Besættelsen
De snakkede om gamle dage:
Hartvig havde fået nys om, at en troppetransport var på vej sydpå.
Han henvendte sig til Krabbe, men han havde gæster. - Snak med Laurits Mikkelsen sagde han.
Laurits var straks med på, at der skulle gøres noget, og samme nat blev et sporskifte ødelagt ved at
sprænge noget der blev kaldt et hjertestykke.
Næste dag blev der sendt bud til smeden, om han ville komme og reparere sporskiftet!
Det tog meget lang tid, at få det repareret!
Hartvig fortæller:
Et par "høje herrer" fra DSB i Struer, var kommet for at se på ødelæggelserne. Den ene af de høje Herrer
sagde:
"En ville endda gerne have vidst hvem der gjorde det her! En ville have trykket ham i hånden!"
Hartvig mente, at kunne se, at det rykkede lidt i Laurits smeds lattermuskler!!!
Sv. Aage Espersen arbejdede også ved banen.
Af en eller anden mærkelig grund, var værktøjet nogen gange blevet helt væk, når banen skulle repareres!
Den vigtigste opgave for grupperne var nok modtagelsen af våbennedkastninger: (Vis faldskærms sæk og
håndgranater)
H. C. Toft fortæller:
Den mest dramatiske nedkastning på Thyholm fandt sted nytårsnat 1944/45, fordi ingen havde ventet en
nedkastning nytårsnat. Jeg deltog ikke i den, da jeg var til familiebryllup i Thisted og var uvidende om, at
der var kommet særmelding til os. Efterfølgende skildring af forløbet bygger på de oplysninger, der blev
givet på mødet på Bjørndalgård den 9.2.1984.
”Da det var nytårsaften, var mange taget på besøg hos slægt og venner, så der opstod store vanskeligheder
med at få et hold sammenkaldt. Peter Jensen fortalte, at han var gæst hos Ejnar Krabbe. Da Krabbe havde
hørt særmeldingen, blev der sat gang i alarmeringen, og det lykkedes at få et hold sammensat, men det
blev nødvendigt at medtage enkelte, som ikke tidligere havde deltaget. Andre fortalte, at de, da de var på
vej mod nedkastningspladsen, mødte folk fra Hvidbjerg-gruppen, der meddelte, at det var nødvendigt at
aflyse, da chaufføren Chr. Thomsen ikke var på egnen, og der således ikke var mulighed for at bortkøre
containerne med vognmand Plougmanns lastbil.
Uglev-folkene var af en anden opfattelse. De mente nok, det skulle kunne klares på en anden måde. Nogle
gik derfor i gang med at finde en anden lastbil og en anden chauffør, mens andre sammen med Hvidbjerg-
folkene tog til nedkastningspladsen for at være parate, når flyveren kom.
Selve nedkastningen gik perfekt efter reglerne, men det varede mange timer, inden en lastbil dukkede op.
(På cykel til Uglev)
Det var vognmand Stokholms fra Uglev med en af dennes chauffører, Møller Søndergård, ved rattet.
(Fyres op i gasgeneratoren)
Tidsmæssigt var det den aktion, der tog længst tid inden for Ejby Nielsens distrikt. Nedkastningen fandt
sted kl. 2,00 så det blev sent eller rettere nytårsmorgen, inden holdet kunne trække hjem.
(Per´s barnedåb)
Pladsen ved Grønholme var blød og lavtliggende uden de bedste frakørselsforhold så nedkastningsstedet
blev flyttet til Overgårdsmindes marker.
Efter nedkastningerne blev containerne bortskaffet – ingen ved hvorhen-.
Faldskærme og våben blev midlertidig gemt hos Kr. Møller i Ballegaard.
Våbener blev senere i nattens mulm og mørke renset og samlet, og pakket i kasser, for senere at blive
sendt til modtagere i Thy, på Mors og Sydpå.
Hartvig Pedersen var behjælpelig med, at få det smuglet med toget fra Uglev station.
_______
Den 13. april 1945 skete der også noget, som også gjorde indtryk på mig.
De var lige blevet færdige med at køre møddingen ud på marken, Pe Degn (Peter Kristensen) og far spredte
møget, mens Anton Gadegaard pløjede det ned.
Så hørte de et brag.
Overført fra Kallebos gamle hjemmeside.