Peter Dahlgårds erindringer

Afskrevet af Martin Gade, 1995

1 februar
var Kr. Damsgård blevet kørt på sygehus, en spræng­ning i bughulen, hans liv
stod ikke til at redde.  Maren stod
tilbage med 7 mindreårige børn, gården var noget forsømt, der var armod til
huse, besætningen var handelskvæg, men med hjælp fra Kr. Hansen Hørdum, Kr.
Kræmmer og Søren Bager, blev det ordnet, så de kunne blive ved gården, men det
blev svære år, jorden manglede gødning, og det kunne ikke skaffes.

Efteråret
før havde jeg solgt 2 tdr. bsld. til Osvald og købt 4 1/2 af Damsgård for 7000
kr. og det satte ham i stand til at få indlagt elektricitet. Osvald skulle give
2600 men havde ingen penge, et par år efter købte Johs. Dam ejendommen og jeg
fik pengene. I april døde Hanne, Jakob havde fået skødet inden, Jens Pesen var
død nogle år før. Osvald, for øvrigt mit næstsø­skendebarn, flyttede til Hjerm
men døde året efter. Den 24 maj fik jeg så bjerget som forlovere, Bette Poul
Pesen og Niels Troelsgård, og den 26 hentede jeg Moster Karen og Niels til
middag, og mens de sov middagssøvn tog vi i kirke hvor der blev lyst for
ungpige Mette Dueholm og ungkarl Peter Dahlgård, det var sjovt at se
overraskelsen hos tilhørerne, de gav sig på sæderne, og prøvede at få øje på
os, det kom helt bag på dem.

Samme
søndag blev Henry Gade døbt, der var vi om aftenen.

Så blev der
travlhed, der skulle købes soveværelse, der skulle lejes telt og lejes
kogekone, den 12 juni oprandt så vor sene bryllupsdag i bagende sol, der var
varmt i blikteltet, det blev 90 gæster første dag. Vi kørte til Struer til
fotograf efter vielsen, og blev lykønsket af de tyske vagter ved broen, vi var
det sidste par Nørsøller-Jensen viede.
Så var der stående kaffe, siden middag i teltet, der var afsætning på
køledrik og is, om aftenen var der folkefest med sanglege hvor både unge og
ældre var med.  Ved middagen talte
pastoren, Lærer Madsen og Jakob. 2den dagen var inviteret 60 til middag om
aftenen, også da var der fest på græsmarken, der var fest og glæde også hos os
selv, at vi endelig var fundet sammen, og vi kunne sige tak, men også bede om
at samlivet måtte bære frugt.

I løbet af
3 mdr. kunne det konstateres at Mette var gravid, og så blev det jo spændende
for naboerne, det blev ret tidlig at se på figuren, ikke mindst Jakob var meget
forarget, han kunne jo se, at det kun var fordi, vi var nødt til det, at vi var
blevet gift, men tiden gik og på 9mdrs. dagen havde jeg Mette med i kirke i al
hendes frodighed, og Karen Kjærgård vovede sig atter herom, men 11 dage efter
måtte jeg have de to røde for ponyvognen om natten og efter Frk. Mejer, det
varede 1 1/2 døgn inden Jens Kristian ankom kl. 11 den 25-3, det havde været en
streng tur, men hvor var vi lykkelige, trods mangel på kaffe sukker og
ildebrændsel, det blev godt nok værre alt som krigen varede ved, der blev
rationering af næsten alt.

Vistnok den
12-5 havde vi så barnedåb. Vi fik et sent forår, den 27-3 palmesøndag var jeg
på snekastning om formiddagen, det blev en tør og varm sommer, og en lille avl.
Svinene var jo væk på nær en so og et par svin. Kreaturerne skulle jo have
kornet, for der var ingen foderstoffer, og så kom der atter en frygtelig vinter
med store kuldegrader og barfrost. En so var sommeren før død under faring, jeg
cyklede til Ydby med grisene, der levede 6, jeg fik de 3 med hjem, af dem fik
vi så atter en so, da hun skulle have grise var der 7 grader i huset, jeg
hængte sække for vinduerne, fyldte de tomme bokse med halm, og da grisene kom
var der alligevel bleven 10 grader, de første dage så vi kun grisene når de skulle
have mælk, men de levede alle 9. For at blive ved svinene havde vi nogle år
efter en so der fik 21 grise, det var også under krigen, jeg var ikke af tøjet
en hel uge, 6 af dem var så små, at jeg skulle holde dem i hænderne når de
skulle have patten, og 12 af de største skifte­des til at være fra soen hver
3die time nat og dag, men de 20 levede, og kostede 100 kr. i snit, det var
mange penge den gang, da fik vi gasblus.

Det var
vist den vinter græsset frøs ud, det var i marts, der var kommet masser af sne,-
så regn der gik over i isslag  simpelthen
ispanser overalt, og så flød vandet alligevel, en aften gik vandet gennem
udløbet og ind i køkkenet, så jeg måtte om i haven, og hugge en rende gennem
isen rundt om huset.

21-1 1944
fødtes den første pige i hjemmet siden det blev bygget i 1877--og 22-2 blev hun
døbt Kristine og så havde jeg både min Far og Mor,--Poul kom ikke, det blev en
abort i 1946, og det var nok godt det samme, Mors hjerte kunne nok ikke have
magtet det, og den vinter var Kristine syg det meste af tiden, hendes livstråd
var tynd den gang, vi var vel for gamle som forældre.

Det med
Kristine var ellers et problem. Lægevikaren som vor Mor besøgte ville bestemt
påstå, at det ikke var graviditet, men en tyktarmskatar og overgangsår, og han
ordi­nerede skånediæt, og det var ikke kost til en gravid, det var måske derfor
Kristine var så svagelig. Vi frygtede for kræft i maven, indtil Mor tog til dr.
Kruchou, og fik konstateret at pigen var halvvejs, da blev der glæde og
forventning.---

------------------------------------------------------

( Ja i
aften er det 76 år siden Mette blev født i Oddesund N.)

Og så lidt
slægtregister:

Hun var
datter af Poul Pedersen Poulsen og Johanne Skalshøj Poulsen, og de var fætter
og kusine,- deres børn var sarte alle tre, Mette Maren Poul. Svigerfar var søn
af gdr. Poul Pedersen Poulsen Odby, der var meget klog, og var
sognerådsformand, og Mette Dueholm, der var fra Odbygård, hendes Far var Niels
Dueholm, han var kommen sammen med sine forældre, Mette og Kristen Dueholm fra
Humlum og købte Odbygård 1812, ved faderens død 1826 overtog Niels gården,
Kristen og Mette var jo så Mettes tipoldeforældre.

Overført fra Kallebos gamle hjemmeside.