Toft
11
Det blev hurtigt opklaret, at det ikke var os, de var ude efter, men at de havde observeret en nedkast-
ning på Mors, og det var denne, der var årsag til undersøgelsen Så vi kunne melde klar igen - denne
gang til Helleriis.
Den 23.3.1945 var der melding til os, og vi tog til Helleriis efter at have været omhyggelig med at ud-
sætte vagtposter, så vi tide kunne blive varskoet. Der var imidlertid om aftenen sat mange tyske solda-
ter på patrulje på alle landeveje på Thyholm, og ude i fjorden lå en patruljebåd, der let kunne observere
en nedkastning i det lyse måneskinsvejr. Vi kunne se, at det ikke ville være muligt at transportere va-
rerne væk, og gik derfor i gang med at grave plads til containerne ved et dige syd for Helleriis. Efter
fornyede rådslagninger blev vi i ledelsen enige om, at det ville være uforsvarlig under disse omstæn-
digheder at tage en nedkastning. Dertil kom tillige, at skulle det gå galt i forbindelse med nedkastnin-
gen, kunne vi risikere, at de fandt beholdningerne fra tidligere modtagelser, der var placeret på Thy-
holm og Jegindø. Men selvfølgelig var det afgørende for os, at vi ikke ville udsætte modstandsfolkene
for en unødig risiko. I Hellerød blev Østergård og jeg stoppet på vej hjem af en tysk patrulje og måtte
vise identitetskort og forklare, at vi havde været på besøg. Videre skete intet.
Da der blev presset på for at få så mange nedkastninger som muligt i april måned, satte vi pladsen på
Helleriis på programmet igen, men den 22.4. erklærede den tyske kommandant i Oddesund udgangs-
forbud på Thyholm fra kl. 20 til kl. 7. Forbudet blev bl.a. læst op i kirkerne ved gudstjenesterne. For-
budet var formentlig begrundet i adskillige sabotageaktioner mod danske lastbiler, som tyskerne ville
have til rådighed. På grund af udgangsforbudet var det ikke muligt for os at tage til nedkastningsplad-
sen den 23.4., og dermed var det slut med nedkastningerne på Thyholm.
Da der ikke var arbejdsmuligheder på Thyholm, cyklede jeg nordpå til den også annoncerede nedkast-
ning på Nr. Hedegårds mark mellem Bedsted og Visby. Denne nedkastning havde også sine besværlig-
heder på grund af manglende lastbil. Transporten skulle da foregå med heste, men det resulterede i en
løbskkørsel, da hestene blev skræmte af faldskærmene.
For at vejlede de allierede flyvere ind over Danmark og i retning af deres nedkastningspladser påbe-
gyndtes i sommeren 1944 opstilling af Eurikaer. En Eurika kan udsende radioimpulser fra 100 til 200
km. Når flyveren opfangede impulserne, svarede de Eurikastationen, og operatøren påbegyndte udsen-
delse af et aftalt kodebogstav, som flyver- en opfangede og kunne ledes til Eurikastationens punkt, og
derfra navigere til de enkelte nedkastningspladser.
Af de 2 første Eurikastationer i Danmark opstilledes den ene på Thyholm og den anden i Husby - den
sidste kom aldrig i funktion. Efter at have fået instruktion i opstilling og anvendelse af en Eurika, kom
Poul Jacbosen (Sv. Erik Christensen - deltager i første sabotage på Thyholm) til Thyholm for at opstille
og betjene Eurikaen. Det blev aftalt, at den skulle anbringes hos Martin Østergaard. Den 22. august
1944 var den i gang med sit virke, men få dage efter dukkede Martin Østergaard og Poul Jacobsen en
eftermiddag op i min kostald og meddelte mig, at det på grund af risikoen ved at være hos Martin
Østergaard var nødvendigt at flytte den, og at der allerede samme aften skulle sendes igen. Jeg fandt
det for risikabelt at have den hos mig, da tidligere nævnte West Hansen i Thisted samme dag eller få
dage før var taget af tyskerne.
Jeg satte mig i forbindelse med gårdejer Chr. Riis, Helleriis, som var parat, og Poul Jacobsen foretog
flytningen hertil, hvor den virkede en tid, indtil den blev flyttet til egnen omkring Holstebro.
Overført fra Kallebos gamle hjemmeside.