Peter Dahlgårds erindringer
Afskrevet af Martin Gade, 1995
Poul
Pedersen Poulsen var født i Odby, var bror til Thomas Poulsen i
"Knudbak" og Peder Poulsen i "Skalshøj" der var gift med Maren---"fra Gadegård i
Humlum" det blev Johannes forældre.
Engang
ville Peder Skalshøj se hvad der var i "Skalshøj", som gav gård og
mand navn,- og begyndte at grave ind i den, men samtidig blev Maren periodisk
sindssyg, så indstillede Peder gravningen, og Maren kom sig---vistnok- det var nok så galt, at hun engang kastede sig foran et
brudetog.
Mine
svigerforældre blev gift fordi Mette var på vej.- Efter sigende blev der
spillet kort i kirken under vielsen. Det
blev ikke den store idyl. Poul var med i
det første bundgarnskompagni i Nissum bredning sammen med Jens Ravn, Kristen
Nielsen (Stoffer) samt en svoger Poul Skalshøj, det gav masser af sild, og do.
penge, men miljøet var ikke godt for svage karakterer, der var jo nogle af
banebørsterne fra banens anlæg, der var bleven ved Oddesund, og spiritussen
flød rigelig.
Han var
hurtig men hidsig, og Johanne var sen til sit arbejde.
1902
flyttede de til Serup, men måske havde Johanne en arv fra sin Mor, ihvert fald
måtte hun til Viborg. I 1906, da var den
mindste 1 1/2 år, og der blev hun til sin død okt. 10 år efter.
Hendes Mor
altså Maren Skalshøj født i Gadegård i Humlum, og kom sammen med i hvert fald 3
søskende til Thyholm som ung,- der var Else, gift med Poul Kræn i Uglev,
bedsteforældre til Krabberne, Sidsel, gift med Kren Dueholm i Serup, hvis Mor
var fra Odbygård altså søster til Niels Dueholm.-
Så var der
broderen, Anders Gadegård, der blev gift med en gårdenke i Serup, og senere med
Mette. (Søster til Kren Dueholm) (M.)
Mette og
Anders Gadegård var bedsteforældre til Anders Gadegård Odbygård hvor Mor tjente
i 8 år.
Mettes
søster Maren (altså Peters Mette)(M.) var godt begavet, hun erhvervede
carnegiefondens medalje for druknendes redning, det var vel skoleudflugten til
Hvide-sande i 1916 da Maren og Else Krabbe under flokkens badning kom ud i den
nylig opmudrede sejlrende, Maren kunne svømme, og hun fik fat i Else og holdt
hende oppe mellem sine ben til en båd nåede ud til dem, Lærerinden Katrine
Simonsen sprang ud og ville redde dem, men druknede. Lærer Vestrup var med på
turen.
Maren ville
gerne være pæn, men havde et noget vanskeligt sind, hun kunne let føle sig
forurettet, begge søstre var på højskole og bagefter kom Maren på Gedved
seminarium, men måtte på et sanatorieophold et år. Da hun fik sin eksamen, var
der overflod af lærerkræfter, hun blev lærerinde ved en privatskole i Hvide
mose, kom senere på et husholdningskursus, som Mette vistnok betalte, og
endelig fik hun embede oppe ved Ålborg, men et halvt år efter blev hun syg, vist
en forgiftning i blodet, efter et længere sygeleje døde hun på et sygehus i
Ålborg i 1934 kun 32 år gammel.
Poul var jo
opfødt ved fiskeriet, var soldat, og god i kompagni med sin far, men han var
vænnet til at penge var et begreb, det var noget man havde når man var fisker,
men der blev for mange fiskere, og Poul blev gift med Olga, fik familie, han
var nødt til at indstille som selvstændig fisker men fortsatte som partsfisker
i sæsonerne med Jespersen, og ellers som arbejder, først ved Oddesundbroen, og
i årene efter ved reparationer på Oddesundbroen, under krigen blev de evakueret
til Helligkilde, her blev Niels Ole født.
Tilbage til
redningsaktioner.- Først i tyverne, da lastbiler blev brugt som udflugtsvogne,
var hele nabolaget bleven enige om at tage på udflugt til Agger en
sommersøndag, der var stor spænding inden, men der blev man så vidne til at 2
badende piger fra Hurup, blev ført ud med strømmen, der var ingen fiskere på
stranden, men svigerfar var resolut, fik fat i en båd og fik bjerget pigerne i
land, den ene havde fået sand i lungerne.--- Også i tyverne, var Jakob og 2 søstre samt en slægtning gået
i en robåd ved Skibdal i fralandsblæst, de drev ud, tabte en åre, fik fat i en
rusepæl, men måtte slippe, da båden ellers ville fyldes med vand, de råbte om
hjælp, der var unge nok ved stranden- en udflugt, men de fattede ikke den
farlige situation, kun 2 små piger af Kr.Kuske's løb hjem og alarmerede deres
far, han løb hen til svigerfar, og ham ned til motorbåden, og nåede prammen
lige inden den kom ud i strømmen, få minutter ville den være sunket.
( Søndag
den 14-8-77. I forgårs blev Svend Lunds søn dræbt ved frontalt
sammenstød.---Agnes Iversen er bevidstløs er bevidstløs og skal have benet sat
af, hvis hun lever.)
Tiden gik, Jens Kristian begyndte at gå,
og den sommer fik vi cyklerne med toget til Holstebro, og cyklede til Skave til
Karl, og om aftenen til Hvam til Kristian og Anna, og dernæst til Hedeager, vi
var stolte af vor dreng.
Kristines
fødsel havde nok taget rigelig af Mettes kræfter, hun havde en medfødt
hjertedefekt, i 1947 fik hun forhøjet blodtryk, kunne ikke sove, var ulykkelig
og græd, kom på Thisted sygehus i 5-6 uger, kom rask hjem den dag Kong Kristian
x blev bisat-1ste maj. Den dag forsvandt den sidste frost af jorden.
Jeg havde
haft Else Laubjerg som husmor i den tid, hun havde soveværelset, jeg sov på
divan, Kirstine i seng ved siden af, der var næsten intet at fyre med i
kakkelovnen, jeg fik nogle våde tørv der lå ude, så længe de var frosne kunne
de brænde, når der blev hældt lidt sort petroleum over dem, vi havde jo en
petroleumsovn, senere fik vi en kyllingemoder til petroleum, og fik vor ration
til den, og brugte det inde.
En dag fik
vi at vide, der kunne fås roesirup i Hvidbjerg, jeg fik Lise for ponyvognen og
fik en spand eller måske to.
Vi kunne
under krigen tit om aftenen høre de engelske flyvere herover, på vej til
Tyskland med bombelast, og kunne se når lyskasterne fra Oddesund ramte dem og
så lød der skud.
Overført fra Kallebos gamle hjemmeside.