Landsbyen Odby og dens slægter
To udgaver af samme fortælling
Det gik ellers godt nok med at konerne selv kærnede ders smør. Den arbejdskraft var gratis, og de dygtigste koner fik den højeste pris hos høkeren. Så når karlene skulle have fundet sig en kone spurgtes der :Er hun god ved kærnen? Og er hun god til at malke.--Men nu havde en mand slået sig ned som noget de kaldte Mejerist. Han hed Ludvig Pedersen. Han købte sig en flad vogn. og en hel masse store spande med øre i begge sider, ingen havde set sådanne spande før. Når de blev fyldt op vejede de 80 pund. Så kørte Ludvig rundt til gårdene og købte deres mælk. Når spandene var fyldt op, kørte han hjem til sit lille mejeri hvor han havde noget de kaldte en centrifuge---Et underligt navn--- På den kunne han skille fløden fra mælken i løbet af en studs---Hekseri---Turen skulle formodentlig køres nok engang for at få solgt skummemælk og kærnemælk. Efterhånden begyndte nogle af de mere dygtige landmænd at snakke med hinanden om, at ham Ludvig tjente da vist for meget, og at altså bondemanden fik for lidt.
Maltinus Villadsen fik nu kaldt sammen til et møde for at købe mejeriet af Ludvig.
Nu er det så heldigt at Falck-Rønne har beskrevet et sådant møde, som han overværede som dreng. En hel række sad side om side under vinduerne. De sad ganske stille, foroverbøjede med hænderne mellem deres knæ, sugende roligt på deres piber.---Ordene der blev talt, syntes ikke at gøre større indtryk.--- Men da man kom til enkeltheder, og der blev nævnt summer, skete der en svær forandring med dem,--de begyndte at svede. De tog af og til huen af og purrede sig i håret som for at lufte hovedet, de kløede sig bag øret, og--- hvad der var det mest talende---piberne gik ud, og de glemte at tænde. De fleste havde vel penge på kistebunden, i al fald var gårdene ikke prioriterede, og disse summer gik dem på livet løs, det rørte deres inderste. Naturligvis ville de gerne være med at tjene mange penge- men risikoen bette venner!!!
Endelig var der een der talte: Æ vil eet´ vær’ med; for hudden ka’ de find´ redelighed i, om det er mi peng’ eller ajer’ djer’ peng’---om det er mi´ mjælk eller mjælk fra en ajen si gor? På samme tid skriver Kr.Krabbe, det var i 1888, at hans far, der da boede i Hellerød, havde meldt sig til mejeriet i Barslev, men fortrød og meldte sig til Ludvigs mejeri. Det blev så købt og kom til at hedde “Godthåb”- det var et godt navn.--
Trods navnet kom det til voldsomme stridigheder om mælkeruter og ikke mindst om mejeribestyrer. Om bestyreren straks!!! Ludvig skulle fortsætte driften som bestyrer, men ham røg man hurtig uklar med, og han blev afskediget, og en N.Chr.Jørgensen blev ansat, ham kunne ingen rage uklar med. Han giftede sig med sin mejerske og de blev ved i 40 år.
Da gamle Jørgensen skulle gå på pension kom den hårdeste krig i mejeriets historie. Jørgensens søn Ejnar var særdeles godt lidt blandt alle, men mange bønder mente ikke, at han var dygtig nok. Det var bestyrelsen der skulle vælge mejeribestyrer, og der var een stemmes flertal for en fremmed ansøger.
Nu krævede en kreds af andelshavere bestyrelsesvalg. Det blev samme resultat- een stemmes flertal for Ferdinand Jørgensen Den krig sad i sindene i mange år. Niels Lousdal fik endda øgenavn ved samme lejlighed. Han syntes den nye bestyrer skulle være -Up-to- da-te. så hed han uptodatemand.
Tilbage til 1921 -en skøn forårsdag blev der ildløs i det gamle mejeri, det var svært heldig, for det trængte nok til renovering, og nu kunne vi endelig få et enkelt bad om vinteren a.25øre ca. og et frysehus blev der også installeret.-- Det var nu ellers sjovere ved det gamle mejeri, for da blev mejeristerne sendt ud til dammen og skære isklumper til sommerbrug, disse isklumper var gode at sejle på. Men på den anden side ødelagde de jo også vore skøjtebaner.
Det var dog også uheldig med den mejeribrand. fordi transportmidlet dengang var heste, og den eneste mulighed var mejeriet i Hvidbjerg. Der var fuldt optaget af deres egne leverancer om formiddagen. Så fik “Godthåbs” leverandører lov at få mælken behandlet om eftermiddagen. Det var hårdt at være mælkekuskehest den sommer. Nævnes skal et par markante personligheder fra disse dage.
:Mælken fra Mads Madsen Helleriis var nok blevet lidt for sur, så den blev sendt tilbage uden at være skummet. Den blev sendt til mejeriet dagen efter med beskeden--- “Mælken skal skummes”-- Mejeribestyrer Hald var lige så stejl som Madsen. Der blev sat en seddel på spanden ”Mælken skal ikke skummes”.
Efter som havet åd sig ind i landet fra vest, der var efterhånden forsvundet 8 byer ud for Agger og Harboøre Røn -Toft- Øster Agger-Vester Agger-Nør Ålum- Sønder Ålum-.
18/5 1814 forsvandt Nabe og Bolm. Derfor flyttede mange af indbyggerne over på denne side af Limfjorden.. Blandt disse var Søren Flyvholm Råby og Jens Nielsen Hvas kaldet Jens Rytter. Disse to havde en oplevelse ude på fjorden som der gik frasagn om i mange år, nemlig da Jens reddede Søren fra druknedøden. Denne hændelse har jeg fortalt om tidligere.
Her skal fortælles om, hvordan det gik til at Gertrud Flyvholm Lauritsen blev stammor til Riisslægten fra Uglev.
Overført fra Kallebos gamle hjemmeside.