Aal fra Hellerød

- 3 -
ste afsætning, men der var også andre
store aftagere såsom hoteller, kroer,
større gårde og enkelte andre.
Når turen skulle starte, blev vogn og
seletøj grundigt efterset. Hesten fik nye
sko, og der var i det hele taget mange
ting, der skulle ordnes, inden »manden«
tog hjemmefra.
Rejseruten gik over Oddesund - Hol-
stebro - Herning og Silkeborg. Silkeborg
var første salgssted undervejs, og »Hotel
Dania« lige overfor torvepladsen var fast
bosted hver gang.
Derfra gik turen til Salten, hvor der
førhen blev holdt store markeder, og
derfra videre over Ry til Skanderborg, og
så til Århus, hvor der var fast station på
»Løgten Kro«, hvorfra der ikke var langt
ind til torvet i byen.
Videre gik turen til Odder og Hor-
sens, og sidste handelsplads på ruten var
Bjerre ca. 10 km syd for Horsens, hvor
der blev boet på kroen, der jo ligesom
andre kroer dengang havde rejsestald.
Vognen, der blev brugt til turene, var
en slags arbejdsfjedervogn, der altid blev
benævnt som ålevogn, skønt den da også
blev brugt til almindelig kørsel derhjem-
me, når der var brug for det.
Den var forsynet med forskellige jern-
beslag, således at der kunne påmonteres
sider, luger og dæksler, hvorved der
fremkom en rummelig fastmonteret kas-
se, der kunne aflåses ved hjælp af nogle
jernstænger, der gik igennem.
Ålene blev pakket ned i lag med store
ark pergamentpapir imellem. Det var jo
begrænset hvor meget der kunne pakkes
ned i vognen hjemmefra, og da turene
varede ca. 3 uger, og afsætningen som
regel var god, kunne det medbragte
kvantum af ål ikke nær slå til, hvorfor
der til forskellige pladser og markeder
blev sendt ål hjemmefra pr. bane, ned-
pakket i fiskekasser.
Det kunne godt være anstrengende at
køre sådan en rute igennem, idet det ofte
var sådan, at skulle de forskellige mar-
keds- og torvedage tilgodeses, så måtte
der køres om natten, og vejene var man-
ge steder - især igennem skovene - af en
dårlig beskaffenhed, så det krævede man-
ge timers nattekørsel.
Hjemmefra blev der medbragt en
meget stor, og meget hård stoppet, sæk
hakkelse samt en lille sæk havre, som var
anbragt på vognen ovenpå dækslerne.
Foder købt undervejs faldt ikke rigtig
i hestens smag eller lugtesans; det skulle
helst være hjemmefra.
Det var let at være kusk, for hesten
kendte efterhånden vejen lige så godt som
han.
Der blev ofte lavet byttehandler med
andre varer, og mange gange var vognen
ved hjemkomsten ligeså fyldt op med va-
rer som ved starten hjemmefra.
Det var ting og sager, som der her på
egnen var mangel på, og som så blev
videresolgt her.
Der var mange kasser frugt med hjem
nede fra Horsenskanten samt store porti-
oner langt damehår, pakket i lange,
smalle lærredsposer, købt ved frisørerne
i de store byer østpå.
Dette hår var meget efterspurgt af
fiskerne, som blandede det med det
uldgarn, de strikkede vanter af, hvilket
bevirkede, at vanterne blev vandskyen-
de. Det blev særligt brugt til »stang -
vanter«. Poserne med hår blev hængt op
på loftet under hanebjælkerne, så musene
ikke fik mulighed for at slå bo i det. Det
blev ikke tolereret, at nogen kaldte va-
ren for »kvindehår« eller »kæl lingehår«.
Det blev med megen alvor korrigeret
til »fruentimmerhår«.
Det skete også, at der var en plag eller
et føl eller begge dele bundet bag efter
vognen ved hjemkomsten - så havde der
jo nok været godt køb på et af markeder-
ne.
Også nye ideer og driftsmetoder kun-
ne tages med hjem østfra. Niels Gade
var således den første på egnen, der be-
gyndte at dyrke rodfrugt; noget, han hav-

- 4 -
de set og lært i Østjylland, hvorfra han
også hjembragte en lille håndtrukket så-
maskine til formålet.
Selvsagt har der gennem tiderne været
mange forskellige heste i brug til denne
kørsel, men da forretningen blev indstillet
i efteråret 1913 var Niels Gade 80 år og
hesten var 23 år, og de havde begge været
med helt fra deres ungdom.
Det var ikke efter Niels Gades egen
vilje eller lyst, at forretningen blev ind-
stillet, men udelukkende som følge af
hans kones o g børns ønske, og det var
Niels Gade meget imod, at hans søn og
efterfølger på gården, Peter Gade, ikke
ville fortsætte hermed, idet arbejdet ikke
var ukendt for ham, da han flere gange
havde kørt turen, når faderen havde
været forhindret.
Efterhånden som tiderne forandrede
sig, blev der også større risiko ved at fær-
des på landevejene om natten.
Efter en god markedsdag kunne der jo
godt være en del penge på lommen, så
det var en fast regel, at der så vidt mu-
ligt daglig pr. postanvisning blev sendt
penge hjem.
Det var som nævnt meget nødigt, Niels
Gade holdt op med den specielle forret-
ning, som han igennem et langt liv havde
udført redeligt og dygtigt.
Det havde igennem et virksomt liv gi-
vet ham og hans familie økonomisk
hjælp, og hans vennekreds i »æ Øster-
land« var stor og holdt ved til hans død i
1920. Da var han 87 år gammel.
Chr. Gade
Vibevej, Hvidbjerg
Kappelgård i Hellerød, vinteren 1939.

Overført fra Kallebos gamle hjemmeside.