Peter Dahlgårds erindringer
Afskrevet af Martin Gade, 1995
Et års tid
efter var det galt igen, vi var begge rejst sammen fra Uglev, hun skulle til
elevfest og jeg skulle på familiebesøg i Borbjerg, da jeg kom hjem var
naboungdommen mødt op på stationen for at tage imod, men jeg kom ene, så det
var også en fuser. Først i tyverne
solgte jeg en del tørv for min fætter Niels, der havde mose i Stakroge, jeg var
også dernede, sammen med Kr. Olesen og fætter Karl en søndag, og var indenfor i
en interimistisk beværtning, hvor luften var så tæt at en hat næsten kunne
hænge, men kortene var i sving, og nogle tjente også en dagløn den dag, andre
tabte.
Der gik
nogle år, men han kunne ikke styre økonomien, og rejste til Argentina, og der
blev han, til han døde som gammel.
1932
omkring grundlovsdag gik der udflugtstog til København, jeg kom til at rejse
sammen med Johannes Lauridsen fra Stenshøjgård og Kirstine Amby fra Serup, det
var over Samsø, det var første gang, jeg så en nyudsprunget bøgeskov, hvor var
det smukt, jeg boede hos en fætter Viggo og Marie, der da boede i en etværelseslejlighed
på Amager. Jeg var i Nordsjælland og i Tivoli en dag sammen med Adolf Lund, og
så mange af seværdighederne, jeg syntes jeg var fyldt med oplevelser.
Da jeg kom
hjem viste det sig at Søren Hebsgård havde fået en grundlovskæreste, Petrea,
der senere blev hans kone, det var ved Skibdal, en tilfældig lytter hørte Søren
sige: "No kysser æ dæ sgi filenfo Petrea!" "Å,nej de mo do æ Søren."
Ja det var
dengang. De blev gift i -33 og fik ejendom, allerede i 47 døde Petrea efter
nr.2 barnefødsel.
I -34 var
jeg atter i København sammen med Kr.Møller, da havde jeg skrevet til Mette, men
traf hende ikke, da jeg kom hjem fandt jeg brevet i en jakkelomme, måske havde
det ændret begivenhederne, hvis brevet var sendt?
1930
udvidede vi ladebygningen godt halvvejen og fik ret tidsvarende svinehus, det
kostede ikke ret meget. Kr.Kusk var
tømrer, den 75årige Niels Kresten var murer sammen med Far, der var 70, og
70årige Kr. Poulsen som hjælper. I 32 om
foråret havde Mor et slemt sygeleje, bronkitis og forkølelse, det var gerne
hård ved hende, men man søgte jo ikke læge, der var jo håndmiksturer, såsom
salmiakmikstur o.l. det tog hårdt på hende, og det varede længe inden kræfterne
kom, jeg hørte en dag, Mor tale inde i køkkenet, da lå hun på knæ ved en stol,
og bad højt til Gud om kræfter, der var som et forklaret udtryk i hendes
ansigt.
Sidst i
januar 34 fik hun atter et anfald af bronkitis, kunne ikke sove, og skulle
helst sidde op, for at få vejret, søndag d? cyklede jeg til Hvidbjerg;
telefonen var lukket om søndagen; og fik fat i lægen: Krukou, der konstaterede
bronkitis og hjertetræthed, hun fik digitalis. Men dagen efter i middagsstunden
fik hun et hjertetilfælde, og udåndede i løbet af en halv time, lægen nåede
ikke at komme, han skulle først aflevere en veninde ved færgen. Mine sidste ord
til Mor var: hvis vi skal skilles nu Mor, så mødes vi igen: hun svarede ja med
et smil, det var mig et dyrebart minde.
Jeg følte
jeg var kommet til at stå ene med ansvaret for min Far, der jo for det første
var bleven gigtsvag, og ikke kunne komme i og af tøjet ved egen hjælp, men var
også begyndt at blive forkalket i hjernen, han fyldte 75 den 22 februar, det
var en stille fødselsdag.
Niels
Troelsgårds og Bager Jensens, Hanne og Dagmar var utrolig hjælpsomme i den første
tid. Vi havde de sidste år haft noget ung pigehjælp først Helga så
flyvetækkerens Mary til hun blev 15 år, hun var bange for hun ikke blev gift
hvis hun blev her længere, hun var vist jalous på de voksne piger heroppe. Så Agnes Grud og sidst Ka. Lis Espersen, men
vi skulle jo have en husbestyrerinde.
Men først:
Vi havde en mærkelig vinter det år, så godt som ingen - grader (mon ikke P.
mener frostgrader?(M.), men den tid Mor lå syg havde vi det frygteligste vejr
med storm, hagl, lyn og torden, der brændte 7 ejendomme samtidig fra Struer til
Lemvig, og Far var bange i storm. Jakob, Poul Lund og jeg hjalp hinanden med at
holde stråtaget på plads, grebe, forke og harver kom på taget, og Jakob tøjrede
laden til et træ.
Ja så var
det husbestyrerinde. Vi havde hørt om en pige fra Resen, Kirstine, jeg havde
forøvrigt skrevet til en anden, Kirstine Amby, uden held. Vi fik Stinne som hun
blev kaldt, til 1ste april vist 25 kr. mdl. og hun blev her i 5 1/2 år, hun var
en enestående dygtig medhjælper, både ude og inde, måske mest ude, god til at
sætte humør, kunne til tider få sagt mere end der var klogt, havde let ved at
føle sig forurettet, kunne ikke altid tåle nabopigerne og det var gensidig, der
kunne også let blive skærmydsler mellem hende og Far, så måtte jeg jo prøve at
mægle, og man risikerede at komme i dobbelt ild.
Som tiden
gik, tog Fars kræfter af, og hvad værre var, forkalkningen tog til, når han
blev træt ville han hjem, og ville ikke tro, han var hjemme, hel gal blev det
en juleaften, da han pludselig ville hjem, og han mente jeg var Niels Kren, jeg
troede han havde afreageret når han kom udenfor, men det virkede ikke, jeg
måtte have i armen på ham, og få ham i seng meget mod hans vilje. Det blev nervepres den sidste tid, og den
gang kunne man ikke så godt være bekendt at sende sin Far på alderdomshjem,
der kunne han være blevet passet bedre.
Min tålmodighed blev sat på prøve, og slog ikke altid til. Det sidste forår fik jeg en dr. Slejsner fra
Bedsted herud, og hans medicin klarede tankerne hos Far, men kræfterne tog af
og den 15 august i 37 døde han, den sidste aften jeg sad ved ham, var han
nærmest bevidstløs, jeg gik hen og tog hans hånd, og bad Fadervor, og det var
mærkeligt, for han reagerede, og fulgte med, men tilsidst døde stemmen bort, nogle
timer efter gik han bort, men jeg tror nok han forstod mig da jeg holdt hans
hånd, og sagde at nu gik han snart hjem, han prøvede at svare mig.
Overført fra Kallebos gamle hjemmeside.