Mit barndomshjem
af Dagmar Sofie (Tutte) Gade
27
Signes fødselsdag, og der var inviteret til "ungdomsgilde". Ved firetiden om eftermiddagen
stod mor ved køkkenbordet og forberedte en kringle, da hun pludselig sank sammen; og hun
kom ikke til bevidsthed siden. Gæsterne blev vist ned til Kr. Krabbes, efterhånden som de
kom,- der var der jo også fødselsdag, som alt så skulle haveværet slået sammen med Signes.
Da jeg næste morgen fik at vide, at mor var død, styrtede min verden i grus. Jeg græd næsten
øjnene ud af hovedet i den følgende tid. Jeg fattede ikke at "de små" kunne sætte sig til at dele
de bolcher, Niels Gade kom med. Jeg gik ud i haven, og Niels kom og lagde armen om mig og
ville trøste mig- og jeg hadede ham, for at han kunne tro, at noget han sagde kunne trøste; jeg
hadede også hans far, da han kom og ville trøste far; jeg var sikker på, at far havde de t som
jeg, og kun ønskede fred. Hvordan kunne Kr. Gade tillade sig at sidde og tale om Guds Vilje i
sådan en ulykke! Jeg kan se dem for mig endnu sidde i sofaen: Kr. Gade snakkende, og far
næsten tavs.
Helt anderledes følte jeg det med Kr. Kra bbe, han var jo bare en af os, og havde vel holdt lige
så meget af mor som vi. Han snakkede vist heller ikke om "Guds vilje".
Faster Else og Mette Odgård kom og lagde mor i kiste, der var ikke noget der hed bedemand
her ude på landet; og Faster Else var d er meget indtil begravelsen, og sørgede bl.a. for at vort
tøj var i orden; købte f.eks. nye strømper til os. dem skulle der syes knapper i, hvad jeg var
vant til selv at gøre, så jeg fandt knapkassen frem,: en cigarkasse med brugte knapper.
"Man syr ikke b rugte knapper i nye strømper, sagde Faster Else," det ville din mor ikke have
gjort." Den bemærkning sårede mig meget, før jeg følte det som en indirekte kritik af mor, for
jeg vidste, at det ville hun netop, hvis der var nogen pæne brugte. Mere skulle der ikke til i
den tid!
Ved begravelser fik følget dengang i reglen kaffe i hjemmet før turen gik til kirken, så
tidspunktet der kunne ikke altid overholdes; det skete jo at folk skulle til kaffebordene i flere
omgange. Snedkeren, som leverede kisten, havde e n ligvogn til udleje, og så måtte folk, hvis
de ikke selv havde heste, låne et par og en kusk. I dette tilfælde var det, skønt vi selv havde
heste, et par flotte blåskimlede af Kr. Krabbes, og en af sønnerne derfra, der var kusk.
Der blev holdt en kort and agt i hjemmet, (af degnen) inden følget gik til kirken efter lig -
vognen. De kranse der ikke kunne være i vognen, bar man. Alle var i mørkt tøj og mange af
herrerne havde høje hatte. Da mors begravelse jo var om efteråret, var næsten alle kranse med
store hvide eller broncefarvede crysantemer, som gav en tung luft i kirken. I mange år derefter
blev jeg dårlig ved lugten af crysantemer.
Mors kiste stod under andagten i forgangen og forsamlingen var dels inde i huset, dels
udenfor. Jeg så det hele i en tåge; m en ud af tågen trådte tydelig to herrer i sorte frakker og
med høj hat i hånden; de stod lidt for sig selv ved hjørnet af stald længen. Det var de to
manufakturhandlere i Hvidbjerg, Frederik sen og Carlsen, som trods det, de var konkurenter,
var fulgtes ad for at vise en af deres, sikkert bedste, kunder den sidste ære. ---det er de særeste
28
ting man gemmer i erindringen.
Særprægede personer som kom i vort hjem.
"Gamle Trine" kom og stoppede vore strømper, der var jo ikke nogen form for forstærkning i
uldgarn dengang, så der var næsten daglig hul på strømperne. Trine var det mest beskedne
menneske, man kunne tænke sig. Hun arbejdede også hos Kr. Krabbes og Kristian Kr. skriver
i sine erindringer, at hun fik 10 øre om dagen for det; men det var mindst 15 år før min tid, så
måske var daglønnen forhøjet. Hvad der sikkert betød mere for Trine var, at hun fik føden,
hvor hun var og en pot mælk med hjem, og at både Kr. Krabbe og mine forældre tænkte
kærligt på hende og hjalp, f.eks. hvis hun v ar syg. Kr. Krabbe skriver i sin dagbog, at han d.
1/12- 21 "kørte Trine på asylet" (alder domshjemmet) og d. 16/2 -24 gjorde hushandel for
hende.
Jeg ved at Maren engang skulle gøre rent for Trine, da hun var syg, og spurgte efter en
gulvspand. "Åh, kan du ikke tage natpotten?" var svaret. Hun ejede altså ingen spand.
Ikke fordi fordi hun ikke havde råd, men hun sparede op til sin alderdom, for hun ville nødig
"på sognet". Så Trine kunne betale for sit ophold på alderdomshjemmet. Når hun derfra kom
på besøg, kunne hun vægre sig ved at spise hos os "for jeg betaler jo for det på asylet". Men
boller og mælk kunne hun ikke stå for "for vi får så lidt mælk derhenne."
1937 Far med sin "børnehave", som vi kaldte dden yngste "stab" han nogensinde havde.
Emil er den ældste, Carl Aage (i plus fours) den yngste, 14 år. Elly, og yderst til højre Anna
Ilkjær, 15 år.
Fotografen (Tutte) er
husmoder, 20 år.
Den baldrede rude skyldes en
vildfaren kartoffel! Knægtene
sorterede kartofler i laden, og
konkurrerede om, hvem der
kunne skyde længst! Dette var
rekorden! - De strikkede
ærmer Anna har på kaldes
"sjælevarmere", og var meget
populære dengang!
Så var der Søren Jensen. Hans særpræg bestod i, at han var meget musikalsk. Han havde haft
en gård i Serup, som siden Kr. Kræmmer fik, og efter ham Herman Christensen, og nu dennes
Overført fra Kallebos gamle hjemmeside.