Mit barndomshjem
af Dagmar Sofie (Tutte) Gade
25
af voksne; kemisk rensning var jo dyrt. Når de voksnes kjoler blev kasseret, var det vist sjæl -
dent fordi de var slidt op, men snarere at de var ødelagt af armsved. Så opfandt man
ærmeblade,: faconsyede stykker voksdug eller gummi overtrukket med tyndt stof, som blev
syet ind i ærmegabet og kunne udskiftes.
Tandbørstning forlangtes ikke af os før vi b egyndte at få blivende tænder; og mælketænderne
blev ikke plomberet. Det resulterede selvfølgelig i hyppig tandpine, antagelig ikke mindst på
grund af købmændenes gavmildhed. Hver gang vi blev sendt til købmand efter varer, blev der
lagt et kræmmerhus bolc her oveni; kræmmerhuset drejede købmanden selv. Det hændte
selvfølgelig at man vågnede om natten og græd over tandpine. Jeg husker endnu, hvor godt
det så var at komme over i fars seng og blive gnedet på kinden; varmen og trygheden hjalp
altid,- ligeså hvis man havde haft mareridt. Det var altid far, der tog sig af de lidt større, mor
havde jo nok at gøre med den lille om natten.
Tandlægebesøg var ingen spøg; det eneste interessante ved det, var at se hvilken hårfarve den
kvindelige tandlæge nu havde; vi kendte ikke andre, der sådan fik håret farvet.
Tandlægen havde klinik i Struer, og kom et par gange om måneden til Hvidbjerg, hvor hun
havde lejet et værelse på Kroen. Det kunne være slemt nok at komme under hendes
behandling i Struer, for hun var ikke særli g fiks på de tykke fingre, men der var dog el -bor. I
Hvidbjerg brugte hun et bor, som blev trukket med pedal hun trådte med foden, så det var ikke
let at holde boret i ro, og det gik tit ud over tandkødet. Jeg husker ikke, om jeg var ved
tandlæge, mens mor levede, så i min erindring var det altid far, der var med; også da jeg som
ca. 18-årig fik ryddet overmunden, fordi tandlægen Frk. Weilstrup ikke mente tænderne kunne
holde til flere plomberinger; - hun kan ikke have været særlig dygtig. Selve tandudtrækni ngen
foregik uden problemer; men da jeg nu, mens vi var i Struer, ville benytte lejligheden til at
købe ny hat, besvimede jeg i forretningen,- godt at far var med.
Man skulle tro, jeg lige så godt kunne have ordnet mit hatteindkøb en anden dag; men en rejse
til Struer foregik jo med tog, færge og tog igen, og varede mindst en halv dag,- så derfor.
Far tog sig gerne en lur på sofaen først på aftenen, og det var vældig hyggeligt så at putte sig
bag hans ryg. Hvis man så lå ganske stille, kunne man være heldig, at de voksne glemte, at det
var ens sengetid.
Far var det mest rolige, besindige og ligevægtige menneske. Hvis han en sjælden gang fandt
det nødvendigt at skænde, var det ikke i hidsighed, men med velovervejede ord, som gjorde
indtryk. Jeg har aldrig set ham i affekt. Han slog os heller ikke, jeg kan kun huske en gang, jeg
har fået et klask bagi, jeg husker ikke hvorfor, kun at jeg både var forundret og forurettet over
det.
Mor var meget livlig og udadvendt. Alle, der kendte hende elskede og beundrede he nde.
Utallige er de historier, jeg som voksen fået fortalt af folk, som havde nydt godt af hendes
Overført fra Kallebos gamle hjemmeside.