom med i det første hold spejdere, og gik meget op i det. Jeg husker hans sølvplader for
at gå 25 og 50 km.., de blev opbevaret i et rum i sybordet. Han blev en dygtig landmand, men
blev kort efter sit bryllup med Katrine ramt af alvor lig sygdom, vistnok en hjerneblødning, og
ikke længe derefter blev han ramt af et lyn, eller rettere af lufttrykket fra et lyn, som dræbte
Niels Skjærbæk "Karlen", han stod på Vognen, og var således det højeste punkt. Peder blev
slået bevidstløs, og pådrog sig en hjerneskade derved så at han blev epileptiker.
På det tidspunkt havde de "Futtrup", en dejlig gård ved fjorden i Heltborg, overtaget efter
Niels og Maren, som nu boede i Skjern. Periodevis var han så dårlig, at det blev for belastende
at have så stor en gård, så "Futtrup" blev solgt, og de købte "Den gamle kro" i Ydby.
Så var der Kirstine, født d.19/8-1909.
Overført fra Kallebos gamle hjemmeside.