Peter Dahlgårds erindringer

Afskrevet af Martin Gade, 1995

Ja så var jeg altså alene.

Vi havde
lige fået begyndt høsten, det var med slåmaskine og aflægger, det var
besværligt, kornet lå næsten fladt, 3 a 4 opbindere.  Det transportable tærskeværk var vi kommet
med i omkring 30. Den gang havde vi ikke drænet, så halvdelen af marken blev
som regel tjenlig omk.10 dage efter det andet, og lod man sig friste et tidligt
forår kunne man godt blive snydt med vejret. Et forår havde vi lige fået
tilsået, men Kristi Himmelfartsdag mens jeg var i Kirke blev det et tordenvejr
med kaskader af vand, det varede flere dage inden jorden kunne bære en mand,  da det tørrede blev der jo skorpe, vi var
over det med en svensk harve for at bryde skorpen, men der blev en elendig avl.

Vi havde
fået indlagt elektricitet et par år før Far døde.

Samme
efterår, altså "37" kom stråtaget væk fra stuehuset, og asbest i
stedet, og i det efterår var jeg første gang over grænsen.  Bager Jensen skulle hente i Sønderborg, så
tog Kristian, Frederik og jeg med, vi overnattede i Åbenrå, og var så i
Flensborg, hvor værnemagten stod vagt med spade på skul­der.

Jeg fik jo
først skøde efter Fars død, ( ved Fars begravelse fik jeg lejet
pandepladeteltet, og der var nok inviteret 70-80 gæster, det var
Nørsøller-Jensen der forrettede jordefærden)-

den første
juleaften følte jeg mig ene, om end Stinne stadig var her, men lige før aften
kom Marius, og indbød os til at være sammen med Ajs. Poulsen og An. Johanne
efter middagen, det var jeg virkelig glad for, der fik vi for resten kogt torsk
ved 24tiden, det er sidste gang.

Næste forår
fik jeg drænet halvdelen af det vandlidende, og resten 2 år efter. Der kunne
fås tilskud, men det ville jeg ikke være bekendt, ak ja, næsten samme tid fik
flere af de større gårdmænd tilskud og lån.

Den 15 maj
-38 blev broen indviet, det blev en festdag, strå­lende solskin, Stinne var
rejst hjem dagen før, jeg var tidlig oppe, fik malket, køerne ud i 2 timer, og
så på cyklen, over med færgen for sidste gang, for sammen med andre 60000 at
overvære Kongens åbning af broen, så hjem igen, Køerne ud, få lidt mad, køerne
ind igen, de var jo i tøjr, og malket, så på cyklerne igen sammen med Stinne,
Helga, Signe, Kristian, Marius, Jens Kren og jeg, det var Struer det gjaldt, vi
var jo landfast nu, der var fest og optræden ved anlægget, en træbarak var
rejst, men det var kun de færreste der kunne se, så kom et hold folkedansere,
to og to i række, jeg fattede chancen, greb en af vore piger, og de andre
efter, så fulgte vi i hælene på folke­danserne, så vi kom frem i forreste
række, og kunne både høre og se.

Den sommer
fik jeg fuldendelsen af laden fuldendt, så der blev en ny stald, og vi fik
først da pumpe i brønden.  Så var der
plads til 12 kreaturer, roehus og vandtrug, det var Søren Murer, Lars Back, Kr,
Kusk, Holger Mikkelsen og Marius.

Da høet var
bjerget, rejste jeg, som ret ualmindeligt den gang, til Harzen i 8 dage med
Bergs rejseselskab, til trods for uerfarenhed i at omgås byfolk (jeg troede de
var nogle skrække­lige mennesker, når de udfoldede sig) blev det en vidunderlig
uge, som jeg levede højt på længe efter. Der var jo Bloksbjerg,
drypstenshulerne, rådhuskælderen, slottet i Verningerode, hvor vi boede,
Braunsveigh og Hamborg, men da var det jo hejl Hitler overalt, og de fleste var
i uniformslignende tøj. Flyverne styrtdykkede ustandselig, der skulle jo øves
til krigen.

Men hvor
man rankede sig, når vi alle mand kom ind på f.eks. Alotria og orkestret faldt
ind med: Kong Kristian stod! En aften i Hamborg var jeg selv gået i byen, og
taget kending af de forskellige, men det blev mørkt, da jeg gik tilbage, og
tårnene var væk, så jeg blev nødt til at tage en taxa fra banhof og til hotellet
City. Jeg var inde på en variete, der var film fra sportskampe, børnefester, og
Hitler var jo hovedfigur i det hele, og så længe var der ingen servering.

Til
november skiftede jeg husbestyrerinde, jeg havde set eksempler nok på mænd der
havde livsvarige husbestyrerinder, 5 1/2 år var nok. Jeg fæstede Signe, der
havde tjent hos Kristi­ans Far, til gården blev solgt til Niels Thomsen, hun
blev her et år, hun var mere rolig i optrækket end Stinne, men mere proper, den
sommer skete en hel del, Stinne blev forlovet med Kr. Yde, Kristian og Signe,
Marius og Helga tog med hinanden til Struer og fik ringe på. Ved samme tid
havde Kr. Møller og jeg bestilt billetter til Norge, men de blev annulleret pr.
telegram dagen før vi skulle have været afsted. Krigen var brudt ud, sejladsen
stoppet. Jeg havde aftalt en biltur med en lærerfamilie nogle uger i forvejen,
den blev også droppet, det var til Tyskland. Sidst på sommeren skrev jeg så til
Mette, om hun kunne tænke sig pladsen hos mig efter næsten 10 år i hovedstaden,
som bl.a. kokkepige hos hofbager Olsen st. Annæ Plads, Vingrosserer Reffs
Øksenholm, og sidst pelsgrosserer Bang "Ellestuen".

Hun svarede
straks ja, og flyttede ind til november, det blev et flyt for livet, det blev
bare alt for kort. Efter et bryllup hos Poul Østers, opdagede vi at en gnist af
gammel kærlighed var ved at blusse op igen, og at vort mangeårige venskab nu
skulle have en ende, vi ville giftes.

I
mellemtiden kom den 9 april, natten før havde Mette sovet hjemme hos søster, da
jeg sad og malkede begyndte det at drøne i luften af de store maskiner, der
fløj nordpå, vi forstod ikke hvad der foregik, det måtte jo være Norge det
gjaldt, men vi blev klogere, da vi fik åbnet for radioen, og opdagede, at vi
var et besat land. Allerede ved middagstid kom de første motorcykler på
landevejen,--(det var kl.9 1/2)(M.)---Soldater­nes ansigter var som mejslet i
stål.

Efteråret
før var Stinne og Kr. Yde bleven gift, og havde købt en gammel ejendom ved
Humlum, jeg havde været med ude at se på et par ejendomme inden, Mette og jeg
var med til bryllup.

Overført fra Kallebos gamle hjemmeside.