Mit barndomshjem
af Dagmar Sofie (Tutte) Gade
29
søn. Han lod bygge et stort hus i Uglev, hvor han nu boede med sin husbestyrerinde. Hun var
aldrig med på besøg; men vi børn besøgte sommetider Søren Jensen, og så serv erede Kirstine
småkager med syltetøj, der var så gammelt eller dårlig opbe varet, at sukkeret var
krystalliseret,- det brød vi os ikke just om; men var da heldigvis for velopdragne til at vise det.
Søren Jensen testamenterede sit hus til kommunen med den c lausul, at det skulle bebos af
"værdig trængende."
Det overholdt sognerådet i nogle år, men så indrettede de det til kommunekontor, hvad vi var
nogen, der var forargede over.
Først i trediverne var det Kr. Vestbjergs, der boede i legathu set. Søren Jensen fejrede sin 70-
års fødselsdag med en stor fest i krosalen; og han bestemte at samme menu skulle serveres til
hans begravelse. Man sagde, at han havde holdt festen, for selv at se, hvordan hans begravelse
ville blive.
Af en eller anden grund arvede Laurits 500 Kr. efter ham, det var mange penge dengang.
Søren Jensen var barnløs.
Dorre Riis.
Jeg gætter på, at det var vor Farmors halvsøster Else Marie, der var mor til Dorthea (Dorre)
Riis.- de havde i hvert fald
Riis-navnet fra Else Maries mand, ikke fra vores familie.
Else Marie ( som jeg ikke har kendt) og Dorre havde åbenbart ikke meget at leve af, for Dorre
kom jævnlig i vort hjem og tiggede (flæsk,æg og lignende) Mor var jo gavmild og Dorre gik
aldrig forgæves til hende. Efter mors død kom Dorre jo stadig; men vi var godt trætte af
hende. En gang hun kom efter halm til sin seng, var Emil i drillehjørnet og gav hende noget
med tidsler i (sagde han i hvert fald)! Jeg husker ikke om han kørte det derned og skiftede det
ud med det brugte, me n det må han vel have gjort. De boede i et lille hus i den dengang
sydlige ende af Uglev, efter Skrædderen.
Når jeg tror at Dorres mor har boet i den gamle "Overgård," er det nærmest fordi Dorre
optrådte, som om hun var i sin gode ret til at få noget derhj emme. Hun havde den "fikse ide"
at hun ville sidde på en bestemt plads midt i Kirken, altså yderst på en bænk i "kvindesiden,"
og flyttede sig ikke, lige meget hvor mange der så måtte kante sig om ved hende. Den gang
var der mindre plads mellem bænkene og Kirken var ofte fuld af folk. Else Maries mand må
have været af den familie der havde "Hel leriis", før vores Oldefar Chr.Jensen Riis købte
gården af sin fætter Niels Christensen Riis, der flyttede til Styvel. I hvert fald havde Dorre
nogle skeer fra 1600 -tallet af samme sæt som de to, der nu er i Gertruds besiddelse. Efter
Dorres død prøvede Martin at opspore dem; men Niels Hebsgård, der sad til leje i halvdelen af
huset, og vist arvede hvad der var, kendte ikke noget til dem.
30
Æ Norsker.
Nocoline Jensen, en lille spinkel kone gift med Matthias Jensen, var malkekone hos Kr. Gade
i mere end 20 år.
Hun kom jævnlig og bad:" I har vel itt noget swott tobak til min Mand Mattias." Tobaksbordet
havde to skuffer : en til den friske tobak "Me lange Nicot" (Far røg lang pibe) en anden som
piben blev kradset ud i. Det var dette udkrads Nicoline kaldte swott tobak. Nu blev denne
skuffe vendt ud på et stykke papir med aske, pibesovs og det hele (+mange afrevne
tændstikker)..
Vi havde Nicoline mistænkt for selv at tage sin del af herlighederne. Selvfølgelig fik Nicoline
også sin kaffe, og hun ville gerne have flere kopper, men skulle nødes hver gang.
Bagefter gik hun rundt og gav hånd til alle, også børn, piger og karle og sagde : "Tak for kaffe
og brøe", og så hviskede vi: "og sukker og fløe." Hun præsterede at gå helt op på mød -
dingspladsen og gav hånd til karlene, en dag der blev kørt gødning.
Nicoline var født i Norge og blev ved at have Norsk accent. Hun var kommet til Danmark som
ganske ung, måske smidt ud af sin pæne familie. Hun blev malkepige på "Handbjerg
Hovgård," hvor hun traf Mathias og blev gift med ham. De var lige drikfældige, men på sine
gamle dage kunne Nicoline ikke tåle spritten. Der må dog have været lidt i den medicin hun
fik, for hun skyldte Mathias for at ville hugge den. Mathias døde vist af Delirium -tremens, og
mens han lå syg, lå han og klagede sig: "æ dør, æ dør!" - " Ja men så dø da!" replicerede
Nicoline.
Da han var død sagde Nicoline : "Å tink,æ savner ham slet itt, så ka i da forstå, hvor grimm
han hår vætt!!
De havde en søn, som børneværnet fjernede fra hjemmet, og skaffede et godt plejehjem i
nærheden af Nors. Som voksen kom han her på egnen igen, og tjente bl.a. hjemme i Uglev.
Også Nicoline endte sine dage på "Asyle t" ("Asyl" betyder frihed.) Men hun betalte i hvert
fald ikke selv for opholdet.
To gange Sørensen.
Før bilernes tid skulle missionærer og andre talere, der kom for at holde Møde i
Missionshuset indkvarteres privat, og det var almindeligt, at de logerede samme sted hver
gang, så de blev kendt med værtsfolkene. Mindst en gang om året, jeg tror to -tre, husede vi
Missionær Sørensen fra Vejle. Det var ikke ligefrem noget vi glædede os til, - han var helt
utrolig kedelig. Af høflighed gik Mor og Far dog med i Missionshuset; men Mor sagde, at han
havde tre taler at skifte med, og dem kunne hun forlængst udenad.
Den anden Sørensen var "bisse." Han følte sig dog hævet over andre landstrygere, og mente
vist han havde visse rettigheder. Jeg husker ikke om han fik en seng, men han sad i hvert fald
31
inde om aftenen til sengetid. En aften, han var der, havde vi gæster, som selvfølgelig spiste i
dagligstuen, mens Sørensen blev plaseret hos børn og unge i folkestuen. Det var han meget
fornærmet over og sagde stødt: "Nå jeg er nok ikke fin nok til at spise i den pæen stow." - Det
var han ihvert fald ikke!
Overført fra Kallebos gamle hjemmeside.