Peter Dahlgårds erindringer
Afskrevet af Martin Gade, 1995
Søndagssejladsen
med færgen om sommeren var også hyggelige. Første sommer vi var gift, var vi
sejlende med Ole og Maren i motorbåd til Venø. Ole måtte bære den over 100 kg.
tunge Maren i land fra motorbåden.
Og så
kommer jeg i tanker om huset her. For 100 år siden jævnede man en byggegrund
ved at grave ned, hvor der var for højt, i stedet for at fylde op hvor der var
for lavt,- der var ingen sokkel, men en fyldgrøft fyldt op med agersten.
Indretning
var fra nordøst et sengekammer med murstensgulv.
-Fugtig kold -mod syd storstuen, der ikke var
så stor, vist lergulv i mange år. Der stod Fars skab, Bedstefars skab, Mors
dragkiste, og Bedstemors dragkiste samt en kiste med buet låg til sengetøj, det
hele kom ud når der skulle være begravelse og til mine forældres sølvbryllup.
Da jeg fik min ny cykle blev den hængt til loftet hele vinteren, den kørte man
ikke på i regn og pløre. Så kom forgangen med murstensgulv og bagved
spisekammeret med adgang fra køkkenet forbi bageovnen.
Dernæst mod
syd,- det vi kaldte dagligstuen, men reel var gæstestue, med langbord og fast
bænk ved 3 sider og med Luther og Melangton over hver sin bænkeende, men ingen
kakkelovn, bagved var bageovnen, vistnok stengulv, så opholdsstuen med de to
alkovesenge med forhæng for, der kunne man få middagssøvn uden fluer, der var
bilæggerovnen med indfyrng fra køkkenet, sandstrøet lergulv indtil jeg skulle
til at kravle på gulvet, så blev der bræddegulv, jeg skulle ikke kravle i
sandet, det var galt nok med de to spytbakker een ved hver bordende med papir
og sand, i den ene harkede man, man kunne ikke spytte på bræddegulvet, den anden
var til de tobakskrående gæster, og den kunne de snart fylde. Alkoven var der
ingen bund i, kun et godt lag kampesten små og store, og så et godt lag halm,
altså rughalm, der blev redt op hver aften, og så jo da underdyne, ulden
"hølsklæ" og en god tyk overdyne, hjemmevævet og lagen, og godt med
hovedpuder, man lå højt med hovedet. Der kunne blive en værre kraslen, hvis der
kom mus i halmen.
I køkkenet
havde der været åbent ildsted med stor åben skorsten, mens jeg kan huske kun en
lem der skulle væk, når der skulle fyres i den store ovn, så gik røgen den vej,
fyring med mindre godt brændsel, gav jo blank sod i skorstenen, og med
mellemrum gik der i blæst ild i soden, så kunne flammerne til tider ses ovenud
af skorstenen, som f.eks. en juleaften i snestorm, vi havde været i kirke, og
så skulle suppen være varm i en fart, mærkeligt at gnister ikke fængede i
stråtaget.
Loft i
køkken var brædder, kulsorte af røgen fra det åbne ildsted. Der var da
selvfølgelig ingen afløb fra opvask, det skulle bæres ud, der var også
stengulv, klinker, det var fodkoldt.
I
spisekammeret var saltkarrene til flæsk og fårekød, lergryder til saltet ål,
saltet torsk, saltet and,- der var selvforsyning.
I bryggers
var der simpelthen brolægning af det man kaldte piksten med afløb ud til
stalden, og indtil 1920 var der fodring af dyrene med halm og lignende fra
laden gennem bryggers og ind i stalden, så det kunne gøres nødig med en stiv
kost.
Så var der
også dør til et lille hønsehus, med 30-40 høns men kun plads til 20 og kun et
lille vindue, i streng vinter, hvor de ikke kunne komme ud blev bagdøren låst,
og så blev der lukket op for dem ind til et hjørne af bryggerset, der var
spærret af, så var der plads til at æde og drikke.
Brønden
"æ kjæld" var uden for bagdøren, og det var med kjældhus over med
kjældspand og vindbom, der fik man jo fortalt som barn, at man endelig ikke
måtte røre æ kjældhusdar for der var en bussemand nede. Det var jo også farligt for et barn..
I lune
sommeraftener sad min Bedstefar på et par brædder og kjældhuset som ryglæn, og
Far på låget af vandtruget og nød aftenen, mens Mor malkede ved 9tiden, det var
jo kvindearbejde, og så stod den på nymalket mælk og rugbrød til nadver.
Forresten,
juleaften fik vi altid suppe til aften, senere kaffe, og spil om nødder, intet
juletræ, men juleevangeliet og sang og så til nadver kogt torsk med sennep,
ikke så mærkelig jeg en aften som barn sagde, at det var første gang, jeg havde
fået det jeg kunne spise, da har jeg nok været godt spilet ud.
Et par
beretninger: En vinter da der var en
masse snekastning, der jo var pålignet efter hartkorn, (det var da Bedstefar
boede i Odby.) Bedstefar var ved aftenstid gået om til Kr. Laustens, de var
ikke færdig med fodring, Kr. Lausten råbte "gid fanden havde al den
sne!" Bedstefar replicerede: Lad ham tage der har sendt det! Da smed Kr. Lausten en stor træklods efter
ham i arrigskab.
Kr.
Laustens Far var også vognmand og hed Laust Kren, han ville begraves op mod
kirkegårdsdiget mod vejen, så han kunne høre, om hans søn fortsatte med at køre
fragt.
I Odby
boede i min drengetid, i et lille fattigt hus Mathias og Nikoline, han
arbejdede i kalkværket, en meget lille skægget mand, hun var norsk, "æ
Norsker", hun malkede hos Kr. Gades, de var begge drankere begge 2 også i
kogesprit, sloges ind imellem. Deres dreng blev taget fra dem.
Omkring
århundredskiftet var Per Smed i Odby kirkebetjent og skulle jo søndag nat op i
kirken for at fyre, en nat han gik op ad kirkegården hørte han harmonikamusik
op fra våbenhuset, han stivnede uvilkårlig, men fortsatte alligevel, han gik jo
i sit lovlige ærinde, det viste sig at være levende musik, leveret af Lars
Hebsgård, A.Dueholm og en Theodor Kristensen, senere grisehandler i Hurup.
Overført fra Kallebos gamle hjemmeside.