Peter Dahlgårds erindringer
Afskrevet af Martin Gade, 1995
En aften
blev en maskine skudt ned over bredningen. En nat med luftkamp var vi parat til
at gå i vort beskyttelsesrum. Vi havde jo de 3 frygtelig strenge krigsvintre,
det var jo også een af dem der ødelagde Hitlers drøm om verdensherredømmet,
derovre ved Stalingrad.
Så kom de
kritiske dage før befrielsen. Banesabotagen florerede, Tyskerne begyndte at
drage mod syd.
En dag var
Martin Gades hestestald fyldt op med heste, da han kom hjem fra marken med
sine. Martin blev hidsig, det kom til håndgemæng, Martin kom fri ved sin drengs
hjælp, flygtede, men blev såret på vej til Uglev, og blev ført med sydpå, men
kom dog hjem igen, vist dagen efter. Den 3die maj var evakuering planlagt som
en mulighed, vi havde radioen åben meget af tiden, men så aftenen den 4de maj
lød befrielsesbudet i radioen, jeg havde ladet hestene stå for ploven og mor
var ved at ordne sengene, hun faldt mig om halsen og jublede: Å, Far vi er fri,
den stund glemmer jeg aldrig.
Kr. Kusk og
Stine kom herned, vi fik rejst flagstangen, så kom Marius og Helga, Jakob og
Misse, og vi sang vor glæde ud, og da følte vi taknemlighed for vor genvundne
frihed, skønt vi manglede næsten alt, men kun utilfredshed som tak.
Dagen efter
gik flaget til tops, kongen holdt sin tale. Modstandsbevægelsens folk mødte op
i Uglev.
Nogle tyske
håndlangere blev arresterede, bl.a. Mousi og røde Laurids' kone, samt Kristian
Hoelgård, men andre arbejdede på egen hånd, de klippede tyskerpiger skaldede i
nattens mørke.
Den første
søndag var der festgudstjeneste i kirkerne, og da var der fulde huse.
Nu begyndte
det triste tilbagetog af en træt og modløs arme, det var ikke den stolte tyske
værnemagt, de måtte vandre til fods i elendigt tøj og ringere fodtøj, og hvad
de havde været i besiddelse af solgte de, eller byttede de for mad.
Ind under
jul i 1949 havde Mette haft travlt, som husmødre nu har, vi havde også været
opvartere ved An-Johans begravelse, 3 aftener før juleaften var Mette og
børnene gået i seng, jeg skrev julekort, og de fleste endte med: Vi er raske og
har det godt. Jeg var kommet i seng og ved at Mette, var helt ude af det, hun
kunne ikke få luft, vi troede det var en pludselig bronkitis, og jeg fik fyret
op under komfuret under gryde og kedel med vand, vi troede dampen ville lette
vejrtrækning, men det blev værre, og jeg måtte først op at vække Misse, og dernæst
til telefon hos Mauls og ringe efter Buhl, da jeg kom hjem kunne vi skønne, det
var livet om at gøre, og måtte afsted til telefon igen, at Buhl skulle komme
omgående, mens jeg tryglede og bad om hjælp hos gud, det varede, syntes vi,
længe inden Buhl kom, han kunne ikke starte sin vogn, men fik chauffør, da
havde vi næsten taget afsked med hinanden, Mette havde sine børn og mig i sin
forbøn, mere end for sig selv, hun syntes at være rejseklar, jeg turde ikke
bede mere, var bange for, at ville tvinge mig igennem, men jeg bad Jens
Kristian om at bede om at vi måtte beholde mor, og han svarede det skal jeg
nok, jeg ville også have Kristine til det, men det kunne hun ikke, hun var kun
5 år. Jeg syntes hele vor verden gik i stykker, hvis Mor gik bort. Så kom
doktoren, og han gav hende omgående en indsprøjtning, det kneb godt nok at
finde en blodåre, de var allerede sunket ind, det var nærmest et held, sagde
han senere, så faldt hun til ro, og jeg troede ikke jeg havde set hende i live
mere, men så fik hun en åreladning ved pulsåren, og det fik blodet til at
cirkulere, og tog presset fra hjertet, det var jo en hjertelammelse, og
pludselig væltede sveden ud af alle porer, vejrtrækningen begyndte igen, og
ansigtet fik kulør igen, da kunne vi virkelig takke Gud, at Buhl alligevel
nåede herhen inden det blev for sent, og at hans sprøjte alligevel fandt den
indsunkne blodåre.
Jule og
nytårsaften havde vi Mor i sengen, men så begyndte hun langsomt at komme på
benene igen. Vi var heldig at få Birgit Damsgård til hjælp.
Men i
de 6 1/2 år ekstra, som vi blev givet
blev det til mange nætter med hjerteanfald, og til tider med natlæge, men mest
kunne morfindråber bringe ro, når hun kom at sidde med benene ned og så jeg
kunne fortælle een eller anden oplevelse, for at aflede opmærksomheden, skønt
jeg rystede indvendig af nervøsitet. Men
alligevel dristede vi os til at tage på Københavnstur med børnene til vor 10
års bryllupsdag 12-6.50, en herlig tur, hvor vi logerede hos Anne og Per Smed,
fik besøgt bekendte og Kirstens forældre samt Tivoli.
Kirsten
havde vi jo fået som københavnerpige, hun var vel knap 7 år første gang, men
det var et bekendtskab vi fik glæde af i årene fremefter. Under krigen var jeg
begyndt at købe et føl om efteråret og sælge året efter, i 46 købte jeg
"Lise" i Holstebro 4 mdr.gl.700 kr. det var dyrt, men hun blev ikke
for dyr, hun blev som een af familien i 26 år, der var temperament og opførsel,
hvor var hun dygtig.
Mette var
kommet i børneværnet, og var bl.a. med til at bestemme om "Alverdens Peters"
pigebørn skulle hjemmefra, og om Mousi skulle have lov til at adoptere 2
tvillingdrenge sammen med sin mand Erhardt.
Sidst i
40erne begyndte aftenhøjskolen med Mads Poulsen som leder, og det blev en stor
suces. Det var jo foredragsaftener om både lokale, kommunale emner også
politiske, ofte med lokale, som lærerne Madsen, E. Krabbe, A. Gadegård,
Valdemar Nielsen,- der var herligt samvær med kaffepause, Mette kunne af og til
være med,- til afslutningsfest blev jeg udnævnt til underhold, nærmest som revyforfatter,
og jeg som aldrig havde drømt om at åbne munden i en forsamling, men Mette
troede på mig, og det gav tillid. Det viste sig at jeg havde evner, det var
flere år og jeg kunne få hele den fyldte
sal i kroen til at ligge fladt ved bordene af latter, og klapsalverne rungede,
men hvor havde jeg lampefeber de første gange, også i borger-håndværkerf. og
husmandsf. optrådte jeg, også lidt i venstrevælgerf.
Overført fra Kallebos gamle hjemmeside.