Kallebo Sommerhus

Peter Dahlgårds erindringer

Afskrevet af Martin Gade, 1995

Bedstefar
havde købt en ejendom med ca. 4 tdr.bsdl. samt noget forpagtningsjord, der
kunne vel fødes et par køer og nogle Får, han havde før sagt at en ejendom til
een ko ville han ikke nøjes med, men det syntes hans mor ligefrem var
bespottelig snak.

Han havde
forhørt sig i Dalgård om hjælp til ejendomskøb eller måske arveandel, men havde
fået afslag, og det gav kulde for eftertiden, han svor, at om så bjergene slog
revner, skulle han aldrig nogensinde komme der efter hjælp og det overholdt
han, han tog arbejde ved hvad som helst, sejlede bl.a. tørv til Serup strand
fra Toftum, også så langt hen på året, at han brækkede isen ved land med sine
bare ben, og Kirsten måtte ud langs diger og veje og bjerge græs og nælder til
køerne.

I 1859 blev
min Far født som eneste barn.

1860 var
høsten besværlig og lille men endelig blæste det op en aften, og i den mørke
aften fulgtes de ad i marken og tog drengen med, nu skulle båndene skæres på de
spirende neg. Drengen blev lagt i læ ved en skok, hvor han skulle sove, men da
de skulle hjem, var han borte i mørket, men efter nogen søgen fandt de ham.

1863 solgte
de ejendommen til "Thamas Kræn" og købte en måske lidt større ejendom
i Odby,- men så kom 1864 og Bedstefar sammen med 11 andre fra S. O. Kommune
måtte afsted- bl.a. Anders Gadegård, Serup - Poul Kristensen, Serup.- Kræn Lausten, Odby.- Poul Kræn,Uglev.- Niels Kr. Krabbe,
Hellerød- og Lars Ravn,­Hellerød. Samt een af Bedstefars brødre.

De andre
navne kendes ikke. Da de gik fra Odby var der een af dem der vendte sig om, og
så sig tilbage, en gammel kone sagde: Ham der vendte sig kommer ikke tilbage og
det slog til, en mindeplade over ham findes i Odby Kirke.

Bedstefar
blev Forstærkningsmand ved 11 regiment 8 kompagni nr. 111 og kom så tidlig til
Danevirke, at han var med i tilba­getoget til Dybbøl, de fik hverken vådt eller
tørt, kunne skrabe lidt sne af formandens tornyster til at dæmpe tørsten. Ved
Sankelmark måtte så 11 og 1 regiment prøve at sinke prøj­serne, så hovedstyrken
kunne nå Dybbøl, det blev til kamp på bajonetter, og tilsidst brugte 1 regiment
kolben,- men også de nåede Dybbøl.
Bedstefars breve er godt skrevet. Bedstemor måtte have en nabokone til
at skrive for sig, det fik hun nemlig ikke lært. Når hun i sin tid fik et
fårelår, smør og æg med til degnen, så han stort på lektierne, hvorimod degnen
i Odby Skole altid var parat til at banke så megen lærdom i børnene som mulig,
det blev måske til mest lærdom til dem der ikke kunne komme med foræringer.

En dag kom
våbenhvilen, og de ældste blev sendt hjem midlerti­dig der iblandt min
Bedstefar, men Prøjserne var ikke bedre at stole på den gang end senere, de
brød våbenhvilen, og kom også til Odby. De danske soldater, ihvert fald nogen
af dem, havde fået foræret islandske trøjer, og dem fik de med hjem.

En morgen
var Bedstefar gået i søndermarken med leen på nakken, og i islænderen-- der kom
en tysk soldat og ville tage ham til fange og truede ham, Bedstefar lagde leen,
for at vise han var våbenløs, og så løb han mod odby til det tyske
regimentskvar­ter, men tyskeren smed leen efter ham, så Bedstefar måtte springe
over den. Da han nåede kvarteret i sognefogedgården stod han af gammel vane ret
og præsenterede sig, men efter den optræden troede tyskerne der, hel bestemt,
han var dansk soldat, de troede hel bestemt sikkert nok at der var en dansk
styrke heroppe.--Tyskerne var også ude efter heste og køretøjer, men så vidt
mulig, var alle de unge Heste gemt bort på afsides steder. Da regimentet drog
sydpå igen måtte bedstefar med som fange på en vogn, med en soldat både for og
bag med bajonetten på, dog ved Sundgården tjente en tysk pige, og hun kunne
bevidne, at han var hjemsendt som civil, og han var atter fri, men pigen kunne
også genkende den tyske soldat, som een hun var blevet voldtaget af nogle dage
før. Afstraffelsen kom omgående, der var en omgang rotting, altså piskning, i
ovrværelse af pigen.

Soldaterne
fra Odby havde oplevet bombardementet af Dybbøl skanser, hvor de huller de
fyldte med sandsække om natten, blev jævnet af granaterne dagen efter, jeg
mener også bedstefar var med da General de Meza blev skudt.    De Meza sad på sin Hest og ledede slaget,
da han råbte til sin adjutant: Gi mig din Hest min Hest er skudt, og noget efter
var han selv ramt, og han sagde til sin næstkommanderende: General du Plat. Nu
må de overtage kommandoen, jeg kan ikke mere!

Han var
vistnok ved Vejle, hvor hans deling var næsten om­ringet, og en ordonnans kom
og befalede: Retirer! men officeren meldte tilbage: Retirere. Retirere det er
satan gale mig umulig. Og de holdt stand til aften, da kom de igennem og meldte
sig til kvarteret, med ordene: Kun een mand let såret, da blev der råbt bravo
for dem.

En dag lå
de i dækning med Tyskerne overfor, også i dækning, alt var roligt, kun en tysk
-?- red på sin Hest frem og tilbage foran sine folk,- da blev fristelsen for
stærk, måske også mordlyst, for Kræn Lavsten fra Odby, han fik geværet listet
frem over dækningen og ramte Officeren ved første skud. Vores Officer sagde til
ham: Vogt dig du gamle, nu bliver det dig først igen, men det kom nu ikke til
at passe.

Bedstemors
eneste Søster var svagelig, og fik ophold hos sin Søster de sidste år hun
levede, min Far arvede vist 1800 rigsdaler efter hende.

Fars bedste
legekammerat var Kræn Villadsens Niels og Kræn Laustens Laust.  Far var sen til at lære at snakke rigtig. En
dag lovede Trine Villadsen ham en pæn kop hvis han kunne sige - smør- endelig
fik han vendt munden rigtig, og fik koppen, som han skyndte sig hjem med i det
han råbte: Muer no ka æ sej "sør".

Overført fra Kallebos gamle hjemmeside.