Toft
12
Der kom efterhånden flere Eurikaer ved nedkastninger rundt i landet, og de blev placeret forskellige
steder bl.a. på Agerø. Der kom også mindre Eurikaer med mindre aktionsradius til anvendelse på ned-
kastningspladserne. De blev ikke anvendt på Thyholm.
For at kunne tage våben ned igen efter de første modtagelser, var det nødvendigt at få lageret tømt hos
Kr. Møller og fra købmand Bondes pakhus. Materiellet skulle jo fordeles også til andre dele af landet,
hvor der var et stort behov. Det var vel egentlig den vanskeligste opgave under de givne forhold at få
det borttransporteret både fra Thyholm og Sydthy, men i særlig grad fra Mors, der fik de fleste sendin-
ger. Fra pakhuset blev varer, der skulle videresendes, kørt til Uglev Station af bl.a. Chr. Borre, der ind-
leverede dem til stationsmedarbejder Hartvig Pedersen, som drog omsorg for dem i pakhuset, indtil de
skulle videreekspederes. De større ladninger blev transporteret med vognmand Plougmanns lastvogn.
Således var Chr. Thomsen som chauffør og jeg som medhjælper i Bedsted, hvor vi læssede kasserne af
hos læge Hans Therkildsen, der boede lige over for Bedsted Kro, hvor tyskerne havde kvarter.
Vagtposterne iagttog vore anstrengelser med af læsning af de tunge kasser, der var dækket af kornsæk-
ke, så de ikke kunne ane, hvad der gemte sig i dem.
Den største sending, vi kom af med på en gang, foregik ligeledes i Plougmanns lastbil, idet Kr. Thom-
sen, Martin Østergaard og undertegnede den 23. februar kørte til Nykøbing Mors over Vildsundbroen,
der var bevogtet af tyskerne. Da vi nåede broen, kørte jeg alene over på cykel, for at vi kunne se, hvor-
dan tyskerne reagerede overfor trafikkanterne. De foretog sig intet og så rullede Thomsen og Øster-
gaard stille og roligt over broen forbi tyskerne, og vi fortsatte til Nykøbing. Da vi havde fået varerne
afleveret, var det blevet tidspunktet for særmeldinger, og i en medbragt batterimodtager hørte vi, at vor
modtagelsesplads var på aftenens program, så vi hastede hjem for at være klar på nedkastningspladsen
til tiden, hvor vi fik den sidste sending, der kom til Thyholm den 23.2.1945. En nedkastning jeg tidlige-
re har omtalt.
Våbnene, som vi modtog, var indsmurte i fedt og det i så store mængder, at det kostede mange timers
arbejde at rense og rengøre dem. Det foregik for Uglev-gruppens vedkommende i gårdejer Peter Borres
stald, idet sønnen Chr. Borre var en af sabotørerne og modtagerfolkene.
En nat, da vi under et kraftigt stormvejr havde trænet i skydning med pistoler og maskinpistoler i
Bjørndal Kalkværks store lade (stormens tuden og rusk hindrede, at skydningen kunne høres), tog jeg
hjem og gik i seng. Lidt senere blev jeg vækket ved banken på døre og vinduer i huset. Mine kone og
jeg troede først, det var stormen, der forårsagede spektaklet, men det gik op for os, at nogen ville ind.
Vi troede, det var tyskerne, men det var Poul Hedegård og Knud Bonde, der ildevarslende fortalte, at
Valdemar Roesgård og Chr. Borre var taget.
Vi fik fart på. De fik besked på at kalde på dem, som det var aftalt med skulle gå ”under jorden”. Det
var de yngste og ugifte. Hvis andre blev taget, så kunne vi i nødværge angive dem, som var væk.
Min kone og jeg fik travlt med at samle sammen, hvad vi havde af kompromitterende materiale på går-
den. Det blev ikke gemt væk på vort sædvanlige gemmested under en 2 m høj træstub i haven, som
kunne løftes op og sættes på plads igen. Våben og alt andet blev gravet ned i diget mellem Lars Poul-
sens og Bjørndalgårds ejendomme. Selv fandt jeg det tilrådeligt at gå ”under jorden”. Jeg søgte op på
min nabos loft (Senius Raaby) . Da der var gået 2 - 3 timer, gik jeg hjem igen, idet jeg indså, at hvis jeg
først var gået ”under jorden”, var det jo nærmest umuligt at komme op igen.
13
På høloftet mødte jeg Carl Aage Riis, der havde fundet samme gemmested som jeg. Poul Hedegård og
Knud Bonde overnattede ved bagersvend Chr. Raakjær. Dagen efter blev vi beroligede, da Chr. Borre
var i gang med sit daglige arbejde i faderens stald, og de, der var gået ”under jorden”, vendte hjem til
deres daglige dont.
Om baggrunden for den alarmerende melding på Bjørndalgård har Chr. Borre fortalt, at da de 4 (Val-
demar Roesgård, Knud Bonde, Poul Hedegård og Chr. Borre) var på vej hjem fra kalkværket, skiltes de
på Havrelandsvej, idet Valdemar Roesgård fortsatte mod Østergård, hvor han havde plads, mens de
andre gik tværs over ad en markvej mod Ålkjærvej.
Et stykke før Ålkjærvej blev de opmærksomme på, at grupper af tyske soldater kørte på vejen. En
gruppe stoppede op på vejen, hvorefter Poul Hedegård og Knud Bonde stak af i retningen, hvorfra de
kom. Chr. Borre var af den opfattelse, at tyskerne havde set dem, og derfor turde han ikke flygte. Han
var bange for, at man ville skyde efter dem. Han vælger derfor at gå ud på vejen, hvor tyskerne stod,
men drager omsorg for, at hans pistol forsvinder ned i grøften.
Tyskerne tiltaler ikke Borre, og efter nogle minutters forløb kørte de videre på cyklerne. Derefter gav
Chr. Borre sig til at lede efter de 2 andre. Efter en times forsøg opgav han og gik hjem. Da de andre
ikke så mere til Chr. Borre, fik de den opfattelse, at tyskerne havde taget ham med. Valdemar Roesgård
havde på vejen hjem bemærket tyskerne og vendte derfor ikke direkte hjem til Østergård. Der var såle-
des ingen kontakt mellem de fire, og det var baggrunden for alarmeringen på Bjørndalgård.
Den 19.2.1945 oprettes Thy Landeværn ved befaling nr. 1 1945 (bilag 7 pkt. I):
Overført fra Kallebos gamle hjemmeside.